Dette her måltid kunne for så vidt lige så godt være fremstillet for flere tusinde år siden, ingredienserne om at gøre. Det er Ny Oldnordisk Hverdagsmad, jeg har fremstillet i vort eget køkken den hellige søndag det var den dag i dag.
At træde videre i forfædrenes bedste fodspor er for mig en dyd om at gøre. Derfor var mit første arbejdsredskab stenmorteren, vi har med os fra stenalderen, vores senpalæolitiske formødres opfindelse. Deri anbragte jeg ganske få frø af kvan, der stod i Vikingernes kålgårde. Kun få, da de smager utroligt meget igennem. Få er så mange som man kan ha' mellem spidsen af tommel- og pegefinger i to omgange. Så er der en tsk. sukkertangssalt i efter egen opskrift, beskrevet andet steds. Der var yderligere 5 tørrede mælkebøtteblomster og 6 tørrede brændenældeblade + 15 korianderfrø og 25 frø af Jomfru i det Grønne. Det blev alt sammen kværnet til det fineste pulver uden besvær da støderen er megatung, siden den er af granit og derfor bare skal køres rundt tilstrækkeligt mange gange.
Jeg hældte en deciliter kofløde op i et kogekar på nutidskomfuret og anbragte krydderiblandingen deri sammen med 15 knastørre mini tragtkantareller fra vestjysk urskov. Leveret til bopladsen vores af en kær fætter i taknemlighedsgave om at gøre gengæld. Det småkogte snart.
7 mindre kartofler skrællede jeg og skar dem i små tern før de blev tilsat. 3 duske af friskhøstet tanggødet grønkål blev skyllet, skåret af ribben og tværdelt sådan cirka og tilsat. Tænk sig! Frisk persille her midt i januar, hvor det burde være dækket af flere meter sne, blev også skyllet, skåren og tilsat. Nye tider i det mindste i år.
Kødet er så supermørt man sku' tro det er løgn. Det er det bare ikke. Spørg konen min om ik' tror på det. Det er velhængt kalvekød af en okse en anden fætter har nedlagt med bue og flintepil, dygtigt gjort. Det tog 5 kvarter at lave maden og jeg havde tid til andet imens. Det smagte super, kunne ligge i skålen af vores samlede håndflader hver især og mættede let men fuldkomment, langvarigt :-)
