Nu hvor der også er jod i kogesaltet får vi jod nok og er i risiko for at få for meget af det, hvis vi dagligt bruger tang i maden.
Tang er en let fordærvelig fødevare.
Tang optager næringsstofferne fra havet direkte gennem "huden" og opkoncentrerer dem. Der foretages ingen skelnen mellem dette og hint. Således optages også stoffer vi foretrækker at undvære, f.eks. cadmium og arsen. Det mærkværdige er at de uønskede stoffer ej frigøres i os, når vi har tangen med i maden. Tværtimod er tang en unik mulighed i naturen for at blive udrenset for giftstoffer, der aldrig var tiltænkt at skulle være til stede i kropsvævet. Jeg har skrevet en reportage, hvor flere videnskabelige artikler dokumenterer denne tilsyneladende uhyrlige påstand. En af artiklerne er skrevet af japanske forskere. Deres kliniske forsøg påviser at selv en tangart som Hijiki virker udrensende på stærke miljøgifte:
https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/TangKanUdrenseGiftigeTungmetallerFraVoresKrop#
Tang af en fortrinlig kvalitet trives udemærket i dansk farvand. Det er den ældste, nulevende organisme på planeten. Muligvis er havet omkring Grønland mindre forurenet. I det øjeblik man anerkender tangs evne til at frigøre os for miljøgifte er det knapt så betydningsfuldt hvor rent havvandet er. Forøvrigt sørger strømmene i verdenshavet for at blande alt havvand med hinanden. Her og der er allevegne, mere eller mindre i tid og rum.
Tang dyrket i tanke og på liner skulle være mere økologisk end vildtvoksende tang. Hvis ik' tang skal leve af havvand med alt det indeholder, hvad skal det så leve af?
Kilogram og milligram er til at forholde sig til. Vi kender det. Mikrogram er en udfordring for intellektet. Et mikrogram er så lidt som en milliontedel gram. En uhyre lille mængde. Danske fødevareeksperter opretholder at anbefale 150 mikrogram jod pr. dag som maximum for hvad der er godgørende. Der er andre kilder til jod end tang. Nu hvor der også er tilsat jod til husholdnings saltet, mener nogen, vores behov for jod er dækket ind. Ugeskrift for Læger erkender for nylig, vort almene jodoptag fortsat ligger i den lave ende af skalaen for hvor meget vi bør få. Det er en af de bedre nyheder i 2011. Der forekommer lidelsestilstande i befolkningen, der kunne have været undgået, såfremt det almene optag af jod fra hverdagskosten havde været tilstrækkeligt.
Vi kan søge råd og vejledning hos WHO og FAO for at blive lidt klogere på spørgsmålet om hvor meget og hvor lidt jod der er godt/knapt så godt. De udgav i 2001 en meget omfattende vejledning i minimums- og maximumsanbefalinger for samtlige mineraler og vitaminer. Jod har et kapitel for sig selv. Kapitel 12. Heraf fremgår det, at 150 mikrogram jod pr. døgn er et anbefalet minimum mens det formentligt sikre maksimum er 10-15 gange større, afhængig af alder og kropsvægt. En voksen person burde kunne tåle 30 mikrogram jod i døgnet pr. kilo kropsvægt. Så kan man selv gange op med sin vægt.
Jeg linker her til nævnte kapitel 12 om jod. Anbefalingerne om jod fremgår af tabel 38:
http://www.fao.org/DOCREP/004/Y2809E/y2809e0i.htm
Formentligt sikkert lyder forbeholdent. Dokumentet oplyser, at meget tangforbrugende folkeslag får helt op til 200.000 mikrogram jod i døgnet fra tang, uden i almindelighed at tage skade af det. 200 milligram. Det er meget. Det vil vesterlændinge der gennem mange generationer ingen tang har haft med i maden, have svært ved at tåle, uden at blive syg af det. Det vil kræve mange generationers tilvænning at kunne tåle det samme.
Vejer en voksen dansker 75 kilo vil vedkommende sandsynligvis ikke alene kunne tåle 2.250 mikrogram jod i døgnet. Det vil antageligt også gøre vedkommende ganske god gavn.
Skal der tilsættes endnu mere jod til saltet så? Hvad ved jeg? Ik' andet end at den rigeste kilde i naturen til jod er tang, lige som det gør sig gældende for alle andre livsvigtige mineraler. Vores egen praksis viser, at så lidt som 1-2 gram tørret tang med i hverdagsmaden er alt rigeligt for sundhed og velvære, selv om det overskrider 150 mikrogram jod i døgnet. Hvor meget jod der nøjagtigt er i dansk tang har vi endnu til gode at få oplyst fra Fødevaredatabanken. Der er formentlig væsenligt mindre end i dybhavstang fra Japan, f.eks. Kombu.
At tang skulle være en letfordærvelig fødevare er intet mindre end i strid med sandheden. Tørret og opbevaret i lukkede poser har det tilnærmelsesvis uendelig holdbarhed. Hvad så med tang i friskhøstet tilstand?
https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/HvorErDetGodtAtFindeDeVildeUrterLigeNuTang#5603542352869006130
Billedet viser et eksperiment, vi har gang i. Den røde savtang fra Ærø hænger nu i haven på 5. år i vejr og vind. Den er tør når vejret er tørt og bliver blød og levende når vejret er fugtigt. Hvad kan man forestille sig fra planteriget der ville opføre sig lige sådan? Det er muligvis indholdet af unikke antivirale og antibakterielle stoffer, der forhindrer frithængende tang i at gå i fordærv. Der findes også evidens for at antioxydanterne i tang er planterigets dito langt overlegen.
