Jette Flemming har sendt mig følgende mail:
hej thorkil
du kender sikkert den artikel " Tænk dig om før du spiser tang, du selv har høstet" 12 maj 2011. Den ligger på www.altomkost.dk også på www.fuglognatur.dk . har du nogen erfaring om holdbarheden, hvis den er skyllet i postevand, som artiklen oplyser om, og hvad mener de med, at man ikke skal spise Søl?
Tak for sidst en utrolig oplevelse.
hilsen Jette
Artiklen hun referer til er denne fra Fødevarestyrelsen:
http://www.altomkost.dk/services/nyhedsrum/nyheder/2011/taenk_dig_om_foer_du_spiser_tang_du_selv_har_hoestet.htm
Jeg betragtede artiklen som en hilsen i anledning af mit arrangement den 15. maj på Samsø sidste år, hvor jeg via
www.idegryden.dk havde inviteret til deltagelse i tanghøst. Jeg valgte at betragte artiklen som en anerkendelse af, det er helt okay at høste de gammelkendte tangarter for at bruge dem i sin mad. I pressens øjne blev den imidlertid gennem hele agurketiden til en overskrift der hed:
Det er farligt at spise tang. Hmmm... Det er jo ik' li'e dét, der står i den, selv om der nævnes ting, det er
godt at passe på.
At tangs holdbarhed skulle blive mindre af at skylle det i ferskvand inden man hænger det til tørre derhjemme, har jeg ingen oplevelse af. Ferskvand virker på ingen måde til at kunne forringe tangs selvkonserverende egenskaber. Tænk blot på den røde Savtang fra Ærø, der nu på 5. år hænger intakt i vores have, selv om den jævnligt bliver blød af dug og regnvand den suger til sig. Er der behov for at skylle tangen hjemme mens det hænges til tørre, vil jeg dog nok også selv fremstille mig et vand, der saltmæssigt set er = med havvand, bare fordi tang er glad for salt :-) Jeg ville jo så selvfølgelig bruge havsalt.
Jeg har selv tænkt, næste gang jeg høster hvad der vokser på det laveste vand ved lavvande og stille vejr, hvor det er blottet for havvand, da vil jeg have en spandfuld havvand med, hvori tangen kan skylles inden den ligges i sankekurven. Erfaringen fra i år er: det er simpelthen ikke nok forsigtigt at ryste de små dyr af, der lever i tangen. Det er heller ikke nok til at fjerne hvad der måtte sidde af sandkorn i tangen. Ingen af delene er jo sjovt at få i munden, når man bruger tangen i sin mad ;-) Jeg havde et lille parti Lav klørtang hvor jeg kunne se, der var sandkorn i efter det var tørt. Det blødte jeg simpelthen op i en spand med en saltopløsning af havsalt på 1%. Så kunne jeg vaske det godt og grundigt og hænge tangen til tørre igen. Tihi. Så lå alt sandet på bunden af spanden. Nem rensemetode :-) Indtørrede havbænkebiddere i Klørtangen klipper jeg simpelthen fra ved at fjerne hele stykket hvor de sad.
Ældre nordamerikanske indianere betragter fritterede havbænkebiddere som en delikatesse. Det er jeg ik' sikker på hvide mennesker gør i almindelighed :-) Barbara Stephens Lewallen fortalte en historie om en kunde på en restaurant i Californien, der fandt en stor, indtørret havbænkebidder på sin tallerken, hvor der blev serveret noget af hendes og Johns tang. Det var mildest talt ik' populært...
Jeg har fremstillet billedet for at vise, hvad det er der kan være i tangen man har taget med hjem, med mindre det er tilstrækkeligt godt skyllet i havvand. Det er bittesmå snegle, havbænkebiddere, rejebørn og tanglopper. Ved blotlagt havbund sidder de nedenunder tangen og putter sig, for at undgå at tørre ud i solen. Det tåler tangen, men smådyrene gør det ikke, - måske gør havsneglene det en vis tid.
Det har været et utroligt møjsommeligt arbejde at tjekke det tørrede tang igennem for smådyr og sand, mens jeg har klippet og pakket det. Jeg synes imidlertid det er et minimums kvalitetskrav til tang, man køber, dette arbejde er gjort med
omhu. Dog anbefaler jeg alligevel at tjekke tangen igennem en ekstra gang inden man bruger det i sit køkken. Jeg kan ik' helt udelukke, der er ting, jeg har overset. Den sorte
ting er rodfæstninger jeg klipper af tangen inden det pakkes. Der
kan være nogen jeg har overset. De er heller på ingen måde sjove at få i munden, da der er grus og småsten på bunden af dem. Altså:
Vær opmærksom på dem og
fjern dem, hvis jeg skulle have overset nogen af dem!
Min Bedstemor gav mig en ide, mens jeg hængte tang til tørre og der dryssede levende småsnegle m.v. ned fra det:
Hav lidt havvand på bunden af en spand sammen med lidt tang, anbring smådyrene deri så de kan overleve, tag spanden med ud til havet næste gang du høster og
sæt dem fri. Jeg har lavet en lille video om at følge hendes råd:
http://www.youtube.com/watch?v=SgCI9jYkdEM&feature=g-upl
Jette spørger hvorfor Fødevarestyrelsen anbefaler at lade være med at høste Søl tang til spisebrug. Det gjorde de, fordi der er forekomst af nervegiften
kainsyre i det. Det er kendt i folkemedicinen, hvor man af samme grund har brugt Søl tang til at fjerne indvoldsorm. Prannie Rhatigan beskriver i hendes bog Irish SEAWEED KITCHEN, hvordan dette stadig praktiseres i Irland.
Professor Ole G. Mouritsen har undersøgt hvor meget Søl tang en person på 75 kg skal spise af dette tang, før det har en tilsvarende skadelig virkning. Konklusionen er, at en sådan person vil skulle indtage mellem 30 og 1.800 kg Søl tang på éngang, alt efter hvor meget kainsyre der er i det. Man kan højst indtage mellem 4 og 10 gram af det af gangen. Altså er det ugiftigt for mennesker.
Måske burde man lave en tilsvarende undersøgelse af, hvor meget Butblæret sargassotang og Hijikitang man skal indtage, for at blive forgiftet af uorganisk
arsen. Det
kunne være det forholder sig tilsvarende...
