ENDELIGT TAGER GRØNLAND ANSVAR FOR AT GØRE VIRKSOMHED PÅ SALG AF KONSUMTANG ♥ ♥ ♥

Billedet forestiller

Business Develop Manager,

Royal Greenland

Havbiolog Nikoline Ziemer.

Det er oplagt, det er koncernen Royal Greenland der går ind og tager ansvar. Nikoline har siden 2015 forsøgt sig med at få Vingetang og Sukkertang til at afgive og dyrke deres sporer. Dyrkningsforsøg er lykkedes så fint for hende, at hun har visioner i hovedet om produktionen af rigtig mange tons.

Jeg har rost Nikoline for at have et overmåde intelligent koncept ved at dyrke tangen i stedet plukke af det vildtvoksende. 

En af hendes begrundelser er, det er meget tidskrævende, at rense det vildtvoksende for algevækster og de helt op til 260 smådyr, der har deres liv i det. 

Disse smådyr er en absolut forudsætning i fødekæderne for livet i havet. De bør have lov at leve deres liv i fred for tanghøstere. 

I havet er der i forvejen stor nok konkurrence om at komme til fadet af tang blandt søpindsvin, søstjerner og andre væsner, der elsker at gnave i rå tang.

Fælles for alle disse væsner er, at de har foreløbig ingen interesse for det Vingetang og Sukkertang, der hænger nedad i havvandet ovenfra. Så er der ej alle de der sorterings- og rensnings opgaver LOL ...

Det er fuldt moderne, bæredygtig virksomhed at tænke så biologisk ind i tingene. Korea og de andre store Havhaver har vist, der kan dyrkes uendeligt mange tons i anlæg, der er er store nok.

Jeg ser rigtig meget frem til, at jeg sammen med de andre af Royal Greenlands produkter i mit supermarked også kan vælge Vingetang og Sukkertang.

Hvad nu hvis tangtypen Fedtmøj kan bruges som noget lækkert i maden?

Den 5. Maj 2019 kom jeg hjem fra Korsør med noget Blæretang, der viste sig at være overbegroet af brunalgen Fedtmøj. Normalt lader jeg sådan noget være og finder noget andet, hvor der ikke vokser Fedtmøj på.
Det var et Tangarrangement jeg havde været med til.
Al min opmærksomhed gik til at svare på spørgsmål fra deltagerne. Derfor fik mit eget lille pluk for lidt opmærksomhed. Jeg fik det heller ikke skyllet godt og grundigt i havet. Det var bare pluk, ned i spanden og hjem og tørre det.
Da det gik op for mig, jeg havde fået mere Fedtmøj med hjem end Blæretang, tænkte jeg først ØV. Så må det jo bare blive til gødning i haven. 
Jeg fik en vild ide. Hvorfor ikke undersøge om der er et kulinarisk potentiale i Fedtmøjet? Jeg lavede research på, om der er nogen, der har forsøgt sig med at bruge det i maden. Det ser ikke ud til at være tilfældet. Men jeg kunne da lære, at Fedtmøj er to små brunalger ved navn Almindelig vatalge ... Ectocarpus siliculosus og Dunalge ... Pilayella littoralis og at de af videnskaben er grundigt analyseret, dog heller ikke som menneskeføde. Øgenavnet Fedtmøj har fiskerne givet det, fordi det er irriterende for dem, at det vokser så flittigt på deres ruser og garn.

Jeg kan godt se, hvad det ligner, der ligger på coveret til min Smartphone. Det er det bare ikke. Det er Fedtmøj, der er tørret helt ind.
Jeg tager mod til mig og smager på ganske lidt af det.
Jeg bliver MEGET FORBAVSET over, at det umiddelbare smagsindtryk er SØDME næsten Stevia agtigt.
Næste sanseindtryk er: OMG der er meget af aminosyren Tryptofan i det her.
Jeg blev hvad jeg kalder FØDEVAREHØJ fordi Tryptofan i mit velregulerede fordøjelsessystem meget hurtigt bliver til milde doser af Serotonin, Dopamin og Endorfin.
Jo jo. Så er der sikkert også en rigdom af de andre aminosyrer i det, så som Glutamat, UMAMI stoffet.

Jeg prøvede på at lave en chips ud af det, ved at stege lidt i olie. Den søde smag forsvandt og jeg kunne konstatere, at der er uhyggeligt mange sandkorn i det. Jeg må afsted og finde noget mere, jeg kan sørge for at rense fuldkomment for sand, inden jeg tørrer det.
Jeg tænkte: "Mon ikke jeg kan koge alt det sand ud"?

Med havsalt lavede jeg en saltopløsning i vand, svarende til saltindholdet på plukkestedet. Jeg kunne godt koge noget sand ud, men ikke det hele.
Dunalgerne fik en mørkegrøn farve og smagte som om det var spinat. Mærkeligt nok.
Kogevandet blev meget orange. Sikkert fordi der lige som i Sukkertang og gulerødder er meget caroten i.
Hvad skulle jeg nu gøre?
Jeg besluttede mig for at lave en suppe fond af kogevandet.
For også at få alle sandkorn fjernet lod jeg vandet dryppe af i et kaffefilter.

Jeg blev betaget af den gyldne farve af min fond og meget forbløffet ved at smage på den. Det er den mest smagfulde fond, jeg endnu har smagt, med en lækker cremet konsistens som om der var fløde i, hvad der jo ikke er. Jeg formoder, at det er polysakkarider i Dunalgerne og Blæretangen der giver denne konsistens. Jeg satte fonden i køleskabet til næste dag.

 Dagen efter kørte jeg til Fiskehandleren og købte filet af rødtunge. Jeg ville lave mig en fiskesuppe på min fond.
Den er meget simpel. Det er bare et forårsløg, fonden, en lille smule safran, fennikel, dildfrø og fisken skåret til mindre stykker.
Jeg har aldrig før spist så velsmagende en fiskesuppe.
Noget tyder altså på, at der er et kulinarisk potentiale at komme efter i "Fedtmøjet". Nok lidt lige som Klodshans, der kunne lave noget lækkert til Prinsessen ud af ingenting.
Eksperimentet skal naturligvis prøves igen for at se om resultatet er det samme.

Inden jeg gik i seng samme aften tænkte jeg: "Det er sgu da spændende at se, om jeg er levende i morgen, eller hvad"?
Det er jeg og der er ingenting, der tyder på, at der skulle være noget giftigt i Fedtmøjet.

Jeg har gemt det afkogte Fedtmøj og Blæretang. 
Foreløbig beholder det sin mørkegrønne farve og smagen af spinat er fortsat til stede. 
 

Havbiolog Dr. Inez Linke - O'well - Ocean Wellness - OceanBasis Hudprodukter

Jeg fandt denne artikel i foråret 2008. 
Jeg var kommet godt i gang med at bruge Tang i maden og at opleve de positive virkninger af det. 
Jeg var nysgerrig efter, hvad andre mennesker gør med det. Jeg fik en aftale med Inez Linke om at besøge hendes hudpleje virksomhed på havnen i Kiel og tog afsted i april samme år. 

OceanBasis driver Tysklands første Tangfarm i havet ved Eckernförde. 
Planchen fortæller historien om, hvad det går ud på. 
Fortvivl ikke over at være ude af stand til at læse den tyske tekst Was, Wie, Warum, Wo og Und, for den viden deler jeg jo i resten af denne artikel.

Billedet viser en model af den tidlige men endnu eksisterende Tangfarm Inez Linke fik etableret på 6 meters dybde i havet ved Eckernförde i Tyskland. 
Det ses at Sukkertangen vokser på liner. 
Babyer af tangen podes på linerne i deres laboratorium om efteråret, sættes ud i havet og bliver fuldvoksne i løbet af vinteren. 
Ohøj Skipper ... hvad kan vokse i havet, mens det er aller mest koldt? 
Jo tak. 
Det gør tangen allerbedst.

Det høstede Sukkertang fyldes på vin gærings balloner hvor besværligt det end måtte være og sættes til at gære ...
formentlig ved hjælp af tilsætning af nemt omsætteligt sukker og vingær ... jeg ved det ikke, for jeg har ikke spurgt, men jeg ved at sukkeret i tangen er svært omsætteligt og at der ikke er nogen naturlige gærceller på det. 
Så et eller andet må man jo gøre for at få gæringsprocessen i gang.

Det umiddelbare produkt er en Tangvin, der ses i flaskerne til højre. Pudsigt nok forbød den tyske Fødevarekontrol, at det skulle hedde Tangvin. I stedet påbød de navnet Alkoholhaltiges Getränk auf Algenbasis.
Det er lidt lige som at Ulrik Maki Lyberts Lakridstang ikke må hedde, hvad det gør på grund af Fødevaremyndigheden i Grønland, men gerne må hedde Tang a lá kris.
Som producent tilpasser man sig jo sin Fødevarekontrol.

Det lykkedes mig at få et par flasker med hjem af den gode Sukkertangsvin.

Denne ene flaske har jeg brugt som ingrediens i en styrkende mikstur i tilfælde af influenza og forkølelse. 
Det består af ½ sukkertangvin, ½ ahornsirup og blomster af mælkebøtte. 
En stor tsk. fuld røres op i kogt vand. 
Det virker til at gøre det nemmere for immunforsvaret at opdatere sig over for de nye mutanter af influenza virus, vi får ind over i hver ny vintersæson.

Den største flaske forærede jeg til Professor Ole G. Mouritsen i anledning af receptionen på hans Mesterværk Tang Havets Grønsager, hvor jeg naturligvis var inviteret.
Jeg syntes jo, jeg burde forære et eller andet helt specielt. 

Så springer jeg lige et stort skridt i min oprindelige artikel, for det mest interessante er jo ikke, at man kan lave vin af tang, men at man kan lave hudprodukter af det, der helbreder enhver hudlidelse bedre end alt andet.

At Sukkertangsvinen brugt som basis for hudpleje produkter er regenererende for huden, er mere end blot en påstand. 
Dermatitis atopica er ifgl. Klinisk ordbog, 16. udgave, side 293, første afsnit kronisk børneeksem, mange voksne også lider under, i familie med astmatisk eksem og psoriasis. 
Ocean Basis har haft forskere på Universitetet i Kiel til at teste deres produkt, holdt op mod kortisonsalve. Tangolien og -cremerne giver en væsentligt bedre lindring til den lidende hud og er fuldkommen fri for kortisons uheldige bivirkninger. Jeg giver her et link til en PDF-fil, hvor man kan læse nærmere om undersøgelsen:

http://tang-thorkil.dk/oceanbasis/balticcare.pdf

Det er jo også vigtigt, at notere sig, at Inez Linke og hendes Ocean Basis lever i bedste velgående her i 2019, 11 år senere. Prøv bare at studere, hvad der findes af produkter på hjemmesiden lige nu: (Men bær lige over med, at de stadigvæk kun kan finde ud af at gøre det på tysk):
http://www.oceanbasis.de/en/ocean-cosmetics/products/

♥♥♥

♥

Vidnesbyrd om Blæretangsfamiliens milliarder af år gamle formeringsmetode ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

Det mest troværdige bevis for, at familien af Fucus tangen er så overnaturligt fantastisk på alle måder er, at familien har fuldkomment opretholdt sin integritet med hensyn til hvordan reproduktionen foregår lige siden tidernes morgen for milliarder af år siden, hvor de første mikroalger opnåede evnen til at blive til de makroalger vi kender som Seaweed eller Tang.

Der er ingen andre levende ting, der kan fremvise en så intakt væren sig selv. 
Groft sagt er alt andet oprindeligt muteret til ukendelighed.

Billedet viser hvordan Fucus serratus (Savtang) formerer sig selv.

Mens jeg havde brug for at plukke meget tang effektiviserede jeg det, ved at nøjes med at tage afsted ved tiderne for fuldmåne og nymåne, hvor det er nemmest tilgængeligt uden at dykke eller wade ud på dybt vand. 

Derved snublede jeg over en Svensk Professor ved navn Lena Kautsky, der gennem mange år har bevidnet Blæretangsfamiliens reproduktion. 
Hun lærte mig, at det er månen og solen, der styrer fødslerne af tangbørnene. 
Deres magnetiske kraft kan hæve og sænke havoverfladen og når de sænker den mest muligt er det fuldmåne eller nymåne. 
Det kan forudses i det pågældende års månekalender.

Lige op til fuldmåne i sommer månederne er månens kraft så stærk, at den lige som veer i en fødsel gør det, åbner op for tangens livmoder, så babyerne kan presses ud.

Fordi jeg var afsted på Tanghøst til fuldmåne tid et år, lykkedes det mig at fotografere det indledende billede, der dels viser savtangens livmødre mere eller mindre har åbnet sig, mens der i andre mødre er ved at blive presset de små orange babyer ud, der bærer det genetiske materiale til at blive til fuldt udvoksede vækster, der selv ejer evnen til mere reproduktion.

Et andet bevis for Blæretangsfamiliens reproduktionsevne er, hvad der sker, når en 'arm' af tangen bliver revet af i det hårde liv i havet. 
Jo. 

Ud af såret vokser der mangfoldige nye vækster, der hver for sig bærer potentialet til at blive fuldt udviklede vækster.
Det billede lykkedes det mig en anden høstdag at skyde efter mange gange at have observeret noget tilsvarende.

Maleriet skildrer, hvordan meget ung Savtang ser ud.

Jeg hygger mig meget med at den Savtang, der voksede i Vikingetiden er den fuldkomment samme, som der vokser i dag.

Jeg hygger mig endnu meget mere med at Savtangen er mindst lige så gammel som Kong Neptun og hans Havfrue.

Det siger næsten sig selv, at noget, der er så levedygtigt, har noget overnaturligt godt at tilføre menneskets DNA-system.
Jeg vil sige, menneskets DNA er for sin optimale udnyttelses skyld, designet til dagligt indtag af små mængder af de tangtyper, der bliver forhandlet.

Det humane DNA er på uhyggeligt mange måder degeneret så langt væk fra sit oprindelige billed design, at det skriger til himlen.

Fra dag 1, der startes med at revitalisere ens DNA ved hjælp af tang i maden, begynder der at ske gode forandringer. 

Det fede ved de forandringer er, jo længere man fortsætter dagligt med det tang i maden, jo mere kommer man op at køre i den processor og RAM nervesystemet er.

En menneskelig processor helt uden tang svarer til cirka 16 Megabyte Ram. Med tiden man har tangen med i maden dagligt hedder opgraderingen 32 Megabyte Ram ... 64 ... 128 ... 256 ... 512 ... 1024 ... 2048 ... 4096 ... 8192 ... 16384.

Det er forskelligt, hvor lang tid der går, med at tage kvantespringet fra det ene RAM level til det næste.
Men sikkert er det, at når RAM har integreret 8192 så udnyttes alle gode evner i mennesket optimalt i alt.

Når man når 16384 er man en engel, der kan overkomme meget mere, end man har brug for at gøre for sig selv.
Det er dertil jeg er kommet.

Hvordan mon 32768 bliver???
For ikke at sige 65536 eller 131072 eller ...