Nogen fremkommer med udtalelser om,
det eneste spiselige på Blæretangsfamilien
er de yderste, lysegrønne skud.
Hvad belægget for det skulle være,
har jeg personligt svært ved at få
øje på. At arter af brun tang
partout skal være lysegrønne,
for at være delikate, kan man da
roligt synes. Men det er jo altså
brun tang og ikke grøn tang
og de brune har den mest
optimale ernæringsprofil.
I øvrigt er de grovere stykker,
selv stænglerne, ganske udemærkede
at konsumere. I sovsen er det grove
stykker af Lav klørtang, jeg har
fået til overs fra kværning til
granulat. Det er for hårdt
at kværne de groveste
stykker, men de bliver
delikat bløde ved at
koge med i den
dejligt, tykke sovs
og deres tryllevirkning
på smagen er lige så god,
da der oplagt også er
glutamat i stænglerne.
Des uden er evnen
til at give optimal
mæthedsfølelse
fuldkommen
lige så god i
de grove
stykker,
som i
de fineste
nye skud
♥ ♥ ♥
♥
