tirsdag den 20. november 2012

Hvorfor er tørret spiselig tang det friskeste tang?

Skal vi danskere opfinde den dybe tallerken en gang mere, når det er ganske godt belæg for at håndtere plukket spiselig tang på samme måde det med årtusinders tradition bag sig er blevet håndteret, blot man skuer ud i den vide verden?

Det kan være, der er restaurationskokke, der endnu ikke har opdaget magien ved at bløde noget tørt, vissent udseende spisetang op, efter at det har været hengemt i lukkede poser i tusmørke ved naturlig stuetemperatur.

Jeg har ingen ambition om at udelukke, nogen gør god forretning ud af at levere den spiselige danske tang lige så friskfanget som en fisk. 
Det er da en udemærket forteelse. 
Det behøver blot ej på nogen måde at danne standard for at være den eneste måde håndtering af tang kan foregå forsvarligt :-) 
Al mulig anden spiselig tang fra den store verden er i århundreder blev forhandlet i indtørret tilstand.

Der er forøvrigt rigtigt mange fordele forbundet med at distribuere spiselig tang i tørret tilstand. Det forbruger oplagt mindre CO-2 og koster klart nok mindre i forsendelsesomkostninger. 
Man behøver slet heller ej at bekymre sig for, om sidste salgsdato er overskredet.

Ifølge Ole G. Mouritsen er der ingen japaner med respekt for sig selv og penge på lommen, der køber spiselig tang med mindre det først har lagret i mindst 10 år. Derved udvikler det delikate smagsstoffer og en blidhed i smagen, der kan være fraværende i det ferske produkt.
Hvad der er vigtigt under konservering af tang til at opnå langtidsholdbarhed var et væsenligt tema under Oles verdensomspændende Tangkonference på Carlsberg Akademiet i august 2010, hvor jeg deltog.
Førende vestlige tangeksperter med mange års erfaring inden for The Seaweed Business fremhævede, at tørring ved almindelig udendørstemperatur er det bedste. 
Derved er der ingen af de sunde stoffer der forringes og solens ultraviolette stråler omdanner visse polyfenoler til delikate tanniner.
Sagt på dansk betyder det, at solstråler i tørringsprocessen udvikler superlækre smagsstoffer i den spiselige tang.

Et andet aspekt er, at noget tyder på langtidsfrysning tværtimod at gavne, skader f.eks. Søl. 
Jeg besøgte nogle venner, der havde haft frossen tang liggende i fryseren et års tid, uden at have tøet det op. 
En af vacumposerne havde indhold af Søl fra Irland. 
Da det var tøet op smattede det fuldkomment ud mellem fingrene på mig. Det blev brugt til havegødning i stedet.

Personligt har jeg indtørret american super Dulse (det verdensomspændende navn for Søl) liggende i privat spisekammer, der nærmer sig de 10 år i alder. Det bliver mere og mere lækkert at dufte til, delikat at smage på og det bevarer sin ganske særlige halvsprøde tjipsagtige karakter. 
Måske er jeg "miljøskadet" af dén årsag og har derfor svært ved at forholde mig til, det skulle være særlig genialt med en branchekode der tilsiger, at vacumpakke og fryse friskhøstet spiselig tang, som om det var en eller anden fisk :-)

Der er nok ingen vissen pind eller blad i hele planteriget, der formår at komme til at se sådan her ud:


Efter at have henlagt i stuetemperatur nogle år til ren og skær udsmykning:


Jeg må så tilføje, det visne billede er fotograferet just i skrivende stund, et halvt år senere end den opblødte tilstand jeg viser det i.

Til hver en tid de næste mange år kan jeg gentage den samme proces og opnå det samme resultat med det samme stykke spiselig tang. En eller anden grænse er der nok for, hvor mange gange eksperimentet kan gentages :-) 
Jeg har blot endnu ej fundet den, efter nu at have eksperimeteret med det i 8 år. LOL :-)

Der findes ingenting i hele planteriget der er så eminent selvkonserverende som væksterne i tangriget. Det har at gøre med tangs egen, unikke form for immunitet over for bakterier, virus, svampesporer og endda skadelige bestrålinger og oxyderende indflydelser.

I lufttørret tilstand ved almindelig udendørs temperatur er der endnu en smule restfugt tilbage. 
Det forhindrer dog ej tangen i at opretholde sine kemiske forsvarsparader, men fjerner man restfugten ved ristning er det nemmere at gøre tangen til drys eller pulver.

Det sjove ved det er, at de egenskaber tang bruger til at opretholde sin sundhedsmæssige integritet virker nøjagtigt lige så godt for os mennesker, som for tangvæksterne selv. 
Meget tyder på at vort eget immunforsvar genetisk set udviklede sig i løbet af årtusinder, hvor vore forfædre havde spiselig tang med i dagligdagens måltider.

Genopblomstringen af formidabel kapacitet i mit eget immunforsvar og regenerationsevne i en moden alder, hvor jeg ellers helbredsmæssigt var godt på vej til at blive invalideret af kroniske lidelser, - alt sammen blot fordi jeg gik igang med spiselig tang, - har været meget inspirende at være vidne til på første hånd!

Det giver anledning til at tænke: Indholdsstofferne i spiselig tang er komponenter, det humane immunforsvar er designet fra Skaberens Hånd til at gøre god brug af.

Hvordan det manifesterer sig for den enkelte er naturligvis individuelt, men som art har vi i almindelig ganske god gavn af Gaven fra Havet, Spiselig Tang er ;-)

Det rigtigt meget underfundige er så, at de kemiske selvforsvarskomponenter i den spiselige tang, manifesterer sig mellem fingrene på én og omkring tæerne som en følelse af slimethed
I sin friske grundtilstand tang har når det er behandlet korrekt, er der ingen ubehagelig lugt i slimen. 
Den er endda særdeles gavnlig på mange måder at smøre direkte ind i huden. 
Det er allerede nutidens mest hotte hudprodukt og det bliver det i særdeleshed i den kommende tid :-)
Det er alvorligt mange cremer allerede, der har seaweed med som en væsentlig ingrediens :-)

Prøv at hør og se hvad Ole G. Mouritsen selv siger om, hvad den bedste opbevaringsmåde af spiselig tang er:

http://www.youtube.com/watch?v=-rMIH78TA3s