Det er kendt, gelé af karaginan bruges videnskabeligt til dyrkning af bakterier.
Karaginan er imidlertid blot én komponent i tangarten Chondus crispus, på dansk Blomkålstang.
Det er meget brugt kemisk at udtrække særlige produkter af forskellig slags tang for deres specifikke egenskaber.
Disse ekstrakter finder vi blandt E-numrene 400-407. De anvendes i stor målestok af fødevareindustrien og i såkaldt molekylær gastronomi.
Personligt finder jeg det mere interessant at bruge kemisk ubehandlet hél tang/granulat af det i maden med alt der er i det af diverse indholdsstoffer.
Bl.a. for at opretholde en balance i tarmfloraen, hvor de velgørende bakterier har magten, mens skadevoldende bakterier, virus og svampesporer holdes i skak.
Billedet er allerede gammelt. Det viser, hvordan en bestemt tangart indeholder den egenskab at sætte en bestemt bakterietypes signalsystem ud af kraft, hvorved den bliver harmløs.
Der er en del der tyder på, dette gør sig gældende for alle typer af tang.
Det med gult overstregede citat er fra videnskabskvinde Jane Teas's dokument om hvordan de brune tangarter kan hjælpe folk, der har AIDS. Hun skriver, forskerne har identificeret flere end 20 forskellige komponenter, tangen selv bruger til at beskytte sig mod skadevoldende mikrober. Sjovt nok virker disse komponenter tilsvarende, når vi har den anbefalede, lille tangmængde med i hverdagsmaden.
En af mine egne observationer er, candida forbliver at være sat ud af aktivt spil, takket være forbrug af den smule tangingrediens dagligt.
Jeg ved ikke hvor fra særligt de brune tangarter har den intelligens og ressourcer, der skal til, for at sikre det tangforbrugende menneske aldrig gør andet end gavn af sine bakterier/aldrig bliver bakterielt syg og er beskyttet mod skadevoldende svampesporer og virus.
Min erfaring er bare, at det virker og der er videnskabelige studier, der tilsiger det samme. Jeg har tidligere udførligt omtalt disse studier ;-)