søndag den 10. juni 2012

Noget tang går udemærket i fordærv


Når man som jeg har været ude med en påstand om at de selvkonserverende stoffer i tang gør, at det lader være med at gå i fordærv, så er man vel også nød til at afgive beretning om det, når man konstaterer, der er undtagelser for reglen. Synes jeg.
Tangen på billedet er Fingertang. Jeg kunne ikke nå at tørre det på Djursland inden jeg skulle hjem og der gik en hel uge før jeg havde tid til at gøre noget ved det. Jeg stak hånden ned i høstsækken, blot for at konstatere tangen faldt fra hinanden og havde alt andet end den karakteristiske, friske duft. 
Det bliver til havegødning i stedet :-)

Et eller andet sted siger det sig selv, tang skal hænges til tørre kort tid efter det er hjembragt. Til spisebrug vil jeg frem over kun høste, hvad jeg er sikker på, jeg kan nå at tørre. Det kom bag på mig, det mere kompakte Langfrugtede klørtang og den lave klørtang er hel op til en uge om at tørre færdig, specielt når der er mere fugtighed i vejret end ellers. Det ved jeg nu og derfor har jeg brug for meget mere tørringskapacitet næste gang jeg høster stort.

Forøvrigt er min beskrevne oplevelse nok et godt argument for, man bør afholde sig fra at samle tang til madbrug, der gennem længere tid har ligget helt oppe på stranden, hvor havvandet ikke længere kan nå det. Det er da også mest delikat at plukke det direkte fra de sten, hvor det står og vokser.

Om der med hensyn til at kunne i fordærv er forskel på Fucusfamilien som Savtang tilhører og Laminariafamilien som Fingertang tilhører, skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan blot konstatere at den røde Savtang på billedet endnu er intakt, selv om den nu har hængt i vind og vejr i vores have siden august 2007. Det er den jeg har brugt som inspirationskilde til påstanden om, tang har en ubegribelig god evne til at konservere sig selv. Det gælder fortsat, da billedet er taget umiddelbart før det blev uploadet.