ATT all Farmers of Salmon and Trout

ATT all Farmers of Salmon and Trout in Seafarms and whom else it might concern. 

Are You aware You can grow high quality fish
using only some seaweed as food supplement
and no medicine, pesticides or chemicals?

Dr Stefan Krann has proved it is possible.
He can as paid Consultant tell You all
You need to know about it.
This is his contact informations:

Why would I ever publish such an
advertisement?

I'm a Seaweedman not a Fishfarmer.

You see I was at a Conference some years ago. There was a Seaweed Scientist speaking by the name Stefan Krann. He was not only one of the Speakers. He had also brought Salmon from the Farm in Ireland, He was running at that time to investigate, what happens when the Fish are 'being fertilized' with seaweed granules as part of the food and no use of Pesticides, Chemicals and industrial Medicine?

I should have been able to show You a great photography what it looked like. But the very moment I was shooting that photo another person at the Conference shot right after my eyes with water he had in a injection syringe. I was chocked and there was no good Photo.

Therefor I have to recall it from the Camera I have in the Back of My Head. Make it visible for You with words only.

The Dishes with the Raw Salmon Stephan had brought were set up by a NOMA Chef who participated.

It was THAT WONDERFUL TO LOOK AT!!!

Imagine raw salmon meat being as tender you would ever want and looking deep orange with all fibers in the meat looking just perfect. I can't remember the other ingredients but the taste and mouth feeling was so wonderful.

I have friends whom are associated with farmers of salmon and trout. Please SPREAD THE WORD WIDE OUT ♥

There are no need for the size of the fish and the quality of the meat to use Pesticides, Medicine and Chemicals. It can be done way more sustainable with better quality. Maybe a little extra is consumers like it more when it is proven sustainable.

Modern people do neither like Pesticides, Medicin nor Chemicals. They want the PURE RAW thing.

Healing burns and wounds with seaweed that can't heal how should that be possible???

Anyone who study seaweed knows it's not only something good to eat. It can also be used for other good proposals like fertilizer for vegetables, animal feed and even medicinal.
But if one want to know about the already integrated medical use of seaweed compounds, one really have to dive deep in the news about it.
I've done that with dedication for 20 years.

Many years ago I stumbled upon a plaster that is used at hospitals to heal wounds that will not heal by nature. 
Often seen at the below shin of elderly people but also happens for people sitting in wheelchairs.

I didn't really know how good it works before I bought the plaster at the picture to help a friend to heal the ugliest deep abscess that sat in the neck just above the person's neck vertebrae. I tried other methods first but had to admit that I needed to get some of that patch I had read about.
So what is the compound in that plaster from seaweed that can do such a trick on the human body?
It's called Alginate and has traditionally been extracted from the seaweed Ascophyllum nodosum. 

But You know ... what is the use of me having some good experience with a thing if there are not other good reports about it? 
I've experimented a little myself too with arthritis pain with good results ... but I kept thinking I needed someone else to come up with likewise good experiences ... but whom could I ask to do that???

Simon Bernard Ranger is a good friend of mine for whom I have the pleasure sometime to make his breakfast with seaweed. Simon is most likely the man in Northern Europe who knows the most about the values of Ascophyllum because he has been working with it for so many years as a seaweed he enjoyed the most to study. 

I was having the thought in my head if extract from that seaweed can work so good, could it not be that seaweed in itself could have same good results? I asked Simon if he has some personal experience with it and OMG he has, but that is when it comes to heal 2nd and 3rd degree burns the latter mentioned not that easy to heal without cooperation with local Hospital.

Simon has told me two stories. The first is this one:

The following pictures shows the rest of Simons healing process. Not to mention the first thing he felt after adding the soaked granules of the seaweed was release of pain. That's why he was so much in a hurry with things.

Simon would have liked to shoot a picture of how badly burned his three fingertips were, but he was more eager to start the healing. Which is understandable. 

He made a mix of the seaweed and water, cutted the finger tubs from a glove, added the mix to the fingers and in a hurry putted them on the fingertips to start cooling the pain and the help the healing process.

As You can see at the last picture there is within short time no injure left of having behaved so stupid like Simon did in his garden. 
OH most of all injuries happen at home being private even for me. We are all at risk and need to know what to do when disaster happens once more. Mostly we need to rely on what we can do ourselves. Doctors aren't always there to help us. They also are in need of time off to rest.

Then another day Simon is as stupid again we can all be. He is cooking with steam at highest degrees and do not notice the lid was not probably fixed. A stream of the extremely hot damp made a piece of his skin at an underarm open and the skin below become totally red. 

The two quoted links doesn't work so here they are well working: https://www.oceansofgoodness.co.uk/ and
http://www.seagreens.co.uk/overview

Europe's Rising Tide of Seaweed Nutrition ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

Culinary Ingredient may be a funny name

for granules of Knotted wrack/

Ascophyllum nodosum,

but that is the Name Seagreens

use for it and therefore the name

You have to look for if You

want to buy it in this Webshop:

https://www.oceansofgoodness.co.uk/

The Day any Baker offer Doughnuts with seaweed in it that is a good day ♥ ♥ ♥

My friend Stefan Kraan has today shared a lovely recipe of doughnuts with seaweed in it. Some people wanting to share the story, recipe and pictures can't, because of corona virus restrictions. Such restrictions arn't fair. That virus do not spread from something published at the internet.
Here is Stefans recipe:

Ingredients 500 ml Luke warm milk 500 gr flour 7-10 gram Dried yeast 4 table spoons of sugar 1 egg No salt if using seaweed otherwise 1 teaspoon Pre soaked Palmaria or Ulva or mix (10 g in total) 1. Activate yeast with 25 ml milk and 1 table spoon sugar

3.Close bowl off with tea cloth or cling foil and leave dough to increase to double the size (about 60 min).

2. Put flour in bowl and add yeast, all milk and sugar and mix with mixer till sticky. Add the egg and seaweed (or any other filling if you like, e.g. chocolate chips, raisins, cranberries, apple etc). 4. Heat frying oil (sunflower or vegetable oil) in a big pan (deep enough) to about 180 or 190 degrees (Smoke just visible) 5. Get 2 table spoons en spoon out a heaped spoon full of dough and scrape off with other spoon above pan and let it glide in gently in the hot oil. 6. The oliebol will brown on underside and flip over after a minute or 2 by itself or just turn them over. Fry them in about 5-6 min golden brown. 7. Remove from oil and let drip dry on tissue paper and cool down a bit 8. Pending on your taste , eat as is or use some icing sugar or syrup or what ever rocks your boat.

Hvordan kan man gøre noget ved sløvt stofskifte og samtidig gøre sig fri af de giftige halogener fluor, klor og brom???

·

Det er ret almindeligt for især kvinder over 50, at stofskiftet simpelthen bliver for sløvt, men det kan også ramme mænd og mennesker, der er yngre. Jeg vil ikke her pinde ud, hvad symptomerne på for lavt stofskifte er. Når man har det, så kender man selv udmærket de negative konsekvenser det har.

Mange årvågne mennesker er klar over, at der en tendens i tiden til at blive forurenet med fluor, klor og brom. Der vil jeg heller ikke liste alle symptomerne på forgiftningerne op. Dykker man bare en lille smule ned i temaet, finder man hurtigt lister over, hvad det går ud på. Men ikke rigtigt nogle gode forslag til at blive helt fri for de der giftstoffer der.

Det helt store spørgsmål er: Hvad har sløvt stofskifte og de nævnte giftstoffer med hinanden at gøre? Det er der meget få, der ved. Jeg er ikke den eneste, der ved det. Jeg har mine kilder og jeg synes, det er på tide, at der nogle flere, der ved noget om det. For det er essentiel viden for enhver, der selv vil være ansvarlig for sin egen sundhed og velvære.

Hold på hat og briller og tag med ud på en flyvetur.

Det er naturligt jod, der får enderne i det her til at hænge sammen i en rød tråd. For helt at kunne forstå det, så er du lige nød til, sammen med mig at kaste et blik på det periodiske system ... planetens grundstoffer som videnskaben foreløbigt kender dem ... giv lige for en stund slip på at fysik og kemi muligvis var dødkedeligt for dig i folkeskolen, hvis det var tilfældet. Det var det for mit vedkommende.

Populært taler vi om jod som værende et mineral. Det er det sådan set ikke. Det er et halogen med atomnummeret 53 som set i den lodrette spalte med halogener VIIA.
Vi kender alle sammen duften af havet og oplever den særligt ved pålandsvind. Den duft det er jod, men det kan altså også bindes organisk typisk i tang.
Vi har alle sammen, med mindre lægerne har fjernet den, en skjoldbruskkirtel. Den ligner en sommerfugl og sidder foran på halsen under strubehovedet. Som nævnt andre steder er der mange andre processer i kroppen, der har brug for jod nok, for at fungere normalt. Det gælder også for skjoldbruskkirtlen. Meningen med den er, at den skal producere stofskiftehormoner. Disse hormoner er nødvendige for et normalt stofskifte i hele kroppen helt ned på celleniveau.
Hvad så hvis den kirtel får for lidt jod? Det gør den i rigtigt mange tilfælde, specielt hvis man ikke har for vane at bruge lidt tang i sin mad dagligt. De øverste lægesagkyndige har gennem mange år fastholdt, at et voksent menneske ikke bør få mere end 150 mikrogram µ jod hver dag. WHO har i mere end 20 år sagt, at det er et absolut minimum og at der er brug for mere.

Men det er de sagkyndige da ligeglad med. Det er som om de tænker: “Hvad er problemet? Folk kan da bare bruge medicinalindustriens medicin, hvis deres skjoldbruskkirtel bliver for inaktiv og vi kan da nemt fjerne den kirtel, hvis den opfører sig alt for evnesvagt” ...
JO JO ... men sender man syntetiske stofskifte hormoner ind i systemet ved hjælp af piller, holder skjoldbruskkirtlen så op med at efterspørge naturligt jod og at absorbere de giftige andre halogener?
Meget tyder på, det ej er tilfældet.

Skjoldbruskkirtlen er viljestærk. Den VIL HA det halogen den skal bruge, for at passe sit arbejde. No Mercy. Giver man den ikke frivilligt det jod, den har brug for, så optager den da bare noget af de andre halogener i stedet for. Se på søjlen over halogener: Fluor, Klor og Brom. Den opsuger også radioaktivt jod, hvis den har for lidt jod, men heldigvis kun, hvis den er i underskud.
Så kan man sige: Det er da en DUM kirtel, der indtager noget så uheldigt. Så er der jo mange ting, der går GED i. Det er da på ingen måde skjoldbruskkirtlen, der er for dum. Den insisterer bare på at passe det arbejde vor Herre ... eller hvem du nu var ... tænkte at den skal gøre, da menneske organismen genetisk blev designet. Det eneste dumme er, når mennesker selv lader være med at fodre kirtlen med det naturlige jod, den har brug for og som vi efterhånden ved, så er tang den eneste mulighed for at få jod nok.

Hvis man så endeligt giver sig til at sørge for, at få jod nok, hvordan bliver man så fri for det Fluor, Klor og Brom man har i sig??? Det rigtigt meget dejlige er, at det sker helt af sig selv, dag for dag med tang i maden. Se på søjlen igen. Fluor har atomvægten 19.00. Klor 35.45. Brom 79.90. Jod 126.90. Forestil dig så en boksering. Vi ved jo, at det er unfair at sætte en sværvægtsbokser til at slås med en, der vejer meget mindre. Men lige i den her sammenhæng er det nok egentlig meget godt, at bokser Jod med en vægt på billedligt 127 kilo tæver bokser Fluor med en vægt på kun 19 kilo helt ud af ringen og så fremdeles. Det er dét, der sker, når skjoldbruskkirtlen endeligt får jod nok, for den vil egentlig helst ikke have, at der er andre i ringen end det.

Velbekom

Min historie om Ishavstang ♥ ♥ ♥

I mine tiders morgen som professionel Tangmand skulle jeg vælge et sortiment af tangtyper, jeg kunne plukke, tørre og udbyde til salg. Det var i 2011. Det er jo i grunden ikke så længe side. På den anden side er det historie allerede, fordi tiden flyver med raketfart nu om dage.

I 2010 var det lykkedes mig, at anskaffe bestemmelsesnøglen antikvarisk, der ses på det øverste billede. Jeg studerede den grundigt og stødte på navnet ishavstang i teksten, jeg viser i illustration 2. Jeg tænkte: "Det er da mærkeligt. Vi har da intet ishav i Danmark og det er en Dansk biologisk beskrivelse af tangtyper, der findes i Dansk farvand. Hvad handler det om"?

Nu er det sådan med mig, at når først min nysgerrighed bliver tændt, så går jeg i gang med en sag som en anden detektiv. Jeg har ingen tal på, hvor mange nattetimer jeg brugte på at lave research på det.

Den helt store udfordring var, der er nærmest ingen andre kilder der bruger navnet ishavstang for denne type tang.
I maj 2011 kom jeg hjem med et meget stort pluk af forskellige tangtyper fra Fornæs, Djursland. En pæn del af det var, hvad jeg troede var blæretang, da jeg plukkede det.

Så så jeg nærmere på det og tænkte: "Det der ... det er da ikke blæretang ... det er jo ikke blærer med luft i ... og blærerne er meget lange ... de ligner frugtlegemer". Jeg studerede bestemmelsesnøglen igen og læste: "Langfrugtet klørtang" med de karakteristika der er nævnt i illustration 2 som passer med, hvad der ses på tallerkenen med æg". HU HA ... mit lille univers var nødt til at ekspandere. Jeg søgte på langfrugtet klørtang og kunne lære på biologi hjemmesiden Fugle og Natur, at blæretang, det er ikke bare én slags tang. Det er en hel familie, bestående af blæretang, lav klørtang, langfrugtet klørtang, mangehornet klørtang og savtang.
Der stod så også i Fugle og Natur, at klørtangsfamilien ligefrem har Latinske navne. UPS ... så var jeg ved at stå af. Jeg gav op overfor det Latinske sprog allerede i Folkeskolen.
I tiende klasse havde jeg valgt det som valgfrit fag, men jeg stod af allerede efter to lektioner. Engelsk og Tysk havde jeg nemt ved. Men Latin ... det gav ingen resonans i min klangbund ...
Nu synes jeg så alligevel, at der kunne være en god grund til at terpe de Latinske navne på de forskellige slags blæretang.
Det greb min fascination at de alle sammen hedder FUCUS til fornavn på Latinsk. Jeg fungerer overvejende ved hjælp af intuition logikmæssigt set. I KELP The Health Giver stødte jeg i 2007 på, at der er noget ganske særligt interessant ved det komplekse sukkermolekyle Fucose. Det ord klinger på ordet Fucus. Det giver resonans i mine hjertestrenge.
Endnu mere fordi jeg også allerede da var bekendt med den moderne variant af navnet, der er Fucoidan. På det navn spiller hele mit indre Symfoniorkester i velstemt samklang på alle instrumenter. Fordi moderne forskning viser, at Fucoidan er et overflødighedshorn for et utal af helende og helbreds opretholdende processer i kroppen. En vis Tangven Simon Bernard Ranger har også fortalt mig, at selv de Græske, antikke læger kendte til værdien af FUCUS. Så er det jo værd at interessere sig for og faktisk har familien Fucus det højeste, kendte indhold af Fucoidan. Jeg terpede og terpede, selv om jeg skulle slå det op igen og igen, for at få det til at sidde fast. Det er nu mange år siden, men det sidder stadigvæk fast at:

Blæretang = Fucus vesiculosus

Lav klørtang = Fucus spiralis

Langfrugtet klørtang = Fucus evanescens

Mangehornet klørtang = Fucus ceranoides

Savtang = Fucus serratus

Der står i bestemmelsesnøglen om langfrugtet klørtang ... første gang observeret i Danmark i 1948.
Velvidende at strømmene i havet har det med at fragte tangtyper steder hen, hvor de ikke hører hjemme og at tang også evner at blande gener, når de på en eller anden måde er beslægtet ... tænkte jeg ... mon ikke generne til langfrugtet klørtang kommer fra den, der hedder ishavstang????
Men hvor kom det fra???????

Det fortaber sig i tågerne, hvordan det lykkedes mig at finde ud af, hvor ishavstang vokser i sin oprindelige form. På et tidspunkt stødte jeg på en Norsk Samisk Blog hjemmeside. Den er for længst forsvundet ud i det blå. Men der kunne jeg lære, at Samerne kender den tang og at de bruger den til at give at spise til de rener, der har det med at blive søsyge, når de skal sejles i høj søgang fra den ene side af en fjord til den anden.
Der kunne jeg også lære, at det lokale Norske navn er Sauetang, hvilket betyder den slags tang som vi ved de vilde får er glade for at spise. Der var også billeder af, hvordan det ser ud og beskrivelse af, hvor det vokser. Nu måtte jeg igen lære noget mere. Fjæra ... hvad er det? Aha ... det er tidevandszonen. Altså i grænselandet på det lave vand mellem hav og land. Det forbavsende var, at Sauetang vokser så højt oppe i Fjæra, at det ingen havvand får i op til flere dage, når det er lavvande. Det er jo vildt men så kan vilde får og landkrabber som jeg nemmere få adgang til det. At dykke efter tang, det bliver aldrig mig. Men det er da fint, der er andre, der kan og vil.

AHA tænkte jeg. Du skal til Norge, hvis du vil finde det der ishavstang de kalder sauetang. HU HA tænkte jeg. Hvordan griber jeg lige det an? Må en Dansker godt komme der med en trailer, plukke en hel masse af det og tage det med hjem til Danmark i tørret tilstand? Hvor skal jeg finde det henne? Hvad siger tolderne til at jeg vil føre det ud af landet? Skal jeg have tilladelse fra de Norske myndigheder til at plukke det?

Nå. Gode spørgsmål er jo aldrig så vanskelige, at de er umulige at finde ud af. Vi har begrebet allemandsret i Nordisk kultur. Det betyder blandt andet, at Nordiske statsborgere har ret til at sanke det vildtvoksende i naturen, sålænge det gøres bæredygtigt. Professor Ole G. Mouritsen hviskede mig i øret, der er ingen restriktioner på at føre havalger over landegrænserne.
OKAY tænkte jeg. Så er det jo bare at udruste en ekspedition til at komme afsted. Men UPS ... på MÅ og FÅ ... Kunne det ikke være lidt mere bekvemt, at komme på besøg hos en Norsk Statsborger, der bruger tang i maden, ved hvor sauetang vokser og hvor jeg måske lige frem kan bo imens???
(Jeg havde ikke ret mange penge at gøre med ... sommerhuse i Norge koster en bondegård at leje ... og det skulle jo også være et sted, hvor det var acceptabelt at tørre tang. Sidstnævnte tvivlede jeg rigtig meget på ville kunne lade sig gøre i et luksus skærgårds sommerhus til en pris af 12.000 NKR om ugen)
Det ville være mere oplagt for mig, at finde en Nordmand, der svarede til mit behov. Men OMG. Det var i vinteren 2012. At skulle sidde på sin kontorstol i Danmark og finde sådant et menneske i Norge, det var endnu mere svært end det er at finde en nål i en høstak.
JA. Men Verden er blevet meget lille ... allerede dengang. Jeg fokuserede på den gamle viden: SESAM SESAM LUK DIG OP og DEN DER SØGER HAN SKAL FINDE. Er det magi? Nej. Det er det vel ikke. Eller er det?
Fremmede mennesker kan jo med lysets hastighed række ud efter hinanden og mødes digitalt på Facebook og andre platforme. Forpligtende aftaler kan træffes og realiseres.
Jeg brugte rigtig meget tid på de sociale medier på at finde den rette, behjælpelige Nordmand. Jeg fandt nogle kontakter, men det løb ud i sandet, når det kom til stykket. 
Jeg opgav projektet som værende umuligt at komme igennem med. Jeg lod det ligge hen nogle måneder. Men når man, som jeg har vikingeblod i årerne, alene i kraft af mit navn Thorkil, så sætter man altså ikke et skib i søen, uden at det på en eller anden måde når frem til den havn, det er bestemt til at lægge til ved. 
Måske er der så også Oldnordiske Guder som Odin, Thor, Freja, Loke og Hejmdal der hjælper med. De vil jo gerne have, at den oldnordiske tangmad kommer på spisebordene igen rundt omkring ... og vist er de spirituelt levende stadigvæk ...
En skønne dag var der lys i mørket i mit umulige forehavende. På Facebook hjemmesiden for en Norsk Tangentusiast skrev en kvinde ved navn Astrid Drageset: "Der er ingenting så skønt som at plukke Søl i Fjæra om foråret". Det lykkedes mig at blive ven med hende og også at komme til at skrive mails med hende. Jeg fortalte hende jo så om mit store ønske om at komme til Norge og plukke tang.
Astrid er først og fremmest billedkunstner. Det må jeg skynde mig at nævne, fordi hendes ambition med hendes tang website er, at det skal føre læseren frem til websitet for hendes kunst, der er link til i slutningen af tang websitet:
http://www.tangogtare.com/
Når det så er sagt som gjort, synes jeg godt, det må nævnes, at mennesket Astrid Drageset er langt foran tiden i Norge, hvor man i nutiden har svært ved at give slip på tanken om at tang og tare er fremtidens mad vi måske kan bruge noget af, når fortidens mad ikke længere rækker til de mange mennesker, vi muligvis bliver i fremtiden. 
For Astrid er tang fortidens mad, hun og hendes familie har brugt i nutiden i rigtig mange år. Astrids interesse for det startede under Cuba krisen, hvor det helt store spørgsmål var: "Hvad har vi af mad i naturen, der egner sig til at tage med i beskyttelsesrummet, man kan leve af i flere år, uden at det fordærver, mens man venter på, at den radioaktive stråling fra alle bomberne er blevet lille nok til at det er sikkert at komme ud igen"?
Astrid studerede Norske kogebøger fra tiden omkring 2. Verdenskrig, for at finde svaret. Dengang var der knaphed på mange forskellige fødevarer i Norge. Derfor var der flere af de kloge, der sagde: "Så må vi tage i brug igen, hvad de gamle gjorde, når man skulle overleve de vanskeligste tider". HO HO ... i en af de kogebøger, hun fandt, er der endda opskrifter på at bruge sauetang, men naturligvis også alle de andre slags tang, der historisk er brugt i maden ... og det er i grunden ikke så mange forskellige andet end de samme, der handles med i dag til madbrug.

Det helt storslåede for mig der i vinteren 2012, det var, at Astrid Drageset inviterede mig til at komme til Norge i midsommeren 2013. Jeg kunne rimeligt billigt leje hendes mors familie sommerhus i en uge i Steinsland på geografisk linje med Bergen ude i skærgården, mens hun selv ville opholde sig i hendes lille bitte sommerhus lige ved siden af.
Hun ville inden da plukke til mig og tørre de forskellige gode slags tang og vi kunne både tage ud og plukke mere sammen, lave fælles mad med det og jeg måtte hjertens gerne bruge moderens sommerhus til at tørre tangen. Ved den besked kom jeg op på en lyserød sky at flyve og gjorde naturligvis en stensikker aftale ud af det, jeg gennemførte til punkt og prikke. 

Jeg havde ikke lige involveret Astrid i, at det først og fremmest var sauetang, jeg havde brug for at få med hjem i så stor mængde som muligt, for at kunne have det som et kerneprodukt i min forretning (billedet er fra hendes tang website).
Jeg fortalte om det, da jeg endelig var nået frem Sankt Hans ugen 2013. Hun undrede sig lidt, for det er der jo nærmest ikke nogen i Norge, der bruger det til noget andet end de vilde får. 
End ej i dag er der Nordmænd, der handler med det til mad, selv om fenalår (tørret lammekølle af vildtlevende, Norske får) uden tvivl smager så godt, som det gør, fordi disse får har adgang til sauetang.
Men Astrid kendte da sauetangen og steder i nærheden, hvor det vokser og tog mig med derhen og så havde hun for øvrigt travlt med andre projekter imens og jeg kunne alene besøge den tangs voksesteder og plukke og tørre så store mængder af det som det nu bæredygtigt kunne lade sig gøre, mig ene mand. 

På vejen hjem endte jeg med at skulle køre hele vejen ned til Kristiansand for at sejle med færge til Hirtshals. Jeg havde traileren fuld af tørret sauetang pakket i 19 liters fødevare fryseposer og der var stablet op på bagsæderne med fingertang og andre slags. 
På grund af STORM i Skagerak var færgen 3 timer forsinket. Tolderne havde masser af tid til at inspicere sammen med narkohundene og jeg lagde jo ingenting skjul på. Jeg tog det HELT ROLIGT. Det var jo ikke narko, jeg kom med. Det var bare tang. Det er jo harmløs mad ...

Jeg kom hjem med 33 kilo tørret sauetang, svarende til 350 kg vådvægt. Jeg fik det solgt i løbet af 1½ år, men var nødt til at lave den her billedbog om det for at gøre det bare lidt bekendt på markedet (der er også andre slags tang i den billedbog end ishavstang, som det hedder på billederne):
http://www.tang-thorkil.dk/wp-content/uploads/2015/07/Tang-Thorkils-Billedbog-06.pdf

Bare sådan en lille stump

af det sauetang pynter

jo ret godt på noget

god mad, der gør

maven glad

♥ ♥ ♥ ♥

♥ ♥ ♥

♥

HVORDAN KAN DET VÆRE, AT DER ER NOGEN, DER MENER, SPISELIG TANG PÅ INGEN MÅDER PASSER IND I DANSK MADKULTUR???

Den unge mand på billedet hedder Jon Fuglsang. Han er Lektor ved Bacheloruddannelsen i Ernæring og Sundhed i København. Han bliver ofte interviewet af journalister, der har brug for at vide mere om de seneste trends inden for maden.

Der er en journalist ved navn Ann-Sophie Greve Møller.
Her omkring jul og nytår var hun i Asien og blev dybt forelsket i deres mange forskellige tangchips, der sælges over alt i store mængder. Så er hun kommet hjem til Danmark igen og savner et tilsvarende udbud. 
Som den journalist, hun er, går hun naturligvis på jagt: Hvordan kan det være Danmark er så tilbagestående med at integrere spiselig tang? Er der da slet ingen tegn på, at det bruges her i landet?
Naturligvis finder hun evidens for at der er en vis kultur for at høste tang til sig selv og bruge det i maden.
Men hun støder også på Jon Fuglsang, der citeres således i hendes artikel om det (Kristeligt Dagblad 11.01.2020 "Havets Bacon og smagen af Trøffel"):

Citatet er klippet ud og forstørret op af en amerikansk tangven, jeg har, der kan læse dansk og var over meget forbløffet over udtalelsen. Det var jeg mildest talt også selv. Mage til spand koldt vand i hovedet har jeg endnu aldrig fået på mine mangeårige bestræbelser, på at præsentere de forskellige slags tang, på en måde, der passer danske smagsløg perfekt, sammen med mad, vi traditionelt elsker at spise.

På Jon Dalgårds billede har han kniv og gaffel stukket i grisekød. På mit billede er det stege-/flæskeben, der er drysset med et prisvindende engelsk tangsalt, bestående af 50% buletang og 50% havsalt. 
(TWICE THE FLAVOR HALF THE SALT).
Det henrivende ved brug af det er, det mørner kødet endnu bedre, forstærker dets egen umami smag, er tilpas salt og smager på ingen måde fremmedartet af tang.

Seagreens havde 20 års jubilæum sidste år med at sælge tangflager i form af granulater til lande i hele verden. De har mange andre gode produkter, de driver grossisthandel på, med rigtig mange, især WEBshop forhandlere.
Det har Jon Fuglsang nok aldrig opdaget siden han tilsyneladende på et tidligt tidspunkt er stået helt af på, at tang skulle kunne være interessant at bruge i maden.

Een af disse Webshops er den her:
https://www.oceansofgoodness.co.uk/View-Products

Måske er det bare Jon Fuglsang, der har givet fuldkomment op med hans bestræbelser på at få tang til at passe ind i, hvad danskere traditionelt godt kan lide at spise ...
Han er jo også så ung og derfor måske ikke så opmærksom på, at især aldrende mennesker bliver særdeles nødlidende helbredsmæssigt, hvis de fortsat skal undvære det overflødighedshorn af helbreds hjælpende stoffer, der er i de forskellige slags tang. Jo tidligere man kommer i gang med det i 30'erne eller 40'erne jo bedre går det, helbredsmæssigt, socialt og mentalt. Men man kan også med fordel begynde i 50'erne, 60'erne, 70'erne, 80'erne og selv 90'erne.
Man må bare være velforberedt på, at jo længere man venter, jo længere tid tager det for de gode virkninger at indtræffe, fordi den gjorte skade tager længere tid at overvinde.
Man kan også roligt starte med at gøre det som spædbarn, men noget tyder på, at man skal være en selvhjulpen voksen person for at være så omsorgsfuld.

Det tager tid, at finde ud af, hvordan man skal bruge det der tang tilskud på en måde, der er så lækker i ens mad, at man har lyst til at blive ved med det.
Det bedste man kan gøre, er at gå i lære hos de mennesker, der er, der deler viden om at bruge tang i maden, så det også smager lækkert. Det kan man nemt gøre anonymt på internettet, for vi er nogen, der deler offentlige opslag om det på de sociale medier.
Ingen af os kan opretholde at bruge tang i maden på en måde, hvor smagen er ulækker, fremmedartet. 
Det bliver heldigvis aldrig til en vane.

Vane

lyder som noget

fra oldnordisk Mytologi.

Det er det måske også.

Det er kun dét

vi har for Vane,

der bliver

til noget.

Alt andet

bliver

ingenting til.

Men enhver vane

skal først skabes

af indehaveren

af den

♥ ♥ ♥

♥

Tangdrys Irish Seaweed Blend from the Irish SEAWEED KITCHEN ♥ ♥ ♥

Doktor Prannie Rhatigan er på verdensplan en nulevende legende. Det unikke ved hende er, at hun er opflasket med tang i kosten. Hendes far var også læge, bekendt med de helbredsmæssige fordele ved at forebygge de mest almindelige sygdomme, ved at få den rigdom der er af mineraler og vitaminer i tang. 
Jeg mødte Prannie til Professor Ole G. Mouritsens Tangkonference i august 2010. Skæbnen ville, at vi kom til at sidde ved siden af hinanden på tilhører stolene. Vi vidste med det samme, vi har en kemi sammen der er optimalt på bølgelængde. Lige siden har vi været i kontakt og på forskellige måder hjulpet hinanden med kampagnen om at få flere mennesker til at bruge tang i maden.
Læg mærke til den store bog Prannie står med på billedet slået op. Sådan stod hun mens hun blev filmet af fjernsynet og skulle forklare om hendes mesterværk kogebogen Irish SEAWEED KITCHEN. Jeg stod bagved pressefotografen og tog billedet.

Bogen er ALT der er værd at vide om at bruge tang i maden. Det  bemærkelsesværdige er, at langt de fleste af opskrifterne kommer fra 192 forskellige irlændere, der hver for sig får lov til at præsentere, hvordan de bruger tang i deres madlavning. Det er kun 90 af opskrifterne Prannie selv står for. Bogen udkom i 2008 og har dannet så meget kultur for at bruge tang i maden, det er ganske grænseoverskridende.

Naturligvis hører tang også hjemme i Julen ... men hvordan skulle man lige gøre dét? I efteråret 2018 udgav Prannie en kogebog om det Christmastide by the coast.
I løbet af tidlig 2019 fik den bog så meget bevågenhed i hele verden, at Prannie endte med at blive nomineret i den Kinesiske konkurrence Best WORLD GOURMAND. 
Prannie vandt 1. præmien.

Det var Prannie der først gjorde mig opmærksom på, at en mulighed for at komme endnu længere ud til folket med tangbudskabet er, at anbefale det bare som drys på den mad, man spiser i forvejen. Den tanke var jeg med på fra dag 1. Men det er først nu, jeg rigtig gør kampagne på det. 
Prannie havde i mange år puslet i hovedet med en i sig selv bedst velsmagende sammenblanding af forskellige drys af tang. Hun kom til sidst ud med et mix af både røde, grønne og brune tangtyper. Bedste variation på markedet.

Tidligt i processen havde jeg æren af at være prøvesmager og kunne kun sige god for. Det helt fede ved det tangdrys er, det kommer hjem i en plasticpose med 250 gram, man selv fylder på sin beholder, der helst skal være lysafbrydende, da lys får de grønne tangtyper til at falme. Der er som ses i Webshoppen også mindre dåser, man kan købe gerne flere af på én gang:

https://irishseaweedkitchen.ie/irish-seaweed-kitchen-shop/

Tangdrys fra Gourmet Tang ♥

Gourmet Tang er Danmarks ældste tangfirma. Enkeltmandsvirksomhed drevet af Poul Erik Nielsen, den modne Herre til højre i billedet. Jeg havde ham og hans daværende produkter med i min Tangbod til FOOD Festival i Tangkrogen i Århus i 2012. Poul Erik kalder sig selv Agronom og Tangpusher. Han høster ikke selv det tang, han handler med. Produkterne importerer han fra Irland og Island.

Prøv at se på produkterne han handler med i hans Webshop.
Det meste af det er tørret tang i hele stykker. Det kan man også udmærket bruge i sit køkken, men i den her historie er temaet jo altså Tangdrys, det er nemt og bekvemt bare lige at drysse på hvilken som helst mad.
I sektionen med produkter fra Irske Connemara Organic Seaweed er der en pose med DULSE FLAKES. Det er flager af Søltang og 350 kr. for 500 gram er relativt billigt. 
Emballage og etiketter gør Poul Erik ikke mere end højst nødvendigt ud af. Det synes jeg er okay. Det er blevet moderne at vælge en vare ud fra, hvor smukt den er pakket ind. Det kan jeg ikke helt følge med til. Jeg går efter de større mængder til lang tids daglige forbrug. Sådan en pose der kan man jo bare fylde i sin egen dåse lidt af gangen og have ved hånden, hvad man skal bruge.

Der er fri levering ved alle køb over 300 kr. Levering sker til nærmeste GLS-pakkeshop. Der betales enten med direkte bankoverførsel eller med betalingskort.

Kunne det være fedt hvis ens nærmeste supermarked havde et større udvalg af Tangflager? Det kunne det da. Men vil man have sådanne flager i sin husholdning i dag, er der nærmest ingen vej uden om brug af Webshops. Det er der jo så heldigvis også mange, der har lært at finde ud af. I 2012 i Tangkrogen var der rigtig mange, der stod af, ved tanken om, at man ikke bare lige kan købe det ved sin nærmeste købmand.

Sjøsaker Seaweed TEKSLO SEAFOOD ♥

Som ses er produkterne Norske. Det er 3 gutter, der er stået af fra olieindustrien. De har omskolet sig selv til at være tangplukkere og forhandlere. 
Jeg har undret mig over, at firmaet bruger to navne. Både Sjøsaker Seaweed og TEKSLO SEAFOOD. De hører hjemme i Steinsland, der ligger i den yderste skærgård vest for Bergen. Jeg har lidt af en forkærlighed for det sted, fordi jeg plukkede tang dér i 2013 og -14. Runar Trellevik fortæller, at navnet Tekslo kommer af, at de foretrækker at plukke tangen ved den øde ø Tekslo, der ligger længere vest på ude i Norskehavet.
I april 2018 lavede NRK en udmærket fjernsynsudsendelse om dem, det stadigvæk er muligt at se, hvis man interesserer lidt mere for, hvem de er og hvordan de griber tingene an.
(Vær opmærksom på, at indslaget har pludselige mellemrum af helt andre historier...)

Set fra venstre mod højre er de første 2 glas decideret tangdrys. Jeg har spekuleret på, hvorfor de har valgt at levere produkterne i krydderikværne, når drysset allerede er kværnet ... Det er muligvis for at signalere, at det er lige så nemt at bruge det, som det er at krydre sin mad med salt og peber ... For mange Nordmænd er det stadigvæk nyt og fremmedartet at bruge tang i maden og så må man jo som iværksætter finde på noget, der skaber associationer.

Det første glas fra venstre er ren Søltang i 2-3 millimeter store flager.

TARE MIX er en blanding af 4 forskellige slags tang (Tare er bare et andet Norsk navn for tang): Fingertang, Sukkertang, Vingetang og Søltang i flager af samme størrelse.

Det tredje glas TARE SALT består af 85% havsalt og 15% af noget der minder om Fingertang ... Stortare. Det kan bruges som salterstatning.

De to sidste glas er for dem, der er vild med smagen af chili. TACO KRYDDER er et traditionelt tacokrydderi tilsat 12% Søltang.

FLAMMEHAV bygger på det Japanske koncept Furikake. Der er Stortare i, men det er uoplyst i hvilken mængde. Resten er sesamfrø og havsalt.

 I Norge forhandles produkterne allerede i flere af REMA 1000 butikkerne. Den dag kommer måske også i Danmark, men indtil da er det Webshoppen der er muligheden, for at sidde i sofaen og købe det hjem.  Når du ser de Norske priser, så tænk lige over, at en Norsk krone = 76 Danske ører p.t.
Personligt ved jeg ikke lige, hvad jeg skal bruge de der krydderiglas til. Det er tangdrysset jeg vil have fat i. Så jeg kunne godt finde på at forhandle mig frem til at købe så og så meget af det drys i løs vægt og så opbevare det i en dåse i køkkenet eller på spisebordet. Vælger man at få det købte bragt hjem af DHL Express med Track & Trace på, kommer det meget hurtigt og man har fuld kontrol over, hvor varen befinder sig hvornår. Jeg har også prøvet med PostNord. Det var ikke så heldigt. De sendte et brev om told, jeg skulle betale for indførsel til Danmark, men det brev druknede i papir reklamer i postkassen og så blev pakken sendt tilbage til Norge.