Hvordan kan man gøre noget ved sløvt stofskifte og samtidig gøre sig fri af de giftige halogener fluor, klor og brom???

·

Det er ret almindeligt for især kvinder over 50, at stofskiftet simpelthen bliver for sløvt, men det kan også ramme mænd og mennesker, der er yngre. Jeg vil ikke her pinde ud, hvad symptomerne på for lavt stofskifte er. Når man har det, så kender man selv udmærket de negative konsekvenser det har.

Mange årvågne mennesker er klar over, at der en tendens i tiden til at blive forurenet med fluor, klor og brom. Der vil jeg heller ikke liste alle symptomerne på forgiftningerne op. Dykker man bare en lille smule ned i temaet, finder man hurtigt lister over, hvad det går ud på. Men ikke rigtigt nogle gode forslag til at blive helt fri for de der giftstoffer der.

Det helt store spørgsmål er: Hvad har sløvt stofskifte og de nævnte giftstoffer med hinanden at gøre? Det er der meget få, der ved. Jeg er ikke den eneste, der ved det. Jeg har mine kilder og jeg synes, det er på tide, at der nogle flere, der ved noget om det. For det er essentiel viden for enhver, der selv vil være ansvarlig for sin egen sundhed og velvære.

Hold på hat og briller og tag med ud på en flyvetur.

Det er naturligt jod, der får enderne i det her til at hænge sammen i en rød tråd. For helt at kunne forstå det, så er du lige nød til, sammen med mig at kaste et blik på det periodiske system ... planetens grundstoffer som videnskaben foreløbigt kender dem ... giv lige for en stund slip på at fysik og kemi muligvis var dødkedeligt for dig i folkeskolen, hvis det var tilfældet. Det var det for mit vedkommende.

Populært taler vi om jod som værende et mineral. Det er det sådan set ikke. Det er et halogen med atomnummeret 53 som set i den lodrette spalte med halogener VIIA.
Vi kender alle sammen duften af havet og oplever den særligt ved pålandsvind. Den duft det er jod, men det kan altså også bindes organisk typisk i tang.
Vi har alle sammen, med mindre lægerne har fjernet den, en skjoldbruskkirtel. Den ligner en sommerfugl og sidder foran på halsen under strubehovedet. Som nævnt andre steder er der mange andre processer i kroppen, der har brug for jod nok, for at fungere normalt. Det gælder også for skjoldbruskkirtlen. Meningen med den er, at den skal producere stofskiftehormoner. Disse hormoner er nødvendige for et normalt stofskifte i hele kroppen helt ned på celleniveau.
Hvad så hvis den kirtel får for lidt jod? Det gør den i rigtigt mange tilfælde, specielt hvis man ikke har for vane at bruge lidt tang i sin mad dagligt. De øverste lægesagkyndige har gennem mange år fastholdt, at et voksent menneske ikke bør få mere end 150 mikrogram µ jod hver dag. WHO har i mere end 20 år sagt, at det er et absolut minimum og at der er brug for mere.

Men det er de sagkyndige da ligeglad med. Det er som om de tænker: “Hvad er problemet? Folk kan da bare bruge medicinalindustriens medicin, hvis deres skjoldbruskkirtel bliver for inaktiv og vi kan da nemt fjerne den kirtel, hvis den opfører sig alt for evnesvagt” ...
JO JO ... men sender man syntetiske stofskifte hormoner ind i systemet ved hjælp af piller, holder skjoldbruskkirtlen så op med at efterspørge naturligt jod og at absorbere de giftige andre halogener?
Meget tyder på, det ej er tilfældet.

Skjoldbruskkirtlen er viljestærk. Den VIL HA det halogen den skal bruge, for at passe sit arbejde. No Mercy. Giver man den ikke frivilligt det jod, den har brug for, så optager den da bare noget af de andre halogener i stedet for. Se på søjlen over halogener: Fluor, Klor og Brom. Den opsuger også radioaktivt jod, hvis den har for lidt jod, men heldigvis kun, hvis den er i underskud.
Så kan man sige: Det er da en DUM kirtel, der indtager noget så uheldigt. Så er der jo mange ting, der går GED i. Det er da på ingen måde skjoldbruskkirtlen, der er for dum. Den insisterer bare på at passe det arbejde vor Herre ... eller hvem du nu var ... tænkte at den skal gøre, da menneske organismen genetisk blev designet. Det eneste dumme er, når mennesker selv lader være med at fodre kirtlen med det naturlige jod, den har brug for og som vi efterhånden ved, så er tang den eneste mulighed for at få jod nok.

Hvis man så endeligt giver sig til at sørge for, at få jod nok, hvordan bliver man så fri for det Fluor, Klor og Brom man har i sig??? Det rigtigt meget dejlige er, at det sker helt af sig selv, dag for dag med tang i maden. Se på søjlen igen. Fluor har atomvægten 19.00. Klor 35.45. Brom 79.90. Jod 126.90. Forestil dig så en boksering. Vi ved jo, at det er unfair at sætte en sværvægtsbokser til at slås med en, der vejer meget mindre. Men lige i den her sammenhæng er det nok egentlig meget godt, at bokser Jod med en vægt på billedligt 127 kilo tæver bokser Fluor med en vægt på kun 19 kilo helt ud af ringen og så fremdeles. Det er dét, der sker, når skjoldbruskkirtlen endeligt får jod nok, for den vil egentlig helst ikke have, at der er andre i ringen end det.

Velbekom

Unge ammende mødre der er veganere har ekstra meget brug for tangtilskud til kosten ♥

Lige for tiden har jeg ekstra mange yngre mødre inde på livet, der er veganere. 

Derfor har jeg trang til at skrive, der findes ingen som yngre, veganske mødre, der er i mangel for jod og andre livsvigtige micro nutrienter, hvilket kan medføre stor skade for moderen men også hendes barn hun opfostrer.

Skaden for moderen er først og fremmest, at hun tidligt på eftermiddagen mister alt hendes overskud og gode energi til at få ting gjort. For barnet er den største fare intellektuel fejludvikling/manglende indlæringsevne.

Jeg ved godt, det lyder dramatisk.
Det er dramatisk!

Hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke for længe siden har gjort de unge, veganske mødre opmærksom på det ... det ved jeg ikke ...
Men jeg véd, at jég kan henlede opmærksomheden på det.

Se engang på denne tabel fra WHO fra for næsten 20 år siden:

Tabellen beskriver hvor meget jod diverse befolkningsgrupper har brug for/kan udnytte i løbet af et døgn. 

Det er angivet i mikrogram = µg = én milliontedel gram = 1.000 µg = 1 milligram. Det er meget lidt, men sådan er det med mikro nutrienterne.

Så og så mange µg jod pr. døgn alt efter alder og kropsvægt.

Lad os antage en vegansk Moder er 35 år gammel.
Hun vejer 75 kilo.
Hun ammer et barn, der er fire måneder gammelt.
Barnet vejer 6 kilo.

Kvindens daglige behov for µg jod er minimum 265.
Hun kan meget sandsynligt profitere af helt op til 3.000 µg jod, hvilket er tre milligram.

Hun får ifølge de seneste undersøgelser under 100 µg jod, fordi hun ikke spiser andet end grøntsager, nødder med videre.

Det er sindsygt kritisk!

Det er endnu mere kritisk for hendes ammende unge også har hårdt brug for jod, for at kunne udvikle sig normalt.
Barnet med en vægt på 6 kilo, 6 måneder gammelt, har minimalt brug for 90 µg jod om dagen og kan sandsynligvis nemt profitere af 900 µg jod. Har moderen under 100 µg jod og skal også bruge til sit eget velbefindende, da kan det kún gå fuldkomment GALT ;-)

Det nemmeste at gøre ved det, er at moderen indtager tang i kapselform, for blandt så meget andet godt at få det tilstrækkelige jod, uden at skulle ændre på kostvanerne.

Seagreens kapsler med fint granuleret buletang egner sig ekseptionelt til at redde dagene for den unge, veganske Mor.

De kan rigtig meget nemt købes lige hjem i postkassen direkte fra lænestolen eller stolen ved køkkenbordet:
HER: 
https://www.oceansofgoodness.co.uk/Seagreens-Iodine-Capsules

Det er anbefalelsesværdigt at købe en hel kasse af gangen med 12 dåser, både for at spare porto, men mest for at være langtidssikret på at få to kapsler om dagen.

♥ ♥ ♥ ♥ ♥

♥ ♥ ♥ ♥

♥ ♥ ♥

♥

Ph.D. afhandling - Jod i Tang fra Havet

Nærværende afhandling er et resultat af 8 års intense studier af, hvordan man tackler at have tang med i hverdagsmaden, uden at få så meget jod at det bliver skadeligt.

Undervejs har jeg fået hjælp fra Universitetsuddannede forskere, men pensum og uddannelsesforløb har jeg stået for som selvstuderende i kunsten at være i live/opretholde grundreglen, det er godt at få noget af alting.

Man skal kende et stof så grundigt, at man behersker reglen om feltet der ligger imellem anbefalet minimumsoptag og maksimumsoptag. Inden for dette rum er et stof gavnligt.
Ved indtag under minimum er det skadeligt, hvilket det også kan være ved indtagelse
højere end det maksimum, man tåler. Spørgsmålet er:
Hvad en den gyldne mellemvej med hensyn til jod i tang?

Jeg vil til enhver tid forsvare offenligt, hvad jeg i dette dokument har nedfældet.
Om jeg derved vil kunne tilkendes en licentiatgrad skal blive interessant at notere.

Udgangspunktet for mine eksperimenter var i 2004 at anskaffe værket af Hanne Kirstein
Tang - en gave fra havet.
Jeg synes, der var særdeles interessante perspektiver ved at have tang med i maden af helbredsmæssig karakter.
Jeg synes også, der var pænt mange forbehold jeg kendte til for, hvorfor det ingen god ide er at have tang med i hverdagsmaden. Den vigtigste af dem er, man derved risikerer at få mere jod end man tåler og at man derfor udvikler hormonelle forstyrrelser, lige som man udvikler hormonelle forstyrrelser, når man får for lidt jod.

I Folkemindesamlingerne er der eksempler på personer gennem 60'erne og 70'erne, der har udviklet hormonel lidelse ved at indtage kapselprodukter indeholdende dybhavstangen Kelp.
De videnskabeligt beskrevne tilfælde, udsendt som internationale advarsler, drejer sig i alle tilfælde om japansk Kombu. Der har f.eks. været en sag om Kombu tilsat til soyamælk, hvor jodindholdet var så højt, der blandt vesterlændinge har været eksempler på, det gav anledning til lidelse.

Jeg startede med at undersøge hvad der dengang fandtes af viden i Danmark om emnet.
Overalt stødte jeg på en antagelse om, man maximalt bør indtage 150 mikrogram jod i døgnet, hvilket mange mennesker allerede får på anden måde i kosten. Fra drikkevandet f.eks. men også fra flere andre småkilder.

Jeg skrev en mail til den japanske ambassade med en forespørgsel om hvor meget jod der er i det tang, der importeres til Danmark fra Japan og hvor de øvre grænser går, for hvor meget jod en vesterlænding som jeg kan tåle. Jeg fik det svar, at man henviste mig til min egen læge for at få råd.
Hmmm... Tænkte jeg. Det bliver jeg nok ik' ret meget klogere af, da der i almindelighed anbefales et jodoptag på max. 150 mikrogram pr. døgn.

Jeg søgte vejledning i Fødevaredatabanken, hvor i vi i princippet kan få alle nødvendige oplysninger om indholdet af de fødevarer vi bruger:
http://www.foodcomp.dk/v7/fvdb_namesearchres.asp
Selv nu 8 år efter er der kun omtalt 2 tangarter. Agar og japansk Kombu. Det er oplyst, der er 360 mikrogram jod i et gram Agar og at der ligeledes er 360 mikrogram jod i et gram Kombu. At tallet er det samme virker upålideligt. Hvor er iøvrigt tallene for Wakame, Arame, Hijiki, Søl og for de danske arter som Blæretang, Fingertang, Sukkertang, osv. ? Jeg synes det er ringe DTU Fødevareinstituttet har gjort så lidt ud af denne side af fødevaresagen.

Jeg opgav at blive klog på temaet inden for Rigets grænser. Søgte ud i den store verden, hvilket jeg brugte særdeles mange timer på. Til sidst lykkedes det mig at få øje på en amerikansk organisation af læger, der interesserer sig i særdeleshed for skjoldbruskkirtlen. Organisationen hedder Thyroid. Jeg kunne se, de har en publikation hvor jodindholdet i seaweed er særdeles grundigt belyst. Min daværende underbo Doctor Roy Sellers fra Syddansk Universitet var så venlig at få printet dokumentet ud til mig, hvilket man skal have en akademisk grad for at kunne gøre.
Her har jeg uploadet dokumentet til min hjemmeside:
http://tang-thorkil.dk/jodindholdiseaweed.pdf
På tidspunktet, sommeren 2007, hvor jeg fik dokumentet i hænde var jeg særdeles vild med at tygge en tangart til morgenmad, jeg havde importeret fra Mendocino Sea Vegetable Company i Californien, kaldet SeaPalm med det poetiske, latinske navn Postelsia palmaeformis. Det smagte aldeles pragtfuldt. Jeg kunne læse i dokumentet, at japanerne i gennemsnit indtager omkring 10 gram tang dagligt, målt i tørvægt og at de på den måde får helt op til 20.000 mikrogram jod uden i almindelighed at tage skade af det. Jeg kunne også læse, at der i mit elskede SeaPalm er 900 mikrogram jod pr. gram tang.
Nå. kan en japaner tåle alt det, så kan jeg vel også, tænkte jeg.
Gennem 18 måneder konsumerede jeg 4,3 kg Seapalm, svarende til 7,8 gram pr. dag, givende i gennemsnit 7.062 mikrogram jod pr. dag.
Meget kort fortalt, jeg fik en hormonel lidelse, sandsynligvis vis på grund af det for en vesterlænding meget høje jodoptag. Mine binyrer holdt op med at producere binyrebarkhormon med det resultat, jeg fik nogle betændelsesagtige, meget generende hudlidelser i ansigtet. Jeg er kommet mig over det igen, men har stadigvæk en smule neurodermatitis på det højre skinneben at tage vare på, hvilket lader sig gøre med lipidstyrkende cremer uden cortisonindhold. (Jeg var dog nødsaget til i en vis periode at ty til en lægeordineret cream indeholdende mindst muligt cortison, - der var ik' andet der virkede godt nok :-))
Tang havde jeg dog ingen trang til at undvære, da der er så mange helbredsmæssige fordele ved at ha' det med i maden men jeg reducerede mængden af det ganske betragteligt og holdt op med at spise det for sig selv, altså sammen med et eller andet anden mad.

I august 2010 var jeg så heldig at komme til at lære hovedforfatteren til Thyroids joddokument at kende. Det var til Professor Ole G. Mouritsens Internationale Tangkonference i Carlsberg Akademiet. Uden at kende hende lykkedes det mig at få mig placeret på stolen lige til højre for den amerikanske AIDS- og kræftforsker Jane Teas. Det er der kommet et aktivt samarbejde ud af.
Bl.a. følgende tabel, der i mindre format indgår i dokumentet:
http://tang-thorkil.dk/jodvejledning.pdf
Tabellen indikerer, at det øvre tolererbare jodindtag for en vesterlænding pr. døgn fra tang er 1.000 mikrogram og at dette kan lade sig gøre, såfremt man afholder sig fra at bruge de allermest jodholdige tangarter, såsom japansk Kombu, amerikansk Seapalm, japansk Hijiki og japansk Arame. Personligt bruger jeg helst tangarter, der er så lidt jodholdige som muligt, velvidende jeg alligevel får nok også af jod.

Der er andre forskere der arbejder med temaet for min afhandling.
Ph.D. Morten Georg Jensen fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har følgende opfattelse:
Efter som tang er naturens suverænt mest jodholdige produkt, er det jo indlysende, man bør afholde sig fra at bruge tang i sin kost, da man derved uvægerligt risikerer at få overdosis af jod.
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_jod.aspx
Han er også bagmanden for den udbredte tese, det er det bedste at gravide og ammende afholder sig fra at have noget med tang at gøre:
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_gravid.aspx

Instinktivt havde jeg en fornemmelse af, 150 mikrogram måske er lige lidt mere i underkanten end godt er.
Der var en historie i 90'erne. Det var WHO der havde været på bane for at fortælle, der er ganske alvorligt mange eksempler på folkelidelser, der allesammen er begrundet i at skjoldbruskkirtlen bliver underforsynet med jod.

Det besynderlige er, samtlige af de 17 lidelsestilstande WHO beskriver findes i fuld flor i Danmark den dag i dag, bare i eskaleret tilstand, hvilket Myzødem f.eks. er inde i.
Danske læger synes at have været tænkende, de da vist nok lige overdriver en hel del de der WHO-nogen. De besluttede sig for kun at anskue temaet ud fra en skjoldbruskkirtel der er forstørret, pga. for lidt jod i kosten. Det viste sig at være tilfældet i nordjylland, hvorfor københavnerne fortsat følte sig trygge.
Vi fik fra år 2.000 ganske lidt syntetisk fremstillet jod tilsat det kogesalt, vi i ret mange andre henseender anbefales at bruge væsenligt mindre af.

Der efter blev det en udbredt anerkendt opfattelse, vi får det jod vi har brug for.

Når man nærstuderer de 17 alment forekommende lidelsestilstande er det faktisk ret uhyggeligt at tænke på, de højeste lægelige autoriteter i dette land hid til har tænkt på dem som autoimmune lidelser vi ingenting kender til og kan gøre noget ved.
Aborter. Dødfødte. Medfødte misdannelser. Øget perinatal mortalitet. Neurologisk kretinisme: underudviklet psyke, døvhed, spastiske lammelser og skelen. Dværgvækst. Psykomotoriske fejl.
Hypothyroidism har været en proces lang at oversætte. Det er blevet udlagt som en overaktiv skjoldbruskkirtel fordi ha' fået for meget tang. Det er der bare ingen eksempler rigtigt på i indberetningerne om lidelse. Derimod er der helt overvældende mange eksempler på, at det hypo som skjoldbruskkirtlen, specielt hos kvinder, er ude i, er, at kirtlen går i dvale pga. for lidt jodtilførsel, hvilket efterlader kvinden i en særdeles provokerende situation for sig selv og hendes omgivelser, underforsynet som hun er med de nødvendige hormoner for alting.

Der er særligt ét dokument, jeg henholder mig til,
Jane Teas har været så venlig at give mig indsigt i:
http://www.fao.org/DOCREP/004/Y2809E/y2809e0i.htm
Det er fra en MEGA Workshop FAO og WHO afholdt i 2001. Som pdf-fil er det et flere hundrede sider langt skrift, der omhandler anbefalet minimumsoptag og maksimumsoptag af samtlige mineraler og vitaminer.

Personligt finder jeg tabel 38 særdeles anvendelig, når det kommer til at udmåle, hvad hver eneste samfundsborger bør tildeles af jod hvert eneste døgn. Det er smukt det er sat op til for tidligt fødte spædbørn, spædbørn 0-6 måneder, spædbørn 7-12 måneder, børn 1-6 år, skolebørn 7-12 år, unge og vosksne 12 + år og gravide/ammende og at det er mikrogram jod pr. kilo kropsvægt der tæller.
Ud fra tabellen kan man beregne det bedste jodoptag til hver eneste individuel i riget :-) hvilket jeg anbefaler man gør ;-)

Det anbefalede optag ligger væsentligt over 150 mikrogram i døgnet i alle henseender, men så langt som 99% neden under det jodoptag, gennemsnitsjapanere tåler i dagligt indtag. Inden for spillerummet af denne ene % ik' alene tåler vi jod helt op til over 2.000 mikrogram, men har også ganske god brug for at få det tilført.
Dette er tang det bedste til at gøre. Det er f.eks. nok ingen god ide, bare at stoppe noget mere syntetisk fremstillet jod til det kogesalt, vi alligevel frarådes at gøre ret meget brug af.

Så er det jo hyggeligt Jane Teas lige her for nyligt har sendt mig et link til at se, der er engelske universiteter der pønser på at erstatte natriumklorid husholdningssalt, der godt nok er dømt ret langt ude som sundhedsfarligt/givende for højt blodtryk selv om man nyder det, med et kaliumsalt med meget lidt natrium i, bestående af tørret pulveriseret Fucus serratus = Gammelkendt dansk Savtang:
http://www.telegraph.co.uk/education/universityeducation/8831727/Ten-life-changing-ideas-under-research-at-UK-universities.html?image=4

I løbet af 2011 er der blevet fremsat flere besynderlige udtalelser om tang

Tang tilfører os flere giftige tungmetaller end dem vi allerede har for mange af ophobet i os. Det indre dansk farvand er ikke rent nok til at det er sikkert at spise af tangen. Vild dansk tang kan ikke være økologisk.
Nu hvor der også er jod i kogesaltet får vi jod nok og er i risiko for at få for meget af det, hvis vi dagligt bruger tang i maden.
Tang er en let fordærvelig fødevare.

Tang optager næringsstofferne fra havet direkte gennem "huden" og opkoncentrerer dem. Der foretages ingen skelnen mellem dette og hint. Således optages også stoffer vi foretrækker at undvære, f.eks. cadmium og arsen. Det mærkværdige er at de uønskede stoffer ej frigøres i os, når vi har tangen med i maden. Tværtimod er tang en unik mulighed i naturen for at blive udrenset for giftstoffer, der aldrig var tiltænkt at skulle være til stede i kropsvævet. Jeg har skrevet en reportage, hvor flere videnskabelige artikler dokumenterer denne tilsyneladende uhyrlige påstand. En af artiklerne er skrevet af japanske forskere. Deres kliniske forsøg påviser at selv en tangart som Hijiki virker udrensende på stærke miljøgifte:
https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/TangKanUdrenseGiftigeTungmetallerFraVoresKrop#

Tang af en fortrinlig kvalitet trives udemærket i dansk farvand. Det er den ældste, nulevende organisme på planeten. Muligvis er havet omkring Grønland mindre forurenet. I det øjeblik man anerkender tangs evne til at frigøre os for miljøgifte er det knapt så betydningsfuldt hvor rent havvandet er. Forøvrigt sørger strømmene i verdenshavet for at blande alt havvand med hinanden. Her og der er allevegne, mere eller mindre i tid og rum.

Tang dyrket i tanke og på liner skulle være mere økologisk end vildtvoksende tang. Hvis ik' tang skal leve af havvand med alt det indeholder, hvad skal det så leve af?

Kilogram og milligram er til at forholde sig til. Vi kender det. Mikrogram er en udfordring for intellektet. Et mikrogram er så lidt som en milliontedel gram. En uhyre lille mængde. Danske fødevareeksperter opretholder at anbefale 150 mikrogram jod pr. dag som maximum for hvad der er godgørende. Der er andre kilder til jod end tang. Nu hvor der også er tilsat jod til husholdnings saltet, mener nogen, vores behov for jod er dækket ind. Ugeskrift for Læger erkender for nylig, vort almene jodoptag fortsat ligger i den lave ende af skalaen for hvor meget vi bør få. Det er en af de bedre nyheder i 2011. Der forekommer lidelsestilstande i befolkningen, der kunne have været undgået, såfremt det almene optag af jod fra hverdagskosten havde været tilstrækkeligt.

Vi kan søge råd og vejledning hos WHO og FAO for at blive lidt klogere på spørgsmålet om hvor meget og hvor lidt jod der er godt/knapt så godt. De udgav i 2001 en meget omfattende vejledning i minimums- og maximumsanbefalinger for samtlige mineraler og vitaminer. Jod har et kapitel for sig selv. Kapitel 12. Heraf fremgår det, at 150 mikrogram jod pr. døgn er et anbefalet minimum mens det formentligt sikre maksimum er 10-15 gange større, afhængig af alder og kropsvægt. En voksen person burde kunne tåle 30 mikrogram jod i døgnet pr. kilo kropsvægt. Så kan man selv gange op med sin vægt.

Jeg linker her til nævnte kapitel 12 om jod. Anbefalingerne om jod fremgår af tabel 38:
http://www.fao.org/DOCREP/004/Y2809E/y2809e0i.htm

Formentligt sikkert lyder forbeholdent. Dokumentet oplyser, at meget tangforbrugende folkeslag får helt op til 200.000 mikrogram jod i døgnet fra tang, uden i almindelighed at tage skade af det. 200 milligram. Det er meget. Det vil vesterlændinge der gennem mange generationer ingen tang har haft med i maden, have svært ved at tåle, uden at blive syg af det. Det vil kræve mange generationers tilvænning at kunne tåle det samme.

Vejer en voksen dansker 75 kilo vil vedkommende sandsynligvis ikke alene kunne tåle 2.250 mikrogram jod i døgnet. Det vil antageligt også gøre vedkommende ganske god gavn.

Skal der tilsættes endnu mere jod til saltet så? Hvad ved jeg? Ik' andet end at den rigeste kilde i naturen til jod er tang, lige som det gør sig gældende for alle andre livsvigtige mineraler. Vores egen praksis viser, at så lidt som 1-2 gram tørret tang med i hverdagsmaden er alt rigeligt for sundhed og velvære, selv om det overskrider 150 mikrogram jod i døgnet. Hvor meget jod der nøjagtigt er i dansk tang har vi endnu til gode at få oplyst fra Fødevaredatabanken. Der er formentlig væsenligt mindre end i dybhavstang fra Japan, f.eks. Kombu.

At tang skulle være en letfordærvelig fødevare er intet mindre end i strid med sandheden. Tørret og opbevaret i lukkede poser har det tilnærmelsesvis uendelig holdbarhed. Hvad så med tang i friskhøstet tilstand?

https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/HvorErDetGodtAtFindeDeVildeUrterLigeNuTang#5603542352869006130

Billedet viser et eksperiment, vi har gang i. Den røde savtang fra Ærø hænger nu i haven på 5. år i vejr og vind. Den er tør når vejret er tørt og bliver blød og levende når vejret er fugtigt. Hvad kan man forestille sig fra planteriget der ville opføre sig lige sådan? Det er muligvis indholdet af unikke antivirale og antibakterielle stoffer, der forhindrer frithængende tang i at gå i fordærv. Der findes også evidens for at antioxydanterne i tang er planterigets dito langt overlegen.