Viser opslag med etiketten degeneration. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten degeneration. Vis alle opslag

lørdag den 9. februar 2019

Vidnesbyrd om Blæretangsfamiliens milliarder af år gamle formeringsmetode ♥ ♥ ♥ ♥ ♥



Det mest troværdige bevis for, at familien af Fucus tangen er så overnaturligt fantastisk på alle måder er, at familien har fuldkomment opretholdt sin integritet med hensyn til hvordan reproduktionen foregår lige siden tidernes morgen for milliarder af år siden, hvor de første mikroalger opnåede evnen til at blive til de makroalger vi kender som Seaweed eller Tang.

Der er ingen andre levende ting, der kan fremvise en så intakt væren sig selv. 
Groft sagt er alt andet oprindeligt muteret til ukendelighed.

Billedet viser hvordan Fucus serratus (Savtang) formerer sig selv.

Mens jeg havde brug for at plukke meget tang effektiviserede jeg det, ved at nøjes med at tage afsted ved tiderne for fuldmåne og nymåne, hvor det er nemmest tilgængeligt uden at dykke eller wade ud på dybt vand. 

Derved snublede jeg over en Svensk Professor ved navn Lena Kautsky, der gennem mange år har bevidnet Blæretangsfamiliens reproduktion. 
Hun lærte mig, at det er månen og solen, der styrer fødslerne af tangbørnene. 
Deres magnetiske kraft kan hæve og sænke havoverfladen og når de sænker den mest muligt er det fuldmåne eller nymåne. 
Det kan forudses i det pågældende års månekalender.

Lige op til fuldmåne i sommer månederne er månens kraft så stærk, at den lige som veer i en fødsel gør det, åbner op for tangens livmoder, så babyerne kan presses ud.

Fordi jeg var afsted på Tanghøst til fuldmåne tid et år, lykkedes det mig at fotografere det indledende billede, der dels viser savtangens livmødre mere eller mindre har åbnet sig, mens der i andre mødre er ved at blive presset de små orange babyer ud, der bærer det genetiske materiale til at blive til fuldt udvoksede vækster, der selv ejer evnen til mere reproduktion.



Et andet bevis for Blæretangsfamiliens reproduktionsevne er, hvad der sker, når en 'arm' af tangen bliver revet af i det hårde liv i havet. 
Jo. 

Ud af såret vokser der mangfoldige nye vækster, der hver for sig bærer potentialet til at blive fuldt udviklede vækster.
Det billede lykkedes det mig en anden høstdag at skyde efter mange gange at have observeret noget tilsvarende.



Maleriet skildrer, hvordan meget ung Savtang ser ud.



Jeg hygger mig meget med at den Savtang, der voksede i Vikingetiden er den fuldkomment samme, som der vokser i dag.



Jeg hygger mig endnu meget mere med at Savtangen er mindst lige så gammel som Kong Neptun og hans Havfrue.

Det siger næsten sig selv, at noget, der er så levedygtigt, har noget overnaturligt godt at tilføre menneskets DNA-system.
Jeg vil sige, menneskets DNA er for sin optimale udnyttelses skyld, designet til dagligt indtag af små mængder af de tangtyper, der bliver forhandlet.

Det humane DNA er på uhyggeligt mange måder degeneret så langt væk fra sit oprindelige billed design, at det skriger til himlen.

Fra dag 1, der startes med at revitalisere ens DNA ved hjælp af tang i maden, begynder der at ske gode forandringer. 

Det fede ved de forandringer er, jo længere man fortsætter dagligt med det tang i maden, jo mere kommer man op at køre i den processor og RAM nervesystemet er.

En menneskelig processor helt uden tang svarer til cirka 16 Megabyte Ram. Med tiden man har tangen med i maden dagligt hedder opgraderingen 32 Megabyte Ram ... 64 ... 128 ... 256 ... 512 ... 1024 ... 2048 ... 4096 ... 8192 ... 16384.

Det er forskelligt, hvor lang tid der går, med at tage kvantespringet fra det ene RAM level til det næste.
Men sikkert er det, at når RAM har integreret 8192 så udnyttes alle gode evner i mennesket optimalt i alt.

Når man når 16384 er man en engel, der kan overkomme meget mere, end man har brug for at gøre for sig selv.
Det er dertil jeg er kommet.

Hvordan mon 32768 bliver???
For ikke at sige 65536 eller 131072 eller ...







lørdag den 8. december 2012

Har fleksible cellemembraner og spiselig tang noget med hinanden at gøre?


Droningeligt Benådet Professor Ole G. Mouritsen beskæftiger sig primært med cellemembranernes betydning og funktion. Det synes umiddelbart ingen forbindelse med spiselig tang at have, men det har det i allerhøjeste grad :-)

Cellekemi og psykologi har en indre samhørighed, det er godt værd at være opmærksom på.

Når jeg giver mig til at tale til nogen om betydningen af at have fleksible cellemembraner, har jeg endnu kun oplevet:

Hvad snakker manden om?
At forholde sig til sundheden for de enkelte celler i ens krop er tilsyneladende for abstrakt for de fleste )-:

Jeg kan vende tingene på hovedet ved at fortælle, jeg er kommet over mange beretninger om hvad en trægt virkende cellemembran giver af fysiologiske og psykologiske konsekvenser.

Ved det ekstreme sukkerindtag mange mennesker foretager i dag, man aldrig i den grad har gjort før i historien, bliver cellerne så og sige glasserede.

Affaldsstoffer har mere end svært ved at komme ud og værre endnu:
Livsvigtige næringsstoffer har mere end svært ved at trænge ind over cellevæggen og blive gjort god gavn af.

Sådan en celle er rigtig meget ked af det, jo længere tid der går.
Den føler sig simpelthen truet på livet.

Det er den også, rent bogstaveligt.
Og mennesket der bærer disse trillioner af celler i sig
er i det selvsamme elendige humør.

Så udvikler man samtidig degenerative lidelser, der sådan set bare er et udtryk for at alting i kroppen virker alt for trægt.
Når det går helt galt giver kroppen sig til at misforstå sig selv
og angriber sig selv,
hvilket kaldes autoimmun lidelse.

For tiden eskalerer autoimmun lidelse ekspansivt og giver sig alle mulige forskellige udslag, at der er mere end god grund til at gøre noget radikalt ved det.

Det allermest velgørende man kan gøre for sine cellemembraner er at tage en lille smule spiselig tang med ind i den mad, man alligevel spiser, dagligt.

Jeg har gjort det i så mange år nu, jeg er istand til at berette om, hvilken gavn det gør for cellernes stofskifte :-)

En fleksibel celle er i flow.
Med en hastighed der er større end lysets udledes affaldsstoffer og næringsstoffer optages lige nøjagtig i de mængder, der er udsendt bestilling om i det neurale netværk.

Jeg kan illustrere helt konkret, hvad det giver, at have en så næsten overnaturlig reaktionsevne:

Da jeg for nylig skulle hælde noget skoldhedt andefedt over i en opbevaringsskål smuttede det fedtede fad mellem fingrene på mig, således et stort skvæt af det kogende fedt væltede ud.
Jeg sansede begivenhedsforløbets konsekvenser i det splitsekund det foregik og inden fedtet var landet på mine overlår kastede jeg underkroppen langt nok tilbage, samtidig med at jeg rakte overkroppen ind over køkkenbordet, med det resultat fedtet ramte køkkenbordet i stedet for at skolde mine overlår heftigt.

Før spiselig tang med i hverdagsmaden med meget forsinket reaktion
ville jeg uvægerligt have skoldet mig ad helvede til ;-)

Sådan har jeg med min f***ing specielle madvane i rigtigt mange tilfælde undgået smertefulde ulykker, der ellers ville have overgået mig :-)


Billederne er fra receptionen den 3. april 2009 på Oles bog
Tang - Grøntsager fra havet. Jeg har selv fotograferet dem.
Hele billedserien er her:
https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/
ReceptionPaProfessorOleGMouritsensVRkTangGrNtsagerFraHavet