Den amerikanske videnskabskvinde Jane Teas
fik i november 2012 udgivet en artikel med åben adgang
på Springerlink.com:
For så vidt skal man være lægevidenskabeligt uddannet
for at få det fylde udbytte af artiklen. Det er jeg ikke, men
Jane sendte link til artiklen til mig umiddelbart efter dens
udgivelse. Jeg har tidligere skrevet artikler om hendes
videnskabelige forskning, på et sprog, det i almindelighed
er til at forstå.
Hvordan så bære sig ad med at udlægge teksten,
når man egentlig ikke forstår dokumentet
i sin fulde dybde? Jo. Essensen af det
er så lige ud ad landevejen at
forholde sig til, at selv
jeg kan finde ud
af det ♥
Jane har forsket i temaet i mere end 30 år nu.
I dokumentet redegør hun for forsøgsresultater
med en mindre gruppe amerikanske kvinder.
De fleste af dem er overlevere af brystkræft,
mens de færreste af dem aldrig har haft det.
Baggrunden for at bruge spiselig brun tang
i eksperimentet er en videnskabeligt dokumenteret
observation af, at selv kvinder i
Japan der ikke længere er menstruerende,
har den laveste forekomst af brystkræft,
har den laveste forekomst af brystkræft,
der findes i verden.
Det antages at dette har at gøre med livslang,
daglig indtagelse af brun tang i maden.
I forsøget med de amerikanske kvinder
har Jane og hendes team brugt brun tang
ved navn Undaria pinnatifida.
Populært hedder det i Japan
Wakame, under hvilket navn
det også sælges herhjemme.
Det er dog ikke tang fra Japan
der blev brugt, men noget tilsvarende
fra Patagonien i Sydamerika.
(Det er det tang leverandøren Soriano
står og holder frem på billedet)
At netop denne tang er udvalgt skyldes
det høje indhold af fucoidan,
et sukkerstof talrige forskere har
observeret har en bemærkelsesværdig
god indflydelse på kroppens evne til at
hele sig selv.
Simon Bernard Ranger fra det engelske
Seagreens nævner noget tilsvarende om
de 3 arter af Fucus hans firma handler med.
Sukkerstoffets eksakte navn er fucose.
Simon oplyser, med behørigt belæg i forskning,
de brune tangarter der på latin alle hedder noget
med Fucus er særligt rige på fucoidan.
Fucusfamilien er også rigt repræsenteret i
vort eget farvand, men mig bekendt er der
endnu ingen danske forskere, der har dokumenteret
det eksakte indhold af fucose i vores eget tang.
Det kunne ellers være interessant.
I tangen i Janes eksperiment er det
i sporofyllerne, der er den højeste
koncentration af fucoidan.
Det er det sjove noget
der er at se lige
neden under
Sorianos
hånd.
Det er der hvor sporerne
til ny vækst bliver produceret.
Fra Japan forhandles det samme
under navnet Mekabu.
Søger man på Fucoidan
findes der allerede et hav
af produkter på markedet.
Alle i kapselform.
Jane anfører, det antageligt
er bedst at bruge tangen
i sin hele form i stedet for
som ekstrakter i kapselform.
Det er ud fra en hypotese om,
det virkningsfulde i tang
er en synergieffekt,
der rækker ud over summen
af de enkelte komponenter.
uPAR er et stof der i store
koncentrationer kan måles i blodet
hos kvinder efter overgangsalderen
og hos kvinder der har brystkræft.
og hos kvinder der har brystkræft.
For brystkræftpatienter bliver
det associeret med en ufordelagtig
prognose.
De målelige resultater af Janes
eksperiment viser en drastisk
reduktion af uPar efter ugers
indtagelse af kapsler med
blot tørrede, i stedet for ekstraheret,
pulveriserede sporofyller
af Undaria pinnatifida.
Det er sådan set hovedresultatet
af eksperimentet :-)
