Som nævnt i BT's spiseseddel for i dag
er autoimmun lidelse temmeligt
udbredt ... ikke kun blandt
kvinder, men også blandt
mænd. Det er bare slet
ikke så mystisk, som
BT giver udtryk for.
Det menneskelige
centralnervesystem
og immunforsvar
fungerer lige som
computere ved hjælp
af RAM.
Random
Access
Memory.
Jo mere RAM
jo bedre er
det selvstyrende
menneskelige system
istand til at håndtere
umådeligt mange
processer på én gang.
Jo mindre RAM
jo færre processer
kan håndteres.
Mindst RAM =
nødvendige ting
går i hårdknude
eller går helt
i koks, som
når immunforsvaret
giver sig til at angribe
sundt væv i kroppen.
Det er i dag ofte
forekommende
at den humane
RAM i en person
er lige som de
første generationer
af computere.
Sølle 8 eller 16
megabyte.
Det kan lige så lidt
og går lige så galt
i byen ... i sort ...
som de computere
velkendt gjorde.
Det véd enhver
der har brugt
PC fra starten.
Så fik vi 32
megabyte RAM.
Min påstand er,
at det først er
ved 64 megabyte
personlig RAM,
at der begynder
at komme så
meget flow
i processerne,
at der er tale om
en smule smidighed
og immunforsvaret
kan begynde at
fungere som
tiltænkt
oprindeligt
af skaberen.
Det bliver bedre
med 128 megabyte
personlig RAM.
Endnu bedre
ved 256
megabyte RAM.
Acellerer ved
512 megabyte RAM.
1.024 megabyte RAM
hjælper på det.
2.048 megabyte RAM
er endnu mere smidigt.
4.096 megabyte RAM
begynder at ligne noget.
8.192 megabyte RAM.
Dér kan vi tale om
virkeligt FLOW.
Men HO HO.
Det nyeste er
12 gigabyte RAM.
Dér kører alle
processer
fuldkommen
smidigt ganske
uanstrengt
uanset opgavens
størrelse.
Det helt store
spørgsmål er så:
Hvordan opgraderer
man sit humane
RAM????
Min egen erfaring
med det som
autodidakt
videnskabsmand
og EDB-bruger er,
at det eneste fornødne
er at indtage en
lille bitte smule
spiselig tang
dagligt
sammen med
dagens måltider.
Det lyder for simpelt,
men det er det
slet ikke, taget i
betragtning vi
fungerede lige
så optimalt
som de folkeslag,
der har opretholdt
den urgamle
tradition
for at bruge
tang i maden,
dengang vi
selv gjorde det.
Forbruget af
tang i maden
ophørte i norden brat
i slutningen
af vikingetiden.
Det var Ragnarok.
Det er nu mere
end 50 generationer
siden. Disse 50
generationer
har betydet
tiltagende
degenering
af det humane RAM.
Nu er det tildet slemt.
Givende sig udtryk
i autoimmun lidelse,
hele spektret af
sindslidelser
og meget mere.
Eneste chance
er at koble sig
på og logge ind
på den verdensomspændende
tradition for brug af
spiselig tang i
hverdagsmaden.
Ellers er det
Goodbye
og afsted til mentalt
grøntsagsland,
fodret med sonde
og holdt i live
ved hjælp af
kunstig
vejrtrækning.
Lidt hårdt sagt ...
Men det er jo
rent faktisk
dét, der sker
for alt for
mange menneskers
vedkommende ...
