Der findes en topvidenskabelig publikation om spørgsmålet. Grundstenen til den blev lagt i Bangkok i Thailand 21.-30. september 1998, men det er først i løbet af begyndelsen af det nye årtusinde det har udmøntet sig som færdiggjort dokument, der sikkert fortsat løbende vil blive revideret, ny viden taget i betragtning.
Inden for egne rammer var FAO og WHO's eksperter inden for ernæringsvidenskab forsamlet på en Mega Workshop, for at samle op på hvad vi véd om, hvad man minimalt behøver af vitaminer og mineraler og hvad de øvre grænser for anbefalet optag af hver enkelt af dem er, forskellige steder i verden.
Intentionen var sådan set at give hverdagskokkene nogle ret praktiske arbejdsredskaber i hænderne, for forsvarligt at kunne dosere vitaminer og mineraler, set i forhold til folkesundheden. Lidt lige som meningen er med vores egen Fødevaredatabank her i Riget.
Måske er der nok nogen der har læst dokumentet herhjemme. Personligt havde jeg aldrig hørt om det, før den amerikanske videnskabkvinde Jane Teas gjorde mig opmærksom på det.
I dag har jeg som den første dansker skrevet en anmeldelse af værket i Google Books:
Den helt store udfordring når man har med tang at gøre til human konsum er dets relativt store indhold af jod. Går man ud fra en antagelse om at 150-200 mikrogram jod er maximum for hvad et voksent menneske bør indtage dagligt, fører det uvægerligt til den konklusion, det så er bedst, at der ingen tang er i maden, med mindre det er meget lidt jodholdige tangarter som f.eks. Norien der bruges til Sushi. Spørgsmålet er så, om det videnskabeligt set fortsat er en korrekt antagelse, at betragte 150 mikrogram jod som den øvre, acceptable grænse for indtag?
Nærværende publikation fra FAO og WHO i fællesskab giver i kapitlet om jod fyldestgørende svar på spørgsmålet :-) I særdeleshed er der meget brugbare informationer at hente i tabel 38 i kapitlet. Det fremgår, at meget tangforbrugende folkefærd som japanerne og koreanerne får helt op til 200.000 mikrogram jod dagligt fra tangen og at de i almindelighed tåler det uden deraf betinget hormonel forstyrrelse. Det fremgår, 150 mikrogram jod er et minimum af hvad man har brug for og der argumenteres vægtigt for, at disse 150 mikrogram i mange tilfælde er for lidt til at skjoldbruskkirtlen kan producere de for det gode liv nødvendige hormoner. Faktisk er der rigtigt mange fatale lidelser, - de er nævnt i indledningen, - der er begrundet i en skjoldbruskkirtel der er kronisk underforsynet med jod. Omvendt er der meget få eksempler på lidelsestilstande, hvor vesterlændinge har fået for meget jod. I alle tilfælde er der tale om at have konsumeret produkter med et meget højt jodindhold fra dybhavstangen Kombu. Der vil antageligt gå mange generationer med tang med i maden før vesterlændinge kan tåle lige så meget jod som østerlændinge. Rent praktisk her og nu anbefaler tabel 38 individuelle øvre grænser for optag af jod, beregnet ud fra jod pr. kilo kropsvægt man har. En voksen person der vejer 75 kg bør minimum få 150 mikrogram jod, men kan udemærket gøre brug af helt op til 2.250 mikrogram jod. Det nævnes at sidstnævnte formentlig er sikkert. Taget i betragtning det rundt regnet er en hundredel af hvad japanere i almindelighed tåler, - altså én procent -, synes jeg, det lyder ganske tilforladeligt. Dansk tang er mindre jodholdigt end dybhavstang fra Japan. Brugt i mængder af 1-2 gram dagligt (tørret tilstand) er der ingen fare for at man derved får for meget jod. Man får nok nærmere det jod man har brug for ;-)
+ alt det andet gode man får fra tangen.
Dokumentet er udgivet som bog, men kan også downloades som pdf-fil, hvilket jeg har tilladt mig at videreformidle:
http://tang-thorkil.dk/humanvitaminandmineralrequirements.pdf
Samtidig er det gået op for mig, NNA-værdierne og NNH-værdierne er to forskellige ting, når vi taler ernæringsvidenskab. NNA er et udvalg under Nordisk Ministerråd der løbende arbejder med næringsstofanbefalinger og NNH-værdierne er OPUS, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, der i samarbejde med Claus Meyer forsøger at udmønte NNA-værdierne i noget der er oversat til noget brugbart for den almindelige mand eller kvinde, der står i køkkenet sit og skal fremstille familiens egen, sunde hverdagskost. NNH har en smule tang med i oplægget til hverdagsmaden og oplyser ved Claus Meyer, Nordisk Ministerråd bakker op om det, på trods af der ingenting står i NNA-værdierne om tang.
Måske er det slet ikke så forunderligt, mærkeligt, som jeg har gået og følt det var, OPUS på vores site www.idegryden.dk personligt har gjort overordentligt lidt ud af ambitionen om at have en smule tang med i hverdagsmaden. Etisk set kan Københavns Universitet vel ik' bare tilsidesætte anbefalingerne fra NNA, som de senest er revideret i 2004:
http://www.dfvf.dk/Default.aspx?ID=10404
Man når ikke lige umiddelbart frem til min pointe på linket. Det kræver intense studier af det skrevne ;-)
Hvad jeg gerne vil sige er, at NNA i 2004 anbefaler 150 mikrogram jod som maksimum for hvad en voksen person i Norden bør indtage i døgnet. Det er jo på linie med hvad akademikere iøvrigt har tænkt om det og man mener endda i Hovedstadsområdet, at man fra andre kilder er oppe i et jodoptag der gør, der ingen god grund er til at få mere. Dvs. oppe i nærheden af 200 mikrogram.
Ph.D. Morten Georg Jensen, Københavns Universitet og hans studiegruppe af studerende udlægger sådan set ret præcist her, hvad det er for en tilstand jeg taler om:
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_jod.aspx
Jeg undrer mig så blot over Wakame, Kombu og Hijiki rubriceres på linie med hinanden i den ret korte artikel. Kombu er oplagt relevant at dømme ude, da det som det dybhavstang det er i et meget næringsholdigt hav er ekstremt jodholdigt. Det er Hijiki også i en mindre udstræknnig, foruden det er dømt ude pga. sit indhold af uorganisk arsen. Wakame der i mod har kun ganske lidt indhold af jod og ingen rapporter om giftige tungmetaller i en grad, der kræver agtpågivenhed. På dansk kalder vi Wakame for Vingetang og kan i det mindste høste det i Norge, hvor det kaldes Butare og høstes af nogen til brug i deres mad.
Skulle jeg runde af vil jeg sige, NNA skal revurderes her til midsommer. Det ved jeg.
Jeg synes det kunne være fremmende for tang med i hverdagsmaden at såvel NNA som NNH tager FAO og WHO's dokument fra 2001/2004 ganske seriøst i betragtning, inden man revurderer og kommer med nye anbefalinger.
Lige nu hænger det meste af den akademiske verden, der interesserer sig for tang som en tiltrængt fødevarekomponent særdeles meget i bremsen.
Primært pga. tang er planetens rigeste kilde også til naturligt forekommende jod.
Der er mere der tyder på vi populationsmæssigt får for lidt jod, også i hovedstadsområdet, end der er der tyder på, vi får for meget, - selv om man endda har tang med i sin hverdagsmad som jeg i særdeleshed anbefaler det i www.idegryden.dk
