Viser opslag med etiketten Søl tang. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Søl tang. Vis alle opslag

onsdag den 8. januar 2020

MYSTERIUM: HVORDAN KAN DET VÆRE AT NORSKE VITALIA TAREMEL (Tangmel) FORSVANDT FRA MARKEDET EFTER STOR SUCCES I 2 ÅRTIER???


Det er rigtig svært at læse, hvad der står med små bogstaver i annoncen, der er fra 1954. Derfor har jeg valgt at skrive, hvad der står med større bogstaver og oversætter samtidig fra Norsk til Dansk ... i fald der er læsere, der har svært ved at læse Norsk.

"Den kendte finske geolog, professor Väinö Auer udtaler ifølge Aftenposten 19.01.1954 at jordens befolkning trues af degeneration på grund af alvorlige mangler hos mennesker, dyr og planter, som skyldes jordens fattigdom på visse stoffer.

EN GUDEGAVE FRA HAVET
Også DE behøver de stoffer havets planter indeholder, men som vores ernæring ellers er yderst fattig på. Millioner af mennesker i Østen spiser taremel dagligt fremstillet af havplanter. (I Norge betyder tare tang, der vokser på bunden af det dybere hav, mens tang for dem er det tang, der vokser på det laveste havvand). Asiaternes enestående vitalitet, ungdommelige udseende og friske hud, regner mange som det bedste bevis for tareplanternes betydning. Ikke uden grund anbefaler en af Norges førende skønhedspleje eksperter, at man dagligt bør spise VITALIA TAREMEL eller TARETABLETTER. Flere og flere kvinder og mænd, børn og unge begynder at forstå hvor vigtigt det er at bruge denne gudegave som havet skænker os i form af VITALIA TAREMEL. Mange som har brugt VITALIA TAREMEL noget tid er begejstrede for dette epokegørende naturprodukt og anbefaler ivrigt alle andre at begynde med det. Ikke uden grund anvendes tare i dag af mange idrætsudøvere og mange Amerikanske ejere af væddeløbsheste giver hestene dagligt tilskud af Norsk taremel for at opnå de bedst mulige resultater. Der er derfor gode grunde til at VITALIA TAREMEL bør indgå som et vigtigt led i den daglige kost. Har man først fået øjnene op for en rigtig kosts betydning for trivsel og arbejdslyst, så vil man næppe undlade at give VITALIA TAREMEL den naturlige plads i den daglige kost som det retteligen fortjener.
Derfor bør hele familien hver dag i året
sommer som vinter tage en teskefuld
grovmalet eller finmalet
VITALIA
TAREMEL
sammen med lidt vand
eller saft eller som
krydderi i maden
eller tage nogle få
delikate
VITALIA TARE-TABLETTER.
Fås hos apotekere
og købmænd".

Hæ Hæ ... den får bare hele armen den der markedsføring.
Jeg har lavet rigtig meget research på den her sag.

Grundlæggeren af VITALIA
var Nordmanden Ørnulf
Thorbjørn Myklestad.

Han må have været en velhavende forretningsmand for det ligner helsides annoncer i de Norske dagblade og han fik endda denne meget søde videofilm stablet på benene:


På en måde er det helt surrealistisk. I mere end ti år har man sagt om tang i maden i Norge, at det er Fremtidens Mad, sådan engang ude i 2050, når vi formentlig er så mange mennesker, at man er nødt til at tage nye fødevareemner op.
Men det her handler altså om et meget populært fortidigt Norsk kosttilskud og i dag i nutiden er der rigtig mange Nordmænd, der meget ihærdigt arbejder for, at Tang & Tare er nutidens kosttilskud, der kan tilsættes til uanset hvad for noget mad. Her smelter fortid, nutid og fremtid sammen i ét.

Hvordan kunne det gå til, at Ørnulf Thorbjørn Myklestad var så langt fremme allerede i 1954? Det har at gøre med, at Nordmænd altid har været meget kreative i svære tider, hvor der er mangel på alle mulige fødevarer. Under 2. verdenskrig udkom der flere Norske bøger, der gav anvisninger på, hvordan også tang & tare kan indgå i kosten.
Myklestad havde læst en af dem.



Tang og Tare
som vitaminkilde -
Kur mod mangelsygdomme
hos mennesker, husdyr
og planter 1943.

Myklestad må have været en meget visionær forretningsmand. Selv i dag er det sådan, at langt de fleste helbredsmæssige lidelser i virkeligheden blot er mangelsygdomme. Kroppen reagerer sygt på at få for lidt af livsvigtige mineraler, vitaminer m.m. som er til stede i overflod i tang og tare. Så kunne han se et kæmpe marked. Og som vi har set i hans annoncer var han en meget dygtig agitator. I dag ville den Norske Fødevarekontrol nok have nedlagt forbud mod hans agitation, fordi han i den grad lavede anprisninger af hans produkter.

Hvad var det for noget tare, der var i Myklestads produkter og hvor fik han det fra?

Når han både havde produkterne ude hos købmændene og apotekerne, så må der jo have været tale om tonsvis. Det har en enkeltperson ikke høstet selv, malet ned til granulat og endda fyldt på kapsler. Det var Stortare han brugte. Hvor kunne han købe sig til det i så store mængder?

Prøv at se på den her hjemmeside:

Tang Firmaet der linkes til, er i dag på andre hænder, men blev oprindeligt udviklet af Nordmænd for at udvinde Alginat til al mulig medicinsk og industriel brug. Firmaet er mere end 100 år gammelt. Når de har udvundet alginaten af stortaren så har de kæmpestort restprodukt. 
Jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, men jeg antager, at Myklestad simpelthen har tilbudt at bortskaffe denne tang for en billig penge og det har de så sagt JA til, fordi de alligevel skulle af med det som det 'affald' fra produktionen, det var. 

Første gang jeg holdt et offentligt foredrag om Tang for en stor folkeskare var for 10 år siden. Der var en ældre kvinde i forsamlingen, der kort fortalte om en jævnaldrende veninde der i 60'erne indtog Vitalia Taremel. Kvinden sagde: "Hun blev uhelbredeligt syg af det, fordi der var alt for meget jod i. Hvorfor skal vi så igen spise tang"? Det kunne jeg ikke svare på dengang. Det kan jeg først i dag. Men noget tyder på, at der efterhånden var så mange mennesker, der fik det dårligt af Vitalia produkterne, at Fødevarekontrollen simpelthen greb ind og forlangte produkterne fjernet fra markedet.

Danske NATUR DROGERIET har indtil for nylig haft et produkt tilsvarende VITALIA på markedet.




Læg mærke til, at der står på dåsen: "Anvendes sparsomt (ca. 25 mg pr. dag), da jodindholdet er højt". 25 milligram er så lidt, at det kun kan vejes af på en elektronvægt, som ingen almindelige husholdninger har. Det svarer måske til køkken begrebet 'en knivspids', men hvem kan håndtere det nøjagtigt?  
Jeg havde nogle samtaler med den nu forhenværende Direktør for NATUR DROGERIET. Han fortalte mig, at Fødevarekontrollen jævnligt var på nakken af ham, for at få ham til at fjerne firmaets tangprodukter. Det ville han bare ikke, fordi der er så meget godt i tang.
I dag har den nye CEO for firmaet dog fjernet Taremel. I stedet har firmaet udelukkende pulveriseret Blæretang på salgslisten også i form af kapsler. Det giver god mening, fordi jodindholdet i Blæretang i en dagsration på 5 gram (en teskefuld) er nok til at give et menneske jod nok, uden nogen risiko for at få for meget. Blæretang har også den fordel for en forhandler, at det er accepteret af Fødevarestyrelsen.

Summa sumarum: Vitalia Taremel forsvandt formentlig fra markedet, fordi der var nogle mennesker, der fik det dårligt af det.

Skal man så slet ikke indtage tangtyper, hvor der er allermest jod i? Der taler vi om Sukkertang, Fingertang, japansk Kombu Tang o.a. 

Det er simpelthen udelukkende et spørgsmål, om ens nyrer er normalt fungerende eller ej. Optimalt fungerende nyrer udskiller jod, hvis man en dag har fået mere end kroppen har brug for. Så er der jo ingen grund til at bekymre sig om noget og det er hammer nemt at finde ud af, om ens nyrer udskiller godt nok. Det er bare en lille blodprøve hos lægen og så får man svar den næste dag. Hvis nyrerne har en forringet evne til at udskille, så er det en rigtig god idé, kún at spise lidt tang, hvor der i hvert tilfælde ikke er mere jod end det, kroppen skal bruge dén dag. Det er så de forskellige slags Blæretang, Noritang, Purpurhinde, Søl Tang og Vingetang. 

Det er også godt, lige at huske på, at den eneste måde at få jod nok, det er tang. Man bliver rigtig meget dårlig af at få for lidt. Hjernen går simpelthen i stå/i dvale. 

Er man i tvivl om, hvor meget jod man har brug for at få hver dag, så læs og studér den her tabel fra WHO:

Alt i intervallet fra minimum til maksimum er fint, mens det er meget kritisk at få mindre end minimum.

onsdag den 30. januar 2013

Smage på vellagret Søl tang fra Grand Manan


På personligt lager har jeg Super Dulse
(=Søl tang) liggende nu på 4. år.
Det er købt hjem fra
men er sådan set
ikke fra Californien.
John og Barbara opkøber
det ved høstfolk fra Grand Manan
beliggende på østkysten af Canada.
Jeg ville lige smage på kvaliteten af
det her til min morgenmad.
Jo jo, den er god,
men nu går der nok
et år, før jeg smager på
det igen ♥

Papkassen i baggrunden
er emballagen jeg fik
tangen leveret i.
Jeg synes det er sødt
at et af de ældste
internetfirmaer
i vesten der forhandler
spiselig tang, stadigvæk
sender en papkasse
med et håndtegnet motiv


Forøvrigt er det en sød historie,
at de første hvide mennesker
der bosatte sig på østkysten
af Canada, lærte af indianerne
at plukke Søl tang, tørre det og
bruge det som mad til at leve godt
om vinteren. På den måde kom hvide
mennesker til at tage del i indianernes
årtusindlange tradition og gør det
såmænd stadigvæk den dag i dag

lørdag den 15. december 2012

Besøg hos ægteparret Ellen og Henrik Wilhjelm


Onsdag og torsdag i denne uge op til jul brugte jeg på at lave små, nemme, lækre retter til Livsstilsekspert Christine Feldthaus og foretage research på et egnet sted til at plukke tang sammen med hende ved Djurslands kyst.

Jeg fik gæstfrit lov til at bo hos det ældre ægtepar Henrik og Ellen Wilhjelm. Jeg lærte dem at kende i maj 2012, da Ellen var opmærksom på, jeg var ved Djursland og hun havde vildt meget lyst til at blive introduceret i plukning af tang, hvordan man gør med at tørre det, bruge det i maden og hvad ved jeg :-)

Maden er en af mine morgenmadder med deres hjemmebagte brød, en af deres oste og granulat af ristet, stenmorterkværnet Lav klørtang, jeg selv havde medbragt, de også med fornøjelse benyttede sig af.

At være gæst hos Henrik og Ellen er lidt lige som at komme til inuitternes land, Grønland, hvor jeg endnu aldrig har været, men gerne kommer en dag.
Mens jeg var der havde jeg f.eks. lov til at bruge kaffekoppen der ses oven over tallerkenen, nærmest som om renen snuser til maden. Koppen er designet af en grønlandsk kunstner og i mine øjne smuk at se på.

Så havde jeg jo forøvrigt god tid ind imellem, mens jeg var hos Ellen og Henrik, der naurligvis også havde 117 andre gode gøremål.

Henrik har igennem årtier drevet virke som præst i Grønland. Det er en missionærgerning, men Henrik er en særdeles bemærkelsesværdig én af typen.
Han er autodidakt historiker og forfatter med et fuldkomment unikt talent.
Henrik har således udgivet dette værk, som er nummer to ud af tre:


Jeg bad om lov til at snuse til hans værker, mens jeg havde god tid til overs for mig selv. Reaktionen kom prompte. Som sagt har jeg endnu kun helt i overfladen studeret "af tilbøielighed er jeg grønlandsk". Jeg kan således endnu ej til fulde udlægge hvilken helt eminent baggrundsindsigt det er, til at kende de rette tilbøjeligheder i inuitternes hjemland.

Blot vil jeg sige: Præsten Samuel Kleinschmidt, der for længe siden har aftjent sin værnepligt på jorden, har gjort noget fuldkommen banebrydende for nulevende inuitters egen, gode selvforståelse, beroende på respekt for egen kultur.

Nu mig bekendt er en af dem, at have spiselig tang med i hverdagsmaden, omend de tidlige missionærer frarådede det som fattigmandskost, man hellere bør undvære. Vingetang og Søl bruges immervæk af inuitter i høj alder på deres helt egen maner :-) Godt det samme. Deres unge kunne med god fordel tage ved lære af dem.

søndag den 23. september 2012

Søl tang og Vingetang fra Ikerasaarsuk

En dansker bosiddende i den lille bygd Ikerasaarsuk på vestkysten af Kalâtdlit Nunât (Grønland) kontaktede mig for nylig, for at høre hvordan vi kunne få arrangeret at jeg sendte ham smagsprøver af den spiselige tang, jeg selv høster. Han fortalte, han er skolelærer i bygdens skole og har været afsted sammen med børnene for at høste Buletang, Søl tang og Vingetang, tørre det og bruge det i maden.
Hvorfor laver vi ikke bare en byttehandel?, spurgte jeg ham.
Jeg sender dig 50 gram Klørtang og 50 gram Fingertang og du sender mig 50 gram Søl tang og 50 gram Vingetang. Det var han helt med på.
Vi indgik aftalen tidligt i indeværende uge. Allerede lørdag formiddag ankom min pakke med pakkeposten, der ringede på.


Søltang fra Ikerasaarsuk


Vingetang fra Ikerasaarsuk

Da min arbejdsuge først er overstået sent fredag aften havde jeg sovet længe og endnu ikke spist morgenmad. Det var derfor oplagt at give sig til at smage direkte på tangen. HuHa det er en god kvalitet! De gode indholdsstoffer gik lige over i blodet og direkte op i hjernen på mig i løbet af nulkommadut. Det samme oplever jeg med det danske tang, men det er da hyggeligt noget tilsvarende gør sig gældende med tang fra Ishavet. 

Nu går jeg jo så og drømmer. Der burde være inuitter, der godt kunne tænke sig en biindtægt, ved at plukke gammelkendte tangarter, tørre det, klippe og pakke det og sælge det i onlinebutikker til købelystne forbrugere i Norden.
Det kunne også være, jeg skulle købe det op og bruge min eksisterende handelsplads på nettet til at videreformidle det. Jeg tror måske bare det første vil være det bedste, da prisen ellers bliver høj. Enhver der selv høster med salg for øje bør kunne tjene en krone pr. gram målt i tørvægt (gennemsnitlig verdensmarkedspris) Skal jeg opkøbe det og sælge det videre vil jeg også tjene en krone pr. gram på det. Så bliver det 2,50 kr. pr. gram incl. moms. Hmmm... På den anden side er det jo billigt, taget i betragtning det kun er en meget lille mængde tang man kan rumme at konsumere dagligt... Der skal ingen tvivl være om at jeg ønsker at kunne forhandle tang fra hele Norden.
Det er faktisk derfor mit firma hedder nordisk-tang.dk :-) 

torsdag den 31. maj 2012

Søl tang fra Djursland?


Jeg har stillet i udsigt, jeg ville komme hjem med dansk Søl tang fra min nylige høst ved Djursland. Hmmm... Der var ingen ting, andet end den stump der er at se til venstre på billedet. Jeg skal ej kunne udelukke at ha' bedre held en anden gang, der måtte komme. Men lige nu har jeg ingen dansk Søl tang.

Hvad så? Zoe og Sven fra Fremtidensmat i Norge har excellent Søl tang fra Island at levere:
http://www.fremtidensmat.no/butikk?catalogue_selected=259901_29005

Til eget forbrug har jeg købt noget af det og har lavet en lille video om det:
http://www.youtube.com/watch?v=p44Uk4D9N70&feature=youtu.be
Jeg kan kun anbefale Sven og Zoe's islandske Søl tang :-)

torsdag den 29. marts 2012

Dansk tang er fuld af umami


Jeg diskuterer følgende artikel fra Videnskab.dk:
http://videnskab.dk/krop-sundhed/dansk-tang-er-fuld-af-umami
Der er ved at komme focus på tang som en kilde til 'lækkerhed', hvilket må være en dansk oversættelse af det japanske ord umami, der betyder at noget er velsmagende, lækkert. Lækkerhed klinger måske også bedre i dansk øregang end velsmag. Godt fundet på af Lars Williams fra Nordic Food Lab/NOMA.
Det er allerede flere år siden forsøgene i Nordic Food Labs husbådskøkkenforskningsværksted blev udført, der nu er blevet til en offenlig publikation fra Ole G. Mouritsens side i online tidskriftet Flavour:
http://www.flavourjournal.com/content/1/1/4
Hvad NOMA har arbejdet videre med på temaet ved jeg ingenting om. Men det skulle på ingen måder forbløffe mig, at de har forfinet at bruge ingredienserne glutamat fra tang sammen med guanylat og inosinat fra de kilder, hvor de nu er at finde. Den synergi  (1 + 1 = 8) der kommer ud af det er simpelthen et smagseventyr, der blot lige er begyndt at blive skrevet om. Hvad der ik' er plads til af nye spændende kapitler i den livshistorie, det er nærmest en helt ny epoke af lækkerhed, der blot netop har åbnet porten ind til sit rige på fuld gab, - det er nærmest transcendentalt :-)

Det er oplivende, det er lykkedes Ole G. Mouritsen ved massespektrometri at finde så meget som 40 milligram glutamat i et udtræk af 100 gram af et parti dansk søl, leveret af Rasmus Bjerrgaard fra Blue Food. Men også oplagt at indholdet af glutamat muligvis varierer alt efter tidspunktet på året, det er høstet og måske også alt efter hvor i verden det er høstet?
Jeg ved nu, den vilde, danske søl, af andre årsager, egner sig bedst til at blive høstet i maj måned. Det kunne være befordrende at få sådan søl analyseret for sit indhold af glutamat. Når jeg selv har høstet i maj måned vil jeg se, om jeg kan få Ole til foretage massespektrometri på indholdet af glutamat i det :-)

Journalisten fra Videnskab.dk nævner, enhver kan prøve dansk søl tang af hjemme i sit eget køkken på basis af købe tangen nemt og enkelt på nettet.
Nemt og enkelt er det at foretage sine indkøb på nettet ja.
Mit kendskab til markedet for dansk søl tilsiger mig, vi lige nu kun er 2, der beskæftiger sig seriøst med det. Søl tangen i forsøgene i Christianhavns Kanal er også fra Island. Kan købes på Nordatlantens Brygge lige ved siden af. Gourmetangs søl er fra Bretagne i Frankrig. Søl tangen fra Havets Spisekammer er fra Irland.
Søl tangen fra Havtang er fra Maine i USA og endvidere er der flere danske småforhandlere af søl fra England og Irland. Havtang har også leveret fra Canada og Island.

Rasmus Bjerregaard fra firmaet Blue Food dyrker dansk Søl i ståltanke med havvand i kraftig bevægelse. Det har vist sig at være særligt optimalt for tangarten at modtage næringsstoffer godt og grundigt på hele sin overflade hele tiden. Jeg har smagt det og som gammelkending af god sølsmag må jeg sige yes, dette er selve Kongen af Søl, smagsmæssigt set og med hensyn til mundfølelsen. Aldrig har det taget mig så længe at tygge stykket mørt mellem tænderne til suppe og aldrig har der i mellemtiden udviklet sig så raffinerede smagsindtryk undervejs.

Det er en guddommelig oplevelse at smage vellagret søl. Vi har endda oplevet at Dulse (søl) fra Grand Manan på østside af Canada udvikler mere og mere intense smagskvaliteter ved at lagres nu på 5. år. Det giver god mening, når Ole sagde forleden til konference ved Teknologisk Institut i Århus, at den mest kostbare tang i Japan har lagret i ti år ved stuetemperatur i mørke, for at udvikle de allermest delikate smage man end vanskeligt kan forestille sig i sin mund uden at ha' smagt det ;-)

Professor og ekspert i sensorik fra Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet, Wender Bredie er citeret for følgende:
(lettere omskrevet til et mere forståeligt dansk, - man kan læse original citatet i artiklen og vurdere om jeg eventuelt fejlfortolker)

"Det spændende ved glutamat er, at det ingen kraftig smag er i sig selv. Effekten af glutamat er nærmere smagsforstærkende. Bare lidt af det giver mere kraftig og bedre smag til råvarerne det bruges sammen med.
I sig selv smager det knapt så meget af".
Iøvrigt er Wender Bredie citeret for: "Den fulde umamismag af glutamat opstår først i synergi med andre molekyler... Smagsreceptoren for glutamat bliver nemlig langt stærkere aktiveret, når der både er glutamat og ... guanylat og inosinat ... til stede".
Det svarer til Ole G. Mouritsens udtalelse i hans værk UMAMI - Gourmetaben og den femte smag, at 1 + 1 = 8, smagsmæssigt set, når der både er glutamat og guanylat eller inosinat til stede i en ret.

Artiklen i Videnskab.dk lader Ole appellere til danske kokke om systematisk at tage tråden op, eksperimentere videre og arbejde sammen med videnskaben.
Jeg har selv som hverdagskok arbejdet videre med principperne, hvilket jeg bl.a. har omtalt i denne blogartikel:
http://tangmadfrahav.blogspot.com/2012/01/anmeldelse-af-umami-gourmetaben-og-den.html
Der i er der link til to forsøg jeg har udført sammen med min kone, men vi har mange flere udførte eksperimenter, der på vores smagsløg har givet os et uddybende kendskab til, hvad det er det såkaldte umami gør ved lækker smagsoplevelse.

Min kone og jeg har primært arbejdet med pæredanske råvarer, når vi i første omgang ville undersøge virkningen af glutamat og guanylat sammen. Guanylaten har vi fundet i pulver af knastørrede shitakesvampe, men mener bestemt også at have fundet det i tørrede tragtkantareller fra vestjysk skov.
Tangarterne har været tre, der i en eller anden forstand er i familie med det japanske Konbu, i og med det er brune tangarter. Fingertangen, Laminaria digitata, i Fingertangsgastrikken er dén, der kommer nærmest på. Det pudsige er forøvrigt at den gastrik dufter bedre og bedre jo længere den henstår og giver bedre og bedre smagsoplevelse...
De to tangarter vi forøvrigt har haft fornøjelse af m.h.t. umamivirkning er den danske klørtang og blæretangen. Det er utroligt som de udvikler unikke aromastoffer ved længere tids lagring. Jeg vover endda påstanden, deres glutamatindhold forædles over tid.
Men det må komme an på Oles massespektrometri analyse. Vi selv har jo "kun" vores smagsløg som indikator og vores egen grad af oplevelse af velvære i kroppen ved at indtage et måltid ;-)

Billedet i indledningen er fra seneste forsøg, der gik ud på at fremstille et kvalificeret erstatningssalt for hvid køkkensalt med tilsætning af kunstigt jod. Ud over at det er lykkedes og at det er inspireret af forskere fra Sheffield Hallam University og aktører fra det engelske tangfirma Seagreens, betones det også her, at saltet har endda endnu bedre smagsfremmende kvaliteter end natriumklorid, foruden at det konserverer bedre og endda er en kraftig forhindring for mikrobers fremkomst og vækst i industrielt kødpålæg, hvor det er afprøvet :-)

Måske skulle jeg også slutte af med et billede. Det er fra forrige søndag, hvor jeg lavede aftensmad til Margot og jeg. En råkostsalat, hvor dressingen var indeholdende glutamat fra fingertang i gastrikform og guanylat fra finrevet knastør shitakesvamp:



mandag den 26. december 2011

Natmad mellem jul og nytår. Søl tang i fortsættelsen af Nordisk Sushi.



Jeg har en kollega der er en teenager ældre end mig. Jeg beundrer ham meget fordi han har opsat pensionsalderen. Han var ellers udset til at være nødlidende. Forhøjet blodtryk og dårligt kolesteroltal. Lægen sagde han burde sættes på blodtrykssænkende medicin. Han kunne huske han havde hørt, tang med i maden normaliserer blodtryk og kolesterol. Derfor sagde han nej tak og gik i gang med tang. Det virker. Det er derfor han har opsat pensionsalderen.

Her sidder jeg så en nat midt i julefreden der er over land og by. Så snart jeg har fri en længere tid har jeg mindre brug for søvn. Gik i går aftes i seng før 22 og var lysvågen 01.30. Så kan man jo godt være sulten. Har gemt fedt og sky fra juleanden. Ka' huske min ældre kollega nyder at bruge andefedtet på en rugbrødsmad, drysset med tangpulver og belagt med en god fed ost.

Der til har jeg så føjet røget laks af en bedste slags, flager af ingefær syltet i risvinseddike, håndknust, ristet dansk søl og ramsløgskapers. De gode eftersmage hænger endnu ved i munden mens jeg skriver.