Her sidder jeg så
med min morgenmad
omgærdet af Søl/Dulse fra
Island, der lige får lov at
tørre lidt ekstra liggende
nøgent på spisebordet.
Traditionen for at bruge
spiselig tang hørte aldrig
op i Island.
Så længe der i kendt
historisk tid har boet
mennesker dér,
har man brugt det
og anerkendt det
for sin værdi ♥
På mine blødkogte æg
har jeg en blanding af
Dulse, Porphyra (Nori)
og Søsalat.
Det er fra Frankrig.
Dér hørte traditionen
heller aldrig op.
I den hjemmelavede Tangpesto
har jeg Buletang fra arktisk
Norsk Hav.
Traditionen for at bruge
det er dokumenteret
i Norge også.
Men det er først i nyere tid,
folk er ved at åbne sindet
for værdien af det igen.
Mens jeg tygger undrer
jeg mig over, hvordan
det lykkedes for så mange
at glemme de gaver
tangen har at give
til menneskeligt velvære
og optimalt helbred...
Det er da mærkeligt.
Det mest mærkelige er,
at nogle af os uddelegerer
ansvaret for eget velbefindende
i sygdoms tilfælde til en industri,
der notorisk gør folk mere syge
med sine produkter end mere rask.
Og så er der alle de lidelser
de ingen gang har et tilbud til
og som kun skyldes fejlernæring
i kraft af ingen tang at bruge
i sin mad.
Tilstanden i verdens
almene velvære og
fredelige, fordragelige
samarbejde ser meget
godt anderledes ud,
dagen hvor alle mennesker
har koblet sig op på
menneskehedens gode
erfaring for at
bruge spiselig tang
i maden.
♥ ♥ ♥
♥
