Jeg er selv elev i skolens store bageri lige nu og spurgte forleden Simon: "Har du lyst til at eksperimentere med at bruge tang i dine brød"? "JAAAAA", svarede han, entusiast som han er. "Har du noget"?
En samlet opskrift på de første brød kan jeg ikke dele lige nu, men får den senere af Simon. Jeg var selv imens involveret i en produktion af påskeæg i bageriet, som Bagermester NISsemand insisterede på, jeg skulle deltage i samtidigt.
Jeg kom forbi, da Simon havde slået hele dejen op og tog billedet. Tangen i dejen ses tydeligt som de mørke 'frejner'.
Jeg kom også forbi, da Simon havde sat dejen til at koldhæve og tog billedet. Senere kom jeg tilbage og så, at Simon havde sat brødene i 'raskeskab' ved stuetemperatur. (Raskeskab er bagernes ord for et skab, brød sættes ind i for at stimulere hævning af brød). Det har jeg ikke noget billede af, men brødene skulle stå der hele natten og var allerede på det tidspunkt hævet ganske meget.
Lige over middag i dag, 1½ døgn senere end start tidspunktet, kunne jeg komme forbi Simon og få det runde af brødene, der nu var færdigbagt. Det er bagt i stenovn.
Simon fik foræret posen med resten af Buletangen i håb om, han vil arbejde videre med projektet. "TAK", sagde han.
Skoledagen var for så vidt overstået for mit vedkommende, men jeg bankede på døren til Læreværelset i håb om at kunne prøvesmage brødet sammen med Anja Kjær(e), vores kvindelige Mester på Bagerholdet. Anja var til stede. Vi smagte på endeskorpen. Krummen er perfekt. Som man kan se er brødet velhævet og Tangfrejnerne er fortsat synlige. Smagen er ikke så syrlig som Simons brød ofte er, men konsistensen er som mad bør være, i stedet for det klister, man oplever i munden, ved at tygge på brødfabrikkernes bake off brød. Der er noget at eksperimentere videre med.
Personligt vil jeg bruge brødet som forret til aftensmaden, jeg skal servere. Det vil blive smurt med lysegrønt Tangsmør, anrettet med laks og pyntet med hvidløgs mayonnaise og granuleret Søltang ... men det er en anden historie ...