Det var i Vikingetiden, hvor handels skibene
krydsede de store oceaner og floder
på kryds og på tværs af ganske
meget af verden.
En af de faste
destinationer
var Island.
Her blev der leveret,
hvad de havde bestilt.
Der var ikke noget, der hed penge
og de fastboende i Island
havde ikke andet at bytte med
end tørret Søltang, de havde pakket
i lædersække, syet sammen med
lædersnor.
Denne Søltang er kendt som Vikingernes
rejseproviant, de kunne klare sig rigtig
godt med til søs i mange uger
uden at få skørbug eller
andre dårligdomme.
Men de havde meget mere af det
end de selv kunne spise
og solgte derfor også af det
i andre byttehandler.
Så langt væk som i Prag
i Tjekkoslovakiet
kom de hurtigt
af med det,
for det var velkendt,
det var nok den bedste
folkemedicin både til
forebyggelse af de mest almindelige
lidelser, men også helbredelse af dem.
Den eftertænksomme læser vil sikkert
spørge: "Hvordan kan han vide dét,
når det er SÅ LANG TID
SIDEN??????????
og vi stort set
ingenting
ved om
Vikingetiden?
Den mest solide kilde jeg har
for min påstand er værket
TANG Grøntsager fra
Havet, skrevet af
Professor Ole G. Mouritsen.
Jeg har sat et tang bogmærke ind
på side 18, hvor følgende
kan læses:
Der står ingenting om Søl
som betalingsmiddel
som tak for varer,
Vikingeskibene
kom med.
Men der står
øverst i andet afsnit,
at Søl var hård valuta
brugt som byttemiddel,
hvor så og så mange kilo tørret Søl
var lig med så og så meget andet godt.
Det finder jeg ingen grund
til at tvivle på, da jeg
personligt kender værdien
af at gnave Søl.
For alting rigtigt om at gøre,
bør jeg sige, at billedet
af Vikingeskibet er
skabt af
Vikingeskibs museet i Roskilde,
der har skabt en tro kopi
af en af de gamle
Vikingeskibe.
Jeg fotograferede billedet,
da jeg var der, for at
stå i en Tangbod
og fortælle om
Tang
og sælge
af det
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
♥ ♥ ♥ ♥
♥ ♥
♥
