Gennem min tid som Tangentusiast har jeg fortalt rigtig mange historier, om hvordan de spiste tangtyper kan helbrede lidelser, Lægestanden ellers betragter som uhelbredelige.
Det meste af det er personlige beretninger, men de, der har fulgt mig gennem årene har også læst om engelske læger, der under en fødsel redder en mor fra at forbløde, ved at standse livmoderens voldsomme blødning med udtræk fra brun tang. Der er også videoen med den amerikanske teenager, der har fundet ud af at standse selv pulsåreblødninger øjeblikkeligt, ved hjælp af at 'svejse' det overskårne væv sammen med gele fra brun tang.
Senest er der kommet beretninger til, om at brun tang kan slukke for helvedesilden, når den brænder i huden og at brun tang, for eksempel Blæretang, kan fjerne den voldsomme smerte, der er, når vi har en eller anden form for gigt.
Skeptikerne ryster naturligvis på hovedet og tænker: "Ahhhh ... det er da helt umuligt".
Dem om det. Jeg må bare konstatere, jeg lever og ånder i et Univers, der rækker milevidt ud over menneskelig forestillingsevne. Det har jeg det udmærket med!
Nå ... hvad er så den vildeste historie???
Jo, ser du ... den første lørdag i februar 2016 vågnede jeg op. Det eneste, jeg kunne se med mit højre øje var det, der ligner fuldkomment tilfrossent rudeglas.
"UPS ... der skal da pudses briller", tænkte jeg og gjorde det.
Det hjalp ikke det fjerneste.
"Nå" tænkte jeg ... "det går vel over af sig selv". Det gjorde det bare slet ikke. Det gjorde på ingen måde ondt, så jeg tog det helt roligt. Mandag en uge senere tænkte jeg, tidligt om formiddagen: "UPS ... det her er alvorligt". Jeg kunne stadigvæk ingenting se andet end stivfrossent glas. Jeg kørte direkte til lægen. Jeg fortalte sekretæren om min tilstand. Hun gik hurtigt ind til lægen. Jeg fik foretræde med det samme. Lægen reagerede prompte: "Du skal til Øjenlæge straks. Her har du navn og adresse på 3 af dem. Opsøg dem NU"! "Javel", svarede jeg og kørte til den første den bedste af dem.
Efter at have ventet i to timer kom jeg til hos Øjenlægen. Han undersøgte øjet godt og grundigt med kikkerter og kameraer. Da han var færdig, undrede jeg mig over, han ikke sagde noget. "Hr. Læge ... hvad har De set"? "Hr. Johansson", svarede han. "De har en blodprop i blodforsyningen ind til øjet. Jeg henviser dem til Øjenambulatoriet på Hospitalet og oversender journalen elektronisk. Kom tilbage hvis det trækker ud med at komme til".
"UPS" ... tænkte jeg, da jeg sad bag ved rattet igen. "En blodprop. Mig der er så supersund. Det er sgu da fuldkommen psykedelisk!!!".
Jeg fik ret hurtigt en indkaldelse til lægerne i Øjenambulatoriet: "Kom på besøg i begyndelsen af juni, hvor vi har tid til at undersøge Deres øjenskade".
"PLØP" ... tænkte jeg ... det var da længe at vente med noget akut ... men der havde jeg jo allerede givet slip på akut, i og med jeg undlod at tage på Skadestuen øjeblikkeligt. Jeg ringede til Øjenambulatoriet, for at høre, om jeg kunne komme ind på en afbudstid. "Dem har vi ingen af ... det er Påske lige om lidt, hvor vi har lukket, så du må vente til den tid, du har fået".
"I Guder, hvad gør jeg"?
Svaret kom straks: "Forhold dig fuldkomment i ro, ind til du kan komme til på Øjenambulatoriet". Det gjorde jeg.
Jeg havde blandt andet et vidunderligt rekreationsophold på Læsø finanseret af familien, hvor jeg oplevede helkrops algeindpakning hos Læsø KUR.
Det bliver man så frisk af som ses på billedet:
HÆ HÆ ... jeg var helt HØJ efter at have været pakket ind så længe i 30 forskellige slags Tang ... men også lidt skæv som ses. Blodproppen påvirkede min balanceevne så meget, jeg havde god brug af stokken.
Nå. Endeligt kom så den dag, hvor jeg kunne komme til på Øjenambulatoriet.
Jeg fik undersøgt begge øjne efter alle lægekunstens bedste regler. Til sidst blev jeg kaldt ind til en samtale med en Overlæge.
"Hr. Johansson. På billedet ser De Deres raske øje. Blodårerne er tydeligvis fuldkomment intakte".
"På billedet her ser De så Deres øje med blodproppen. Det ser ud som om nogen har smidt en atombombe, for blodårerne er fuldkomment smadret. Der er desværre nok ikke meget, vi kan gøre, for at hjælpe Dem".
PLUMP ... det var da noget af en kommentar at få ... jeg var nød til at ringe dagen efter, for at få det gentaget. Det ville bare ikke sive ind i hovedet på mig.
Nu gik det så alligevel sådan, at man bevilligede mig tre indsprøjtninger i øjet med en måneds mellemrum med nogle dråber, der evner at lægge hævelserne i hornhinden ned, således at øjets gule plet får en mulighed for på ny at sende klare signaler til centret bagerst i hjernen, der registrerer og fortolker synsindtrykket.
Det er faktisk mere end fantastisk. Der står i Øjenlægernes Bekendtgørelse fra Sundhedsstyrelsen, at når skaden i et øje er så stor, at den må betragtes som umulig at gøre noget ved, så skal man af ressource besparende grunde lade være med at forsøge behandling. Klart nok skal der ikke ofres skattekroner på udsigtsløs behandling.
I løbet af de tre behandlinger var jeg også en tur afsted til Danmarks mest kompetente Øjenafdeling. Her kunne man konstatere, at blodproppen var forsvundet, men at skaderne stadigvæk var der.
Jeg havde daglige syn i lang tid af, hvordan blodproppen forsvandt. Makrofagerne som vi har rigeligt af, når vi får tang i maden dagligt, bombarderede simpelthen blodproppen konstant, for at få den til at gå i opløsning, så der igen kunne komme blod ind til øjet. I mine syn så jeg det som bittesmå lynnedslag.
De mulige, tilstødende komplikationer efter en blodprop som min er, at øjet i stedet for at gendanne de ødelagte blodårer, giver sig til at skabe vildskud af blodårer. Det vil sige blodkar, der i princippet kan vokse helt ud af hornhinden og være meget generende for personens velbefindende.
Jeg fik af min Mor foræret en helt unik mulighed for at gendanne mine oprindelige blodårer. Det var det meget kostbare 20 behandlinger over 14 dage med Acunova Akupunktur, med det formål at stimulere gendannelsen af øjets oprindelige blodkar og de mange millioner nerveceller, der dør af sult, når ilt- og næringsforsyningen er ophørt ... takket være en prop i blodstrømmen ind til øjet.
Der er stamceller tilbage, der kan overleve under ekstreme vilkår. Får de den rigtige stimulans, evner de at genskabe, hvad der er mistet.
ØP PØP ... det er rigtig svært at sige, om det er det ene, eller det andet, der har hjulpet mig igennem. Fucoidan fra brun tang, som jeg dagligt indtog og stadigvæk indtager, ejer også evnen til at stimulere stamceller til at gendanne mistede celler.
Jeg kan kun tænke, at det er alle tre helende tiltag, der har kompletteret hinanden gensidigt.
FAKTUM er, at jeg nu, to år senere, har genvundet synet på mit højre øje. Det går meget langsomt, men for hvert halve år, der går, ser jeg bedre og bedre med øjet. Jeg går til kontrol hos øjenlægen hver fjerde måned. Hver gang er der igen ingen vildskud af blodårer og jeg kan læse bogstav tavlen ... tæt på ... bedre og bedre. Det er stadigvæk en smule tåget at se kun med det øje, men tågen letter mere og mere.
Jeg kan naturligvis ingenting sige om og hvornår, jeg ser lige så godt med øjet som før blodproppen. Dog kan jeg sige, at synsevnen på det andet øje er blevet formidabelt meget bedre end ellers. Når en del af hjernen dør, er der andre dele af den, der evner at kompensere for tabet.
Jeg har grund til at føle mig umådeligt taknemlig.
