Onsdag og torsdag i denne uge op til jul brugte jeg på at lave små, nemme, lækre retter til Livsstilsekspert Christine Feldthaus og foretage research på et egnet sted til at plukke tang sammen med hende ved Djurslands kyst.
Jeg fik gæstfrit lov til at bo hos det ældre ægtepar Henrik og Ellen Wilhjelm. Jeg lærte dem at kende i maj 2012, da Ellen var opmærksom på, jeg var ved Djursland og hun havde vildt meget lyst til at blive introduceret i plukning af tang, hvordan man gør med at tørre det, bruge det i maden og hvad ved jeg :-)
Maden er en af mine morgenmadder med deres hjemmebagte brød, en af deres oste og granulat af ristet, stenmorterkværnet Lav klørtang, jeg selv havde medbragt, de også med fornøjelse benyttede sig af.
At være gæst hos Henrik og Ellen er lidt lige som at komme til inuitternes land, Grønland, hvor jeg endnu aldrig har været, men gerne kommer en dag.
Mens jeg var der havde jeg f.eks. lov til at bruge kaffekoppen der ses oven over tallerkenen, nærmest som om renen snuser til maden. Koppen er designet af en grønlandsk kunstner og i mine øjne smuk at se på.
Så havde jeg jo forøvrigt god tid ind imellem, mens jeg var hos Ellen og Henrik, der naurligvis også havde 117 andre gode gøremål.
Henrik har igennem årtier drevet virke som præst i Grønland. Det er en missionærgerning, men Henrik er en særdeles bemærkelsesværdig én af typen.
Han er autodidakt historiker og forfatter med et fuldkomment unikt talent.
Henrik har således udgivet dette værk, som er nummer to ud af tre:
Jeg bad om lov til at snuse til hans værker, mens jeg havde god tid til overs for mig selv. Reaktionen kom prompte. Som sagt har jeg endnu kun helt i overfladen studeret "af tilbøielighed er jeg grønlandsk". Jeg kan således endnu ej til fulde udlægge hvilken helt eminent baggrundsindsigt det er, til at kende de rette tilbøjeligheder i inuitternes hjemland.
Blot vil jeg sige: Præsten Samuel Kleinschmidt, der for længe siden har aftjent sin værnepligt på jorden, har gjort noget fuldkommen banebrydende for nulevende inuitters egen, gode selvforståelse, beroende på respekt for egen kultur.
Nu mig bekendt er en af dem, at have spiselig tang med i hverdagsmaden, omend de tidlige missionærer frarådede det som fattigmandskost, man hellere bør undvære. Vingetang og Søl bruges immervæk af inuitter i høj alder på deres helt egen maner :-) Godt det samme. Deres unge kunne med god fordel tage ved lære af dem.
