I august 2007 holdt vi familieferie på Ærø i et lejet sommerhus. Jeg muntrede mig med at samle tang på stranden, der endnu sad fast på deres sten. Hensigten var at tørre tangen og tage det med hjem for at bruge det som gødning i haven. Det meste af det blev komposteret til muld i vinteren 2007-8, gravet ned i jorden. For sjov skyld valgte jeg at hænge den røde savtang op i haven, der ses t.h. på billedet. Jeg synes det ku' vær' interessant at se, hvor længe den kunne hænge der uden at gå i fordærv.
Det højst besynderlige er, denne tangvækst hænger den dag i haven endnu, fuldkommen intakt.
Den er blevet lidt mindre. Noget af det har revet sig løs i storm og er faldet på jorden, hvor det kommer i kontakt med mikroorganismer, der kan konsumere det. Resten af væksten er fikseret med ståltråd for at fastholde det oppe i luften. Luftbårne mikroorganismer så som skimmel har ej en chance på det, formentlig pga. unikt stærke antioxydanter, antivirale og antibakterielle stoffer.
Jeg har ingen planer om at bruge den i maden. Er også udemærket klar over, der lugter ubehageligt på en strand, hvor der er smidt meget tang op af bølgerne i storm. Det må bare være noget andet end tangen, der udsender disse dunster. Tangen på billedet lugter ingenting af.
Det har hængt samme sted i 4½ år nu. Det er knastørt når luften er tør. I fugtigt vejr suger det fugt til sig, svulmer op og bliver blødt og bøjeligt. Det synes at kunne argumentere for, tang er selvkonserverende, med en ubegribeligt lang holdbarhed.
Det skal være min påstand at enhver kan gøre eksperimentet efter og nå frem til det samme resultat :-)
