Det sker ganske få gange i løbet af en mands levealder at han står med den særdeles ædle fornemmelse af, en ring af personlig, historisk betydning er blevet sluttet, - dvs. den er hél i stedet for at være brudt. Sådan en oplevelse havde jeg natten til fredag den 27. januar 2012, overnattende i enkeltværelset på Søgården i Lee hos gæstfrie Niels og Astrid.
Smykkerne på billedet er mine kære vikingesmykker, jeg bærer med stolthed over mine elskede forfædre. Den ornamenterede økse i midten er sådan set bare en jeg faldt over på Roskilde Vikingeskibsmuseum den 28.12.2011. Jeg måtte bare eje den, uanset pris. Ho ho. Den var ik' synderlig kostbar. Godt det samme ;-) Hvad kendte jeg til dens historie? Nada.
Så står jeg dér natten til den 27. januar og keder mig lidt. Det er totalt signaldødt område både for min Telenor smartphone og min Telenor USB-internetforbindelse på den bærbare. Hmmm... Hva' så at gør' å' griv i? Tjah... Ku' sgu' da f.eks. udforske brochurerne der hang der på væggen på gangen om hvad man kan nærstudere på egnen...
Så må det lige siges, jeg befandt mig ganske nær min barndoms eventyrland. Farfar og Farmors gård ved Hvorslev, hvor jeg opholdt mig ofte i løbet af min tidligste barndom. Vidste jeg dengang det geografiske område ligger lige i hjertet af en af Vikingetidens rigeste bopladser for mennesker? Næh. Far har måske nævnt det, men jeg har sikkert overhørt det, da han havde mere travlt med at fortælle om oldtid end jeg var parat til at lytte til dengang.
Gisp. Pludselig går det op for mig. Mammen Øksen jeg står med i kæden om min hals er fundet lige nøjagtigt her på egnen hvor jeg i dette øjeblik står. Den beskrives som en fornem høvdingeøkse. I hvert tilfælde er ornamenteringerne noget af et kunststykke. Udstillet er en tro kopi af den på
www.gudenaadalens-museum.dk hvor den også kan købes både i sølv og i bronze.
Jeg måtte bare sætte mig ned på den flade og sige waowwww... Den hellige fornemmelse er svær at beskrive med menneskeord. Det føltes som om at komme godt og grundigt hjem til sig selv med velbehag efter at have været borte langt væk meget længere end godt ret beset måske er.
Hmmm... Hvor var det lige ringen brast i stumper?
Farfar og Farmor døde i slutningen af 70'erne. Jeg regnede dem måske endda nok mere som forældre end mine egne, siden jeg var kommet længere ind på livet af dem. Jeg har sjældent grædt så intenst hulkende og længe som da jeg så Farfars afdøde legeme blive sænket ned i graven. Farmors begravelse kunne jeg ej være til stede ved da jeg var i Afghanistan.
Hvordan værdien af at kende disse to for mig kære kan føles hel igen, ved at bevidne Mammen Øksen, er det nok kun jeg selv der forstår.
Det er helt okay ;-)
