Nærværende afhandling er et resultat af 8 års intense studier af, hvordan man tackler at have tang med i hverdagsmaden, uden at få så meget jod at det bliver skadeligt.
Undervejs har jeg fået hjælp fra Universitetsuddannede forskere, men pensum og uddannelsesforløb har jeg stået for som selvstuderende i kunsten at være i live/opretholde grundreglen, det er godt at få noget af alting.
Man skal kende et stof så grundigt, at man behersker reglen om feltet der ligger imellem anbefalet minimumsoptag og maksimumsoptag. Inden for dette rum er et stof gavnligt.
Ved indtag under minimum er det skadeligt, hvilket det også kan være ved indtagelse
højere end det maksimum, man tåler. Spørgsmålet er:
Hvad en den gyldne mellemvej med hensyn til jod i tang?
Jeg vil til enhver tid forsvare offenligt, hvad jeg i dette dokument har nedfældet.
Om jeg derved vil kunne tilkendes en licentiatgrad skal blive interessant at notere.
Udgangspunktet for mine eksperimenter var i 2004 at anskaffe værket af Hanne Kirstein
Tang - en gave fra havet.
Jeg synes, der var særdeles interessante perspektiver ved at have tang med i maden af helbredsmæssig karakter.
Jeg synes også, der var pænt mange forbehold jeg kendte til for, hvorfor det ingen god ide er at have tang med i hverdagsmaden. Den vigtigste af dem er, man derved risikerer at få mere jod end man tåler og at man derfor udvikler hormonelle forstyrrelser, lige som man udvikler hormonelle forstyrrelser, når man får for lidt jod.
I Folkemindesamlingerne er der eksempler på personer gennem 60'erne og 70'erne, der har udviklet hormonel lidelse ved at indtage kapselprodukter indeholdende dybhavstangen Kelp.
De videnskabeligt beskrevne tilfælde, udsendt som internationale advarsler, drejer sig i alle tilfælde om japansk Kombu. Der har f.eks. været en sag om Kombu tilsat til soyamælk, hvor jodindholdet var så højt, der blandt vesterlændinge har været eksempler på, det gav anledning til lidelse.
Jeg startede med at undersøge hvad der dengang fandtes af viden i Danmark om emnet.
Overalt stødte jeg på en antagelse om, man maximalt bør indtage 150 mikrogram jod i døgnet, hvilket mange mennesker allerede får på anden måde i kosten. Fra drikkevandet f.eks. men også fra flere andre småkilder.
Jeg skrev en mail til den japanske ambassade med en forespørgsel om hvor meget jod der er i det tang, der importeres til Danmark fra Japan og hvor de øvre grænser går, for hvor meget jod en vesterlænding som jeg kan tåle. Jeg fik det svar, at man henviste mig til min egen læge for at få råd.
Hmmm... Tænkte jeg. Det bliver jeg nok ik' ret meget klogere af, da der i almindelighed anbefales et jodoptag på max. 150 mikrogram pr. døgn.
Jeg søgte vejledning i Fødevaredatabanken, hvor i vi i princippet kan få alle nødvendige oplysninger om indholdet af de fødevarer vi bruger:
http://www.foodcomp.dk/v7/fvdb_namesearchres.asp
Selv nu 8 år efter er der kun omtalt 2 tangarter. Agar og japansk Kombu. Det er oplyst, der er 360 mikrogram jod i et gram Agar og at der ligeledes er 360 mikrogram jod i et gram Kombu. At tallet er det samme virker upålideligt. Hvor er iøvrigt tallene for Wakame, Arame, Hijiki, Søl og for de danske arter som Blæretang, Fingertang, Sukkertang, osv. ? Jeg synes det er ringe DTU Fødevareinstituttet har gjort så lidt ud af denne side af fødevaresagen.
Jeg opgav at blive klog på temaet inden for Rigets grænser. Søgte ud i den store verden, hvilket jeg brugte særdeles mange timer på. Til sidst lykkedes det mig at få øje på en amerikansk organisation af læger, der interesserer sig i særdeleshed for skjoldbruskkirtlen. Organisationen hedder Thyroid. Jeg kunne se, de har en publikation hvor jodindholdet i seaweed er særdeles grundigt belyst. Min daværende underbo Doctor Roy Sellers fra Syddansk Universitet var så venlig at få printet dokumentet ud til mig, hvilket man skal have en akademisk grad for at kunne gøre.
Her har jeg uploadet dokumentet til min hjemmeside:
http://tang-thorkil.dk/jodindholdiseaweed.pdf
På tidspunktet, sommeren 2007, hvor jeg fik dokumentet i hænde var jeg særdeles vild med at tygge en tangart til morgenmad, jeg havde importeret fra Mendocino Sea Vegetable Company i Californien, kaldet SeaPalm med det poetiske, latinske navn Postelsia palmaeformis. Det smagte aldeles pragtfuldt. Jeg kunne læse i dokumentet, at japanerne i gennemsnit indtager omkring 10 gram tang dagligt, målt i tørvægt og at de på den måde får helt op til 20.000 mikrogram jod uden i almindelighed at tage skade af det. Jeg kunne også læse, at der i mit elskede SeaPalm er 900 mikrogram jod pr. gram tang.
Nå. kan en japaner tåle alt det, så kan jeg vel også, tænkte jeg.
Gennem 18 måneder konsumerede jeg 4,3 kg Seapalm, svarende til 7,8 gram pr. dag, givende i gennemsnit 7.062 mikrogram jod pr. dag.
Meget kort fortalt, jeg fik en hormonel lidelse, sandsynligvis vis på grund af det for en vesterlænding meget høje jodoptag. Mine binyrer holdt op med at producere binyrebarkhormon med det resultat, jeg fik nogle betændelsesagtige, meget generende hudlidelser i ansigtet. Jeg er kommet mig over det igen, men har stadigvæk en smule neurodermatitis på det højre skinneben at tage vare på, hvilket lader sig gøre med lipidstyrkende cremer uden cortisonindhold. (Jeg var dog nødsaget til i en vis periode at ty til en lægeordineret cream indeholdende mindst muligt cortison, - der var ik' andet der virkede godt nok :-))
Tang havde jeg dog ingen trang til at undvære, da der er så mange helbredsmæssige fordele ved at ha' det med i maden men jeg reducerede mængden af det ganske betragteligt og holdt op med at spise det for sig selv, altså sammen med et eller andet anden mad.
I august 2010 var jeg så heldig at komme til at lære hovedforfatteren til Thyroids joddokument at kende. Det var til Professor Ole G. Mouritsens Internationale Tangkonference i Carlsberg Akademiet. Uden at kende hende lykkedes det mig at få mig placeret på stolen lige til højre for den amerikanske AIDS- og kræftforsker Jane Teas. Det er der kommet et aktivt samarbejde ud af.
Bl.a. følgende tabel, der i mindre format indgår i dokumentet:
http://tang-thorkil.dk/jodvejledning.pdf
Tabellen indikerer, at det øvre tolererbare jodindtag for en vesterlænding pr. døgn fra tang er 1.000 mikrogram og at dette kan lade sig gøre, såfremt man afholder sig fra at bruge de allermest jodholdige tangarter, såsom japansk Kombu, amerikansk Seapalm, japansk Hijiki og japansk Arame. Personligt bruger jeg helst tangarter, der er så lidt jodholdige som muligt, velvidende jeg alligevel får nok også af jod.
Der er andre forskere der arbejder med temaet for min afhandling.
Ph.D. Morten Georg Jensen fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har følgende opfattelse:
Efter som tang er naturens suverænt mest jodholdige produkt, er det jo indlysende, man bør afholde sig fra at bruge tang i sin kost, da man derved uvægerligt risikerer at få overdosis af jod.
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_jod.aspx
Han er også bagmanden for den udbredte tese, det er det bedste at gravide og ammende afholder sig fra at have noget med tang at gøre:
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_gravid.aspx
Instinktivt havde jeg en fornemmelse af, 150 mikrogram måske er lige lidt mere i underkanten end godt er.
Der var en historie i 90'erne. Det var WHO der havde været på bane for at fortælle, der er ganske alvorligt mange eksempler på folkelidelser, der allesammen er begrundet i at skjoldbruskkirtlen bliver underforsynet med jod.
Det besynderlige er, samtlige af de 17 lidelsestilstande WHO beskriver findes i fuld flor i Danmark den dag i dag, bare i eskaleret tilstand, hvilket Myzødem f.eks. er inde i.
Danske læger synes at have været tænkende, de da vist nok lige overdriver en hel del de der WHO-nogen. De besluttede sig for kun at anskue temaet ud fra en skjoldbruskkirtel der er forstørret, pga. for lidt jod i kosten. Det viste sig at være tilfældet i nordjylland, hvorfor københavnerne fortsat følte sig trygge.
Vi fik fra år 2.000 ganske lidt syntetisk fremstillet jod tilsat det kogesalt, vi i ret mange andre henseender anbefales at bruge væsenligt mindre af.
Der efter blev det en udbredt anerkendt opfattelse, vi får det jod vi har brug for.
Når man nærstuderer de 17 alment forekommende lidelsestilstande er det faktisk ret uhyggeligt at tænke på, de højeste lægelige autoriteter i dette land hid til har tænkt på dem som autoimmune lidelser vi ingenting kender til og kan gøre noget ved.
Aborter. Dødfødte. Medfødte misdannelser. Øget perinatal mortalitet. Neurologisk kretinisme: underudviklet psyke, døvhed, spastiske lammelser og skelen. Dværgvækst. Psykomotoriske fejl.
Hypothyroidism har været en proces lang at oversætte. Det er blevet udlagt som en overaktiv skjoldbruskkirtel fordi ha' fået for meget tang. Det er der bare ingen eksempler rigtigt på i indberetningerne om lidelse. Derimod er der helt overvældende mange eksempler på, at det hypo som skjoldbruskkirtlen, specielt hos kvinder, er ude i, er, at kirtlen går i dvale pga. for lidt jodtilførsel, hvilket efterlader kvinden i en særdeles provokerende situation for sig selv og hendes omgivelser, underforsynet som hun er med de nødvendige hormoner for alting.
Der er særligt ét dokument, jeg henholder mig til,
Jane Teas har været så venlig at give mig indsigt i:
http://www.fao.org/DOCREP/004/Y2809E/y2809e0i.htm
Det er fra en MEGA Workshop FAO og WHO afholdt i 2001. Som pdf-fil er det et flere hundrede sider langt skrift, der omhandler anbefalet minimumsoptag og maksimumsoptag af samtlige mineraler og vitaminer.
Personligt finder jeg tabel 38 særdeles anvendelig, når det kommer til at udmåle, hvad hver eneste samfundsborger bør tildeles af jod hvert eneste døgn. Det er smukt det er sat op til for tidligt fødte spædbørn, spædbørn 0-6 måneder, spædbørn 7-12 måneder, børn 1-6 år, skolebørn 7-12 år, unge og vosksne 12 + år og gravide/ammende og at det er mikrogram jod pr. kilo kropsvægt der tæller.
Ud fra tabellen kan man beregne det bedste jodoptag til hver eneste individuel i riget :-) hvilket jeg anbefaler man gør ;-)
Det anbefalede optag ligger væsentligt over 150 mikrogram i døgnet i alle henseender, men så langt som 99% neden under det jodoptag, gennemsnitsjapanere tåler i dagligt indtag. Inden for spillerummet af denne ene % ik' alene tåler vi jod helt op til over 2.000 mikrogram, men har også ganske god brug for at få det tilført.
Dette er tang det bedste til at gøre. Det er f.eks. nok ingen god ide, bare at stoppe noget mere syntetisk fremstillet jod til det kogesalt, vi alligevel frarådes at gøre ret meget brug af.
Så er det jo hyggeligt Jane Teas lige her for nyligt har sendt mig et link til at se, der er engelske universiteter der pønser på at erstatte natriumklorid husholdningssalt, der godt nok er dømt ret langt ude som sundhedsfarligt/givende for højt blodtryk selv om man nyder det, med et kaliumsalt med meget lidt natrium i, bestående af tørret pulveriseret Fucus serratus = Gammelkendt dansk Savtang:
http://www.telegraph.co.uk/education/universityeducation/8831727/Ten-life-changing-ideas-under-research-at-UK-universities.html?image=4
