Den 5. Maj 2019 kom jeg hjem fra Korsør med noget Blæretang, der viste sig at være overbegroet af brunalgen Fedtmøj. Normalt lader jeg sådan noget være og finder noget andet, hvor der ikke vokser Fedtmøj på.
Det var et Tangarrangement jeg havde været med til.
Al min opmærksomhed gik til at svare på spørgsmål fra deltagerne. Derfor fik mit eget lille pluk for lidt opmærksomhed. Jeg fik det heller ikke skyllet godt og grundigt i havet. Det var bare pluk, ned i spanden og hjem og tørre det.
Da det gik op for mig, jeg havde fået mere Fedtmøj med hjem end Blæretang, tænkte jeg først ØV. Så må det jo bare blive til gødning i haven.
Jeg fik en vild ide. Hvorfor ikke undersøge om der er et kulinarisk potentiale i Fedtmøjet? Jeg lavede research på, om der er nogen, der har forsøgt sig med at bruge det i maden. Det ser ikke ud til at være tilfældet. Men jeg kunne da lære, at Fedtmøj er to små brunalger ved navn Almindelig vatalge ... Ectocarpus siliculosus og Dunalge ... Pilayella littoralis og at de af videnskaben er grundigt analyseret, dog heller ikke som menneskeføde. Øgenavnet Fedtmøj har fiskerne givet det, fordi det er irriterende for dem, at det vokser så flittigt på deres ruser og garn.
Jeg kan godt se, hvad det ligner, der ligger på coveret til min Smartphone. Det er det bare ikke. Det er Fedtmøj, der er tørret helt ind.
Jeg tager mod til mig og smager på ganske lidt af det.
Jeg bliver MEGET FORBAVSET over, at det umiddelbare smagsindtryk er SØDME næsten Stevia agtigt.
Næste sanseindtryk er: OMG der er meget af aminosyren Tryptofan i det her.
Jeg blev hvad jeg kalder FØDEVAREHØJ fordi Tryptofan i mit velregulerede fordøjelsessystem meget hurtigt bliver til milde doser af Serotonin, Dopamin og Endorfin.
Jo jo. Så er der sikkert også en rigdom af de andre aminosyrer i det, så som Glutamat, UMAMI stoffet.
Jeg prøvede på at lave en chips ud af det, ved at stege lidt i olie. Den søde smag forsvandt og jeg kunne konstatere, at der er uhyggeligt mange sandkorn i det. Jeg må afsted og finde noget mere, jeg kan sørge for at rense fuldkomment for sand, inden jeg tørrer det.
Jeg tænkte: "Mon ikke jeg kan koge alt det sand ud"?
Med havsalt lavede jeg en saltopløsning i vand, svarende til saltindholdet på plukkestedet. Jeg kunne godt koge noget sand ud, men ikke det hele.
Dunalgerne fik en mørkegrøn farve og smagte som om det var spinat. Mærkeligt nok.
Kogevandet blev meget orange. Sikkert fordi der lige som i Sukkertang og gulerødder er meget caroten i.
Hvad skulle jeg nu gøre?
Jeg besluttede mig for at lave en suppe fond af kogevandet.
For også at få alle sandkorn fjernet lod jeg vandet dryppe af i et kaffefilter.
Jeg blev betaget af den gyldne farve af min fond og meget forbløffet ved at smage på den. Det er den mest smagfulde fond, jeg endnu har smagt, med en lækker cremet konsistens som om der var fløde i, hvad der jo ikke er. Jeg formoder, at det er polysakkarider i Dunalgerne og Blæretangen der giver denne konsistens. Jeg satte fonden i køleskabet til næste dag.
Den er meget simpel. Det er bare et forårsløg, fonden, en lille smule safran, fennikel, dildfrø og fisken skåret til mindre stykker.
Jeg har aldrig før spist så velsmagende en fiskesuppe.
Noget tyder altså på, at der er et kulinarisk potentiale at komme efter i "Fedtmøjet". Nok lidt lige som Klodshans, der kunne lave noget lækkert til Prinsessen ud af ingenting.
Eksperimentet skal naturligvis prøves igen for at se om resultatet er det samme.
Inden jeg gik i seng samme aften tænkte jeg: "Det er sgu da spændende at se, om jeg er levende i morgen, eller hvad"?
Det er jeg og der er ingenting, der tyder på, at der skulle være noget giftigt i Fedtmøjet.
Jeg har gemt det afkogte Fedtmøj og Blæretang.
Foreløbig beholder det sin mørkegrønne farve og smagen af spinat er fortsat til stede.
