tirsdag den 10. marts 2020

Min historie om Ishavstang ♥ ♥ ♥



I mine tiders morgen som professionel Tangmand skulle jeg vælge et sortiment af tangtyper, jeg kunne plukke, tørre og udbyde til salg. Det var i 2011. Det er jo i grunden ikke så længe side. På den anden side er det historie allerede, fordi tiden flyver med raketfart nu om dage.

I 2010 var det lykkedes mig, at anskaffe bestemmelsesnøglen antikvarisk, der ses på det øverste billede. Jeg studerede den grundigt og stødte på navnet ishavstang i teksten, jeg viser i illustration 2. Jeg tænkte: "Det er da mærkeligt. Vi har da intet ishav i Danmark og det er en Dansk biologisk beskrivelse af tangtyper, der findes i Dansk farvand. Hvad handler det om"?

Nu er det sådan med mig, at når først min nysgerrighed bliver tændt, så går jeg i gang med en sag som en anden detektiv. Jeg har ingen tal på, hvor mange nattetimer jeg brugte på at lave research på det.

Den helt store udfordring var, der er nærmest ingen andre kilder der bruger navnet ishavstang for denne type tang.
I maj 2011 kom jeg hjem med et meget stort pluk af forskellige tangtyper fra Fornæs, Djursland. En pæn del af det var, hvad jeg troede var blæretang, da jeg plukkede det.



Så så jeg nærmere på det og tænkte: "Det der ... det er da ikke blæretang ... det er jo ikke blærer med luft i ... og blærerne er meget lange ... de ligner frugtlegemer". Jeg studerede bestemmelsesnøglen igen og læste: "Langfrugtet klørtang" med de karakteristika der er nævnt i illustration 2 som passer med, hvad der ses på tallerkenen med æg". HU HA ... mit lille univers var nødt til at ekspandere. Jeg søgte på langfrugtet klørtang og kunne lære på biologi hjemmesiden Fugle og Natur, at blæretang, det er ikke bare én slags tang. Det er en hel familie, bestående af blæretang, lav klørtang, langfrugtet klørtang, mangehornet klørtang og savtang.
Der stod så også i Fugle og Natur, at klørtangsfamilien ligefrem har Latinske navne. UPS ... så var jeg ved at stå af. Jeg gav op overfor det Latinske sprog allerede i Folkeskolen.
I tiende klasse havde jeg valgt det som valgfrit fag, men jeg stod af allerede efter to lektioner. Engelsk og Tysk havde jeg nemt ved. Men Latin ... det gav ingen resonans i min klangbund ...
Nu synes jeg så alligevel, at der kunne være en god grund til at terpe de Latinske navne på de forskellige slags blæretang.
Det greb min fascination at de alle sammen hedder FUCUS til fornavn på Latinsk. Jeg fungerer overvejende ved hjælp af intuition logikmæssigt set. I KELP The Health Giver stødte jeg i 2007 på, at der er noget ganske særligt interessant ved det komplekse sukkermolekyle Fucose. Det ord klinger på ordet Fucus. Det giver resonans i mine hjertestrenge.
Endnu mere fordi jeg også allerede da var bekendt med den moderne variant af navnet, der er Fucoidan. På det navn spiller hele mit indre Symfoniorkester i velstemt samklang på alle instrumenter. Fordi moderne forskning viser, at Fucoidan er et overflødighedshorn for et utal af helende og helbreds opretholdende processer i kroppen. En vis Tangven Simon Bernard Ranger har også fortalt mig, at selv de Græske, antikke læger kendte til værdien af FUCUS. Så er det jo værd at interessere sig for og faktisk har familien Fucus det højeste, kendte indhold af Fucoidan. Jeg terpede og terpede, selv om jeg skulle slå det op igen og igen, for at få det til at sidde fast. Det er nu mange år siden, men det sidder stadigvæk fast at:

Blæretang = Fucus vesiculosus
Lav klørtang = Fucus spiralis
Langfrugtet klørtang = Fucus evanescens
Mangehornet klørtang = Fucus ceranoides
Savtang = Fucus serratus

Der står i bestemmelsesnøglen om langfrugtet klørtang ... første gang observeret i Danmark i 1948.
Velvidende at strømmene i havet har det med at fragte tangtyper steder hen, hvor de ikke hører hjemme og at tang også evner at blande gener, når de på en eller anden måde er beslægtet ... tænkte jeg ... mon ikke generne til langfrugtet klørtang kommer fra den, der hedder ishavstang????
Men hvor kom det fra???????

Det fortaber sig i tågerne, hvordan det lykkedes mig at finde ud af, hvor ishavstang vokser i sin oprindelige form. På et tidspunkt stødte jeg på en Norsk Samisk Blog hjemmeside. Den er for længst forsvundet ud i det blå. Men der kunne jeg lære, at Samerne kender den tang og at de bruger den til at give at spise til de rener, der har det med at blive søsyge, når de skal sejles i høj søgang fra den ene side af en fjord til den anden.
Der kunne jeg også lære, at det lokale Norske navn er Sauetang, hvilket betyder den slags tang som vi ved de vilde får er glade for at spise. Der var også billeder af, hvordan det ser ud og beskrivelse af, hvor det vokser. Nu måtte jeg igen lære noget mere. Fjæra ... hvad er det? Aha ... det er tidevandszonen. Altså i grænselandet på det lave vand mellem hav og land. Det forbavsende var, at Sauetang vokser så højt oppe i Fjæra, at det ingen havvand får i op til flere dage, når det er lavvande. Det er jo vildt men så kan vilde får og landkrabber som jeg nemmere få adgang til det. At dykke efter tang, det bliver aldrig mig. Men det er da fint, der er andre, der kan og vil.



AHA tænkte jeg. Du skal til Norge, hvis du vil finde det der ishavstang de kalder sauetang. HU HA tænkte jeg. Hvordan griber jeg lige det an? Må en Dansker godt komme der med en trailer, plukke en hel masse af det og tage det med hjem til Danmark i tørret tilstand? Hvor skal jeg finde det henne? Hvad siger tolderne til at jeg vil føre det ud af landet? Skal jeg have tilladelse fra de Norske myndigheder til at plukke det?

Nå. Gode spørgsmål er jo aldrig så vanskelige, at de er umulige at finde ud af. Vi har begrebet allemandsret i Nordisk kultur. Det betyder blandt andet, at Nordiske statsborgere har ret til at sanke det vildtvoksende i naturen, sålænge det gøres bæredygtigt. Professor Ole G. Mouritsen hviskede mig i øret, der er ingen restriktioner på at føre havalger over landegrænserne.
OKAY tænkte jeg. Så er det jo bare at udruste en ekspedition til at komme afsted. Men UPS ... på MÅ og FÅ ... Kunne det ikke være lidt mere bekvemt, at komme på besøg hos en Norsk Statsborger, der bruger tang i maden, ved hvor sauetang vokser og hvor jeg måske lige frem kan bo imens???
(Jeg havde ikke ret mange penge at gøre med ... sommerhuse i Norge koster en bondegård at leje ... og det skulle jo også være et sted, hvor det var acceptabelt at tørre tang. Sidstnævnte tvivlede jeg rigtig meget på ville kunne lade sig gøre i et luksus skærgårds sommerhus til en pris af 12.000 NKR om ugen)
Det ville være mere oplagt for mig, at finde en Nordmand, der svarede til mit behov. Men OMG. Det var i vinteren 2012. At skulle sidde på sin kontorstol i Danmark og finde sådant et menneske i Norge, det var endnu mere svært end det er at finde en nål i en høstak.
JA. Men Verden er blevet meget lille ... allerede dengang. Jeg fokuserede på den gamle viden: SESAM SESAM LUK DIG OP og DEN DER SØGER HAN SKAL FINDE. Er det magi? Nej. Det er det vel ikke. Eller er det?
Fremmede mennesker kan jo med lysets hastighed række ud efter hinanden og mødes digitalt på Facebook og andre platforme. Forpligtende aftaler kan træffes og realiseres.
Jeg brugte rigtig meget tid på de sociale medier på at finde den rette, behjælpelige Nordmand. Jeg fandt nogle kontakter, men det løb ud i sandet, når det kom til stykket. 
Jeg opgav projektet som værende umuligt at komme igennem med. Jeg lod det ligge hen nogle måneder. Men når man, som jeg har vikingeblod i årerne, alene i kraft af mit navn Thorkil, så sætter man altså ikke et skib i søen, uden at det på en eller anden måde når frem til den havn, det er bestemt til at lægge til ved. 
Måske er der så også Oldnordiske Guder som Odin, Thor, Freja, Loke og Hejmdal der hjælper med. De vil jo gerne have, at den oldnordiske tangmad kommer på spisebordene igen rundt omkring ... og vist er de spirituelt levende stadigvæk ...
En skønne dag var der lys i mørket i mit umulige forehavende. På Facebook hjemmesiden for en Norsk Tangentusiast skrev en kvinde ved navn Astrid Drageset: "Der er ingenting så skønt som at plukke Søl i Fjæra om foråret". Det lykkedes mig at blive ven med hende og også at komme til at skrive mails med hende. Jeg fortalte hende jo så om mit store ønske om at komme til Norge og plukke tang.
Astrid er først og fremmest billedkunstner. Det må jeg skynde mig at nævne, fordi hendes ambition med hendes tang website er, at det skal føre læseren frem til websitet for hendes kunst, der er link til i slutningen af tang websitet:
http://www.tangogtare.com/
Når det så er sagt som gjort, synes jeg godt, det må nævnes, at mennesket Astrid Drageset er langt foran tiden i Norge, hvor man i nutiden har svært ved at give slip på tanken om at tang og tare er fremtidens mad vi måske kan bruge noget af, når fortidens mad ikke længere rækker til de mange mennesker, vi muligvis bliver i fremtiden. 
For Astrid er tang fortidens mad, hun og hendes familie har brugt i nutiden i rigtig mange år. Astrids interesse for det startede under Cuba krisen, hvor det helt store spørgsmål var: "Hvad har vi af mad i naturen, der egner sig til at tage med i beskyttelsesrummet, man kan leve af i flere år, uden at det fordærver, mens man venter på, at den radioaktive stråling fra alle bomberne er blevet lille nok til at det er sikkert at komme ud igen"?
Astrid studerede Norske kogebøger fra tiden omkring 2. Verdenskrig, for at finde svaret. Dengang var der knaphed på mange forskellige fødevarer i Norge. Derfor var der flere af de kloge, der sagde: "Så må vi tage i brug igen, hvad de gamle gjorde, når man skulle overleve de vanskeligste tider". HO HO ... i en af de kogebøger, hun fandt, er der endda opskrifter på at bruge sauetang, men naturligvis også alle de andre slags tang, der historisk er brugt i maden ... og det er i grunden ikke så mange forskellige andet end de samme, der handles med i dag til madbrug.

Det helt storslåede for mig der i vinteren 2012, det var, at Astrid Drageset inviterede mig til at komme til Norge i midsommeren 2013. Jeg kunne rimeligt billigt leje hendes mors familie sommerhus i en uge i Steinsland på geografisk linje med Bergen ude i skærgården, mens hun selv ville opholde sig i hendes lille bitte sommerhus lige ved siden af.
Hun ville inden da plukke til mig og tørre de forskellige gode slags tang og vi kunne både tage ud og plukke mere sammen, lave fælles mad med det og jeg måtte hjertens gerne bruge moderens sommerhus til at tørre tangen. Ved den besked kom jeg op på en lyserød sky at flyve og gjorde naturligvis en stensikker aftale ud af det, jeg gennemførte til punkt og prikke. 



Jeg havde ikke lige involveret Astrid i, at det først og fremmest var sauetang, jeg havde brug for at få med hjem i så stor mængde som muligt, for at kunne have det som et kerneprodukt i min forretning (billedet er fra hendes tang website).
Jeg fortalte om det, da jeg endelig var nået frem Sankt Hans ugen 2013. Hun undrede sig lidt, for det er der jo nærmest ikke nogen i Norge, der bruger det til noget andet end de vilde får. 
End ej i dag er der Nordmænd, der handler med det til mad, selv om fenalår (tørret lammekølle af vildtlevende, Norske får) uden tvivl smager så godt, som det gør, fordi disse får har adgang til sauetang.
Men Astrid kendte da sauetangen og steder i nærheden, hvor det vokser og tog mig med derhen og så havde hun for øvrigt travlt med andre projekter imens og jeg kunne alene besøge den tangs voksesteder og plukke og tørre så store mængder af det som det nu bæredygtigt kunne lade sig gøre, mig ene mand. 

På vejen hjem endte jeg med at skulle køre hele vejen ned til Kristiansand for at sejle med færge til Hirtshals. Jeg havde traileren fuld af tørret sauetang pakket i 19 liters fødevare fryseposer og der var stablet op på bagsæderne med fingertang og andre slags. 
På grund af STORM i Skagerak var færgen 3 timer forsinket. Tolderne havde masser af tid til at inspicere sammen med narkohundene og jeg lagde jo ingenting skjul på. Jeg tog det HELT ROLIGT. Det var jo ikke narko, jeg kom med. Det var bare tang. Det er jo harmløs mad ...

Jeg kom hjem med 33 kilo tørret sauetang, svarende til 350 kg vådvægt. Jeg fik det solgt i løbet af 1½ år, men var nødt til at lave den her billedbog om det for at gøre det bare lidt bekendt på markedet (der er også andre slags tang i den billedbog end ishavstang, som det hedder på billederne):
http://www.tang-thorkil.dk/wp-content/uploads/2015/07/Tang-Thorkils-Billedbog-06.pdf


Bare sådan en lille stump
af det sauetang pynter
jo ret godt på noget
god mad, der gør
maven glad
♥ ♥ ♥ ♥
♥ ♥ ♥