Tingene bider sig selv i halen i emnet Tang

Jeg er bruger af Googles platform i hele mit autodidakte webdesign også på min hjemmeside
nordisk-tang.dk
og undrer mig ofte over, Google udvikler sig så hurtigt.

Hmmm... Google hører hjemme i Californien.
Professionelt har jeg kontakt med en af hovedleverandørerne til deres storkøkkener. Det er Barbara & John Lewallen fra
seaweed.net

De leverer det spiselige tang, der dagligt bliver konsumeret af medarbejderne og har gjort det i rigtigt mange år nu.

Man bliver meget kvik oven i pæren ved at have spiselig tang med i hverdagsmaden, selv endda om man er yngre og bilder sig ind, man på ingen måde kan fungere bedre end man gør.

Det allermest fede ved John og Barbara er, samtidig med de skal leve af at sælge den spiselige tang gør de hvad de kan for at animere andre til også at drive deres erhverv.

Det er en slags ny tids erhvervsfilosofi i stedet for at ville være den eneste på markedet. Samarbejde om at genetablere den i vesten ellers mistede tradition for at bruge spiselig tang i hverdagskosten. Det er man naturligvis mange tangelskende entusiaster om at gøre.

Barbara & John har lige skaffet en svensk kvinde i kontakt med mig, der vil høste sammen med mig og Mica i maj 2013.

Midgårdsormen når hele verden rundt og bider endda sig selv i halen.
Sådan føler jeg mig også ramt af historiens vingesus ;-)

Velsmagende snaps af spiselig savtang

Når man i sit eget univers hele tiden arbejder med spiselig tang må man være åben for, det endnu er på udforskningsstadiet, altså at tingene kan finde på at opføre sig anderledes end man troede, baseret på erfaringer fra tidligere forsøg. Som det legebarn jeg stadigvæk er, synes jeg jo, det er hammerfedt, jeg får noget mere at forholde mig til end jeg allerede kendte.

Hypotesen om den her tangsnaps, baseret på eksperiment med Langfrugtet klørtang, var, den i sig selv ej smagte særligt godt, men virker sofistikeret eminent som smagsfremhæver og som dæmper af grim spritsmag.

Savtangssnapsen synes at have et lavere indhold af glutamat, stoffet der har meget smagsforandrende egenskaber.

Til gengæld smager snapsen trukket på savtang rigtig godt i sig selv. Det er svært at beskrive smagen, da den er så ny. Men jeg har haft en kollega til at teste af sammen med mig, det smager bedre i sig selv end den anden. Han er en mand der tør sige sin ærlige mening selv om det måske ik' li'e var dét jeg godt gad høre.
Søren synes også savtangssnapsen smager interessant godt :-)

Forøvrigt nyder jeg rigtigt meget gløden der er i Savtangssnapsen, når vintersolen skinner lige gennem flasken :-)

Hvorfor er tørret spiselig tang det friskeste tang?

Skal vi danskere opfinde den dybe tallerken en gang mere, når det er ganske godt belæg for at håndtere plukket spiselig tang på samme måde det med årtusinders tradition bag sig er blevet håndteret, blot man skuer ud i den vide verden?

Det kan være, der er restaurationskokke, der endnu ikke har opdaget magien ved at bløde noget tørt, vissent udseende spisetang op, efter at det har været hengemt i lukkede poser i tusmørke ved naturlig stuetemperatur.

Jeg har ingen ambition om at udelukke, nogen gør god forretning ud af at levere den spiselige danske tang lige så friskfanget som en fisk. 
Det er da en udemærket forteelse. 
Det behøver blot ej på nogen måde at danne standard for at være den eneste måde håndtering af tang kan foregå forsvarligt :-) 
Al mulig anden spiselig tang fra den store verden er i århundreder blev forhandlet i indtørret tilstand.

Der er forøvrigt rigtigt mange fordele forbundet med at distribuere spiselig tang i tørret tilstand. Det forbruger oplagt mindre CO-2 og koster klart nok mindre i forsendelsesomkostninger. 
Man behøver slet heller ej at bekymre sig for, om sidste salgsdato er overskredet.

Ifølge Ole G. Mouritsen er der ingen japaner med respekt for sig selv og penge på lommen, der køber spiselig tang med mindre det først har lagret i mindst 10 år. Derved udvikler det delikate smagsstoffer og en blidhed i smagen, der kan være fraværende i det ferske produkt.
Hvad der er vigtigt under konservering af tang til at opnå langtidsholdbarhed var et væsenligt tema under Oles verdensomspændende Tangkonference på Carlsberg Akademiet i august 2010, hvor jeg deltog.
Førende vestlige tangeksperter med mange års erfaring inden for The Seaweed Business fremhævede, at tørring ved almindelig udendørstemperatur er det bedste. 
Derved er der ingen af de sunde stoffer der forringes og solens ultraviolette stråler omdanner visse polyfenoler til delikate tanniner.
Sagt på dansk betyder det, at solstråler i tørringsprocessen udvikler superlækre smagsstoffer i den spiselige tang.

Et andet aspekt er, at noget tyder på langtidsfrysning tværtimod at gavne, skader f.eks. Søl. 
Jeg besøgte nogle venner, der havde haft frossen tang liggende i fryseren et års tid, uden at have tøet det op. 
En af vacumposerne havde indhold af Søl fra Irland. 
Da det var tøet op smattede det fuldkomment ud mellem fingrene på mig. Det blev brugt til havegødning i stedet.

Personligt har jeg indtørret american super Dulse (det verdensomspændende navn for Søl) liggende i privat spisekammer, der nærmer sig de 10 år i alder. Det bliver mere og mere lækkert at dufte til, delikat at smage på og det bevarer sin ganske særlige halvsprøde tjipsagtige karakter. 
Måske er jeg "miljøskadet" af dén årsag og har derfor svært ved at forholde mig til, det skulle være særlig genialt med en branchekode der tilsiger, at vacumpakke og fryse friskhøstet spiselig tang, som om det var en eller anden fisk :-)

Der er nok ingen vissen pind eller blad i hele planteriget, der formår at komme til at se sådan her ud:

Efter at have henlagt i stuetemperatur nogle år til ren og skær udsmykning:

Jeg må så tilføje, det visne billede er fotograferet just i skrivende stund, et halvt år senere end den opblødte tilstand jeg viser det i.

Til hver en tid de næste mange år kan jeg gentage den samme proces og opnå det samme resultat med det samme stykke spiselig tang. En eller anden grænse er der nok for, hvor mange gange eksperimentet kan gentages :-) 
Jeg har blot endnu ej fundet den, efter nu at have eksperimeteret med det i 8 år. LOL :-)

Der findes ingenting i hele planteriget der er så eminent selvkonserverende som væksterne i tangriget. Det har at gøre med tangs egen, unikke form for immunitet over for bakterier, virus, svampesporer og endda skadelige bestrålinger og oxyderende indflydelser.

I lufttørret tilstand ved almindelig udendørs temperatur er der endnu en smule restfugt tilbage. 
Det forhindrer dog ej tangen i at opretholde sine kemiske forsvarsparader, men fjerner man restfugten ved ristning er det nemmere at gøre tangen til drys eller pulver.

Det sjove ved det er, at de egenskaber tang bruger til at opretholde sin sundhedsmæssige integritet virker nøjagtigt lige så godt for os mennesker, som for tangvæksterne selv. 
Meget tyder på at vort eget immunforsvar genetisk set udviklede sig i løbet af årtusinder, hvor vore forfædre havde spiselig tang med i dagligdagens måltider.

Genopblomstringen af formidabel kapacitet i mit eget immunforsvar og regenerationsevne i en moden alder, hvor jeg ellers helbredsmæssigt var godt på vej til at blive invalideret af kroniske lidelser, - alt sammen blot fordi jeg gik igang med spiselig tang, - har været meget inspirende at være vidne til på første hånd!

Det giver anledning til at tænke: Indholdsstofferne i spiselig tang er komponenter, det humane immunforsvar er designet fra Skaberens Hånd til at gøre god brug af.

Hvordan det manifesterer sig for den enkelte er naturligvis individuelt, men som art har vi i almindelig ganske god gavn af Gaven fra Havet, Spiselig Tang er ;-)

Det rigtigt meget underfundige er så, at de kemiske selvforsvarskomponenter i den spiselige tang, manifesterer sig mellem fingrene på én og omkring tæerne som en følelse af slimethed. 
I sin friske grundtilstand tang har når det er behandlet korrekt, er der ingen ubehagelig lugt i slimen. 
Den er endda særdeles gavnlig på mange måder at smøre direkte ind i huden. 
Det er allerede nutidens mest hotte hudprodukt og det bliver det i særdeleshed i den kommende tid :-)
Det er alvorligt mange cremer allerede, der har seaweed med som en væsentlig ingrediens :-)

Prøv at hør og se hvad Ole G. Mouritsen selv siger om, hvad den bedste opbevaringsmåde af spiselig tang er:

http://www.youtube.com/watch?v=-rMIH78TA3s

Hvad er tangs rette navn?

Tang som navn på noget man kan finde på at putte ganske lidt af i sin mad er på en måde et møjord i en digital verden, hvor amerikansk sprogbrug først er begyndt at opdage at tang er = seaweed. Havukrudt siger os ingenting på dansk, hvilket weed er når det kommer fra havet.

På dansk bliver det meste i søgesammenhæng hvad angår tang relateret til begrebet tænger: En eller anden form for redskab, man bruger i madlavningen eller inden for al mulig anden håndværk.
En sukkertang, en spagettitang, en knibtang, en rørtang og hvad ved jeg...

I endnu højere grad bliver det relateret til et mellem- eller efternavn. Det er fuldkomment grænseoverskridende så mange mennesker der hedder Tang på en eller anden måde. Man kan undre sig over det har så mægtig en udbredelse, taget i betragtning varianten af det man kan bruge i kosten som en slags havgrønsag har været så ringeagtet i århundreder i vesten, som tilfældet har været.
Jeg så en underfundig forklaring en dag på den gode grund til at bære Tang som et navn. Den var: Det karakteriserer personer med et unikt handelstalent.
Jo jo. Why not?

Da jeg for en del år siden havde en anden populær blog, opfandt jeg begrebet havtang for at opnå søgeresultater, der handler om spiselig tang, man selv kan plukke ved stenstrandene. Ordet er blevet så vidt ophøjet til dansk lov, det er afsat som domæne af Knud Larsens firma: http://havtang.dk/
Så kan ingen andre bruge det navn uden at krænke hans ophavsret, hvilket er mere end dumt at gøre.

Søren Espersen har opfundet begrebet spisetang. 
Den er også god og afsat.
Hmmm... Men et eller andet sted er det jo også en tang man bruger til at spise med, i stedet for noget man spiser, sammen med den anden gode mad :-)

I nutiden taler jeg selv om spiselig tang for at sætte en tyk streg under, det er en ingrediens vi bruger i maden, snarere end et værktøj vi bruger i madlavningen.

Hmmm... Havde de virkelig ingen tænger at gøre med i stenalderen, da det danske navn for spiselig tang blev opfundet, for at kunne udpege rette ting ved rette navn?????????
Hmmm... Nok ik'...

Måske er det ej så ringe endda det ord de i årtier har brugt i USA for spiselig havtang: Havgrønsager = Sea Vegetables.

De to ældste firmaer i Nordamerika har bygget deres firmanavn op over hver sin variant af havets grønsager :-)

Mendocino Sea Vegetable Company: http://www.seaweed.net/ og
Maine Coast Sea Vegetables: https://www.seaveg.com/shop/

Det spiselige tang på billedet er

Postelsia palmaeformis

fra nordcalifornien.

I daglig omtale Seapalm.

Snaps på spiselig dansk Savtang brugt til smagsforbedring af en billig cognac

I et nyt eksperiment har jeg fremstillet Tangsnaps på spiselig, dansk Savtang:

Som det ses fremgår det af teksten på flasken, hvordan jeg har grebet det an.

Her er det Savtang, jeg brugte. Det tørrede temmeligt hurtigt ind igen. Lige nu har jeg ingen ideer om at genbruge det. Om ikke andet bliver det komposteret til jordforbedring. Hmmm... Måske bliver det til marineret Savtang...

Vodkaen det trak på er af en udemærket kvalitet. Jeg valgte den her gang en 40%'s alkohol, da jeg i anden snapse sammenhæng har oplevet, det er bedre end en 37,5%. Snapsen har fået en køn, gylden, let grønlig farve og smager i sig selv sådan set ganske udemærket.

Hensigten med denne Tangsnaps var dog at eksperimentere med at få en billig, fransk cognac til at smage bedre end den i forvejen gør. Cognac'en er temmeligt sprittet i smagen, hvilket jeg godt kunne tænke mig at være fri for.

Tilsætning af lidt af Tangsnapsen til cognac'en gør, at den sprittede smag nedtones væsenligt, alt imens de gode smagsstoffer der er til stede bliver kendeligt mere fremtrædende :-)
Skål på det her i den kommende juletid!

Jeg har fremstillet en lille video om min smagsprøve:
http://www.youtube.com/watch?v=J3goQtg5gO8&feature=BFa&list=UUNMyptb2VJ7ABGjH9r9Fa5Q

Call for attention given to Seaweed

Using seaweed in the human consumption is still in the west very much a personal question, when it comes to local handpicked seaweed:

Dare I do it, or don't I?

There is still so many things not documented yet as deep as they ought to be for everyone to fell safe, digesting the stuff regularly.

Is there too much iodine in it?
Is it polutioned with dioxin and other heavy metals?
Is it sufferering from too many nutrients?

I'm giving a call to the whole Society of University involved Folks, Folks knowing Seaweed by heart because of working regularly with it
and Folks who wants to invest money in the needed research to be done.

There is necessary research needed to be done and at the moment
it's not being done :-(