Jeg skulle være den sidste om at stille sig op og håne nogen for danskens brug for at ha' mindst 10 år til at ta' en ny ting til sig. Måske har jeg også været den første i nogens øjne til at håne i dén anledning? Var der én man for alvor kunne komme efter var det sådan set jeg selv. Tænk sig, allerede i tidlig 90'ere blev jeg klar over, der tilsyneladende er noget helt ekstraordinært godt at komme efter i tang for vitalitet og organisk velvære.
Hvordan pokker kunne det så være, der skulle gå så meget som 15 år, før jeg fik mig taget sammen til at gøre noget alvorligt ved det?
Døden er en meget langvarig proces. Den varer sådan set hele livet. Først når man er kommet hen i de seneste stadier, terminalstadiet, er der ingen tvivl længere om, at det er dét, der sker.
Ind til da er der gået år efter år hvor ens funktionsniveau sådant set bare blev ringere og ringere, helt af sig selv. Alle frygter vi alderdommen for denne langsomme hensygnen, vi har måttet bevidne så mange af vores kæreste træde igennem, blot for at stå af og drage hjem til vor Herre, eller stille træskoene og kravle ned under græstørven for at lade ormene æde ens organiske efterladenskaber. Alt efter forgodtbefindende. Der er så meget man kan tro om døden og tiden derefter. Alt er tilladt.
Processen er ved at være kritisk når man rent ud sagt ej længere kan komme af med sit lort på en naturlig måde og er godt og grundigt forgiftet af sine egne affaldsstoffer. Når man skal være heldig for at komme af med sit vand, selv om man har stor trang. Når man er kommet ud i en tilstand, hvor det er en overmåde stor provokation at skulle lære at gøre ting på nye måder. Når man ej længere kan gå til købmanden uden hver gang at glemme sin pung og bande og svovle over sig selv, mens man anstrenger sig tilbage for at hente den og gå tilbage til købmanden igen. Når man har overmåde svært ved at holde sammen på tingene inden i hovedet og være focuseret. Når man er forvirret og deprimeret. Modløs og opgivende. Tung i kroppen.
Sådan havde jeg det i udpræget grad som 47-årig. Var nok også godt forulempet af at ha' været tobaksryger siden 11 års alderen og alkoholforbruger ud over den anbefalede grænse i årevis. Blot for at nævne nogle få, velkendte, særdeles belastende faktorer.
Da havde jeg endda i to år kendt til Hanne Kirsteins bog Tang - en gave fra havet. Var særdeles begejstret for at læse den og gjorde det mere end én gang. Alligevel rystede benene under mig af angst de næste to år, bare ved tanken om at ha' tang med i maden. Det var så uhyggeligt det synes at røre ved et eller andet kollektivt meget smertefuldt af oldgammel, uvis karakter. Puha rigtigt meget at komme i berøring med.
Dér hvor tingene tildede for mit eget vedkommende var, da min læge begyndte at forberede mig lige så stille på, det nu nok snart blev nødvendigt at foretage et operativt indgreb på min tyktarm, så jeg kunne komme alternativt af med ekskrementerne på dén måde. Ærligt talt blev jeg så rædselslagen ved tanken, det på et splitsekund vendte inden i hovedet, så ej længere at frygte tang helt så meget. Der stod jo dog trods alt i bogen af Hanne Kirstein, tang er noget af det bedste til at få styr på at komme af med sin afføring og derudover også endda at blive renset for giftige tungmetaller og egne affaldsstoffer.
At gnave i strimler af Noritang til Sushi fra supermarkedet som morgenmad, 2 stk., gjorde underværker i løbet af 14 dage. Jeg bliver stadigvæk høj nu 5 år efter, hvor jeg så regelmæssigt, uanstrengt kommer af med lorten og alt, der ej burde være i mig. Det er nærmest som en gudstjeneste en religiøs anlagt bliver rørt i hjertet af sit.
Derudover slap alle de andre nævnte gammelmandslidelser også. Til overordentlig stor forundring for mig. Min biologiske alder før jeg begyndte med tang var nok 85. I dag er den i den tidlige del af 30'erne og det virker som om, jeg bliver yngre og yngre, selv om jeg i antal år bliver ældre og ældre. Det er meget meget mærkeligt. Og slet ik' til at forstå, da især ik' når man tager i betragtning, jeg stadigvæk ryger og drikker lige så meget, jeg syns der hør sig til.
Det ka' slet, slet ik' la' sig gør' ifølge de gængse teorier om samme.
Det er så det ingenmandsland, jeg tager afsæt i.
Er der bare én der kan afkorte sin egen proces med kvababbelser i forhold til tang, ved at høre min historie for sit indre øre, så syn's jeg i det mindste jeg har gjort en smule til at det bli'r bare lidt nemmere at overstå denne meget vanskelige proces ;-)
