Den unge mand på billedet hedder Jon Fuglsang. Han er Lektor ved Bacheloruddannelsen i Ernæring og Sundhed i København. Han bliver ofte interviewet af journalister, der har brug for at vide mere om de seneste trends inden for maden.
Der er en journalist ved navn Ann-Sophie Greve Møller.
Her omkring jul og nytår var hun i Asien og blev dybt forelsket i deres mange forskellige tangchips, der sælges over alt i store mængder. Så er hun kommet hjem til Danmark igen og savner et tilsvarende udbud.
Som den journalist, hun er, går hun naturligvis på jagt: Hvordan kan det være Danmark er så tilbagestående med at integrere spiselig tang? Er der da slet ingen tegn på, at det bruges her i landet?
Naturligvis finder hun evidens for at der er en vis kultur for at høste tang til sig selv og bruge det i maden.
Men hun støder også på Jon Fuglsang, der citeres således i hendes artikel om det (Kristeligt Dagblad 11.01.2020 "Havets Bacon og smagen af Trøffel"):
Citatet er klippet ud og forstørret op af en amerikansk tangven, jeg har, der kan læse dansk og var over meget forbløffet over udtalelsen. Det var jeg mildest talt også selv. Mage til spand koldt vand i hovedet har jeg endnu aldrig fået på mine mangeårige bestræbelser, på at præsentere de forskellige slags tang, på en måde, der passer danske smagsløg perfekt, sammen med mad, vi traditionelt elsker at spise.
På Jon Dalgårds billede har han kniv og gaffel stukket i grisekød. På mit billede er det stege-/flæskeben, der er drysset med et prisvindende engelsk tangsalt, bestående af 50% buletang og 50% havsalt.
(TWICE THE FLAVOR HALF THE SALT).
Det henrivende ved brug af det er, det mørner kødet endnu bedre, forstærker dets egen umami smag, er tilpas salt og smager på ingen måde fremmedartet af tang.
Seagreens havde 20 års jubilæum sidste år med at sælge tangflager i form af granulater til lande i hele verden. De har mange andre gode produkter, de driver grossisthandel på, med rigtig mange, især WEBshop forhandlere.
Det har Jon Fuglsang nok aldrig opdaget siden han tilsyneladende på et tidligt tidspunkt er stået helt af på, at tang skulle kunne være interessant at bruge i maden.
Een af disse Webshops er den her:
https://www.oceansofgoodness.co.uk/View-Products
Måske er det bare Jon Fuglsang, der har givet fuldkomment op med hans bestræbelser på at få tang til at passe ind i, hvad danskere traditionelt godt kan lide at spise ...
Han er jo også så ung og derfor måske ikke så opmærksom på, at især aldrende mennesker bliver særdeles nødlidende helbredsmæssigt, hvis de fortsat skal undvære det overflødighedshorn af helbreds hjælpende stoffer, der er i de forskellige slags tang. Jo tidligere man kommer i gang med det i 30'erne eller 40'erne jo bedre går det, helbredsmæssigt, socialt og mentalt. Men man kan også med fordel begynde i 50'erne, 60'erne, 70'erne, 80'erne og selv 90'erne.
Man må bare være velforberedt på, at jo længere man venter, jo længere tid tager det for de gode virkninger at indtræffe, fordi den gjorte skade tager længere tid at overvinde.
Man kan også roligt starte med at gøre det som spædbarn, men noget tyder på, at man skal være en selvhjulpen voksen person for at være så omsorgsfuld.
Det tager tid, at finde ud af, hvordan man skal bruge det der tang tilskud på en måde, der er så lækker i ens mad, at man har lyst til at blive ved med det.
Det bedste man kan gøre, er at gå i lære hos de mennesker, der er, der deler viden om at bruge tang i maden, så det også smager lækkert. Det kan man nemt gøre anonymt på internettet, for vi er nogen, der deler offentlige opslag om det på de sociale medier.
Ingen af os kan opretholde at bruge tang i maden på en måde, hvor smagen er ulækker, fremmedartet.
Det bliver heldigvis aldrig til en vane.
Vane
lyder som noget
fra oldnordisk Mytologi.
Det er det måske også.
Det er kun dét
vi har for Vane,
der bliver
til noget.
Alt andet
bliver
ingenting til.
Men enhver vane
skal først skabes
af indehaveren
af den
♥ ♥ ♥
♥
