Klodshans kommer med tangmad til Prinsessen

Klodshans vidste ikke lige,

hvordan det var Prinsessen

+christine feldthaus 

havde fået øje på ham i mængden,

da hun åh så gerne ville udstede som dekret

til befolkningen
på hendes nyhedskanal på DR
so f***king special,

spiselig tang er den helt store trend

i 2013,

specielt når man har plukket

det selv og gjort det klar til 

at blive brugt i

hverdagsmaden. LOL :-)

Måske havde hun set ham over skulderen

på nettet og opdaget han da vist godt vidste

en hel del om temaet og nød en vis,

folkelig opbakning, for hans skøre ide,

at have tang med i hans mad
endda hver eneste evige dag.

Klodshans kunne rigtigt godt lide

at sidde sammen med prinsessen

på det dybblå tæppe

lænet i ryggen op

mod en megatyk

bøgestamme.

Han havde troet, hun ville være en

PEPTALKER.

Det undrede ham meget:

Det var hun slet ik'!

Der var tid til eftertænksomhed

mellem hendes udtalelser,

der kom sådan lidt ad gangen.

Først, sagde hun:

Var der ramsløg.

Jo jo, svarede Klodshans

og bød hende smage
på syltede

Ramsløgskapers
af frøstande fra ramsløg,
han selv havde plukket i skovbunden,

anrettet på paté:

Prinsessen var henrykt.

Hun trak vejret dybt.

Så var der

salturt,

sagde

hun.

Jo jo, svarede Klodshans

og bød hende smage
på hans hjemmesyltede
Salturt af eget pluk:

Prinsessen var henrykt.

Så trak hun vejret dybt ret længe

og sagde helt nede fra bunden

af maven, med kun den

autoritet i stemmen

en royal person

kan gøre det:

NU KOMMER TANG

sagde hun, så hele

naturen blev

fuldkommen

stille i et

splitsekund.

Jo Jo, sagde Klodshans

og serverede hende en mad,
hvor han havde anrettet 
syltet Lav klørtang
ovenpå:

Prinsessen var vild

med smagen af

det syltede

tang :-)

Hun ville bare

have noget

mere af

det!!!

Pesto af Lav klørtang

Prinsessen Christine Feldthaus rykkede på en nussende måde Klodshans i ørerne, for at få ham både til at sende råvaren til pestoen af Lav klørtang, hun var bleven forelsket i og opskriften på, hvordan det lige var, han havde gjort det.

Klodshans var nød til at sætte sig på hans flade og tænke sig om.
Ja. Hvordan var det nu lige han havde gjort det, den dag det gik så travlt?

Jo....

Det var noget med at tage en stor håndfuld Lav klørtang op af posen med den venstre hånd, lægge det op i en skål og kun lige dække det med koldt postevand i 5 minutter, for at bløde det op.

Så blev det taget op og lagt over i blenderen.
Der blev tilføjet noget rapsolie.

Han havde en lille pose med smuttede mandler.
Den lukkede han op og hældte op i blenderen.
Det samme gjorde Klodshans med en lille håndfuld knækkede valnødder.

Så var der noget rigtig god riveost fra et udland, han havde skaffet sig.
Det rev han en pæn del af ned i.

Han brugte også en lille bitte smule Maldon salt, velvidende det spiselige tang også leverede saltsmag.

Der kom også noget mere rapsolie i, for at få det til at blive til en ordentlig pesto.

Sværere var det egentlig ikke
og mærkeligt det så kunne smage så godt:-)
Men det gør det :-)

PS: Der var også tre fed hvidløg i, hjemmedyrket i tangkomposteret jord. 

Andre hvidløg kan naturligvis også bruges :-)

Besøg hos ægteparret Ellen og Henrik Wilhjelm

Onsdag og torsdag i denne uge op til jul brugte jeg på at lave små, nemme, lækre retter til Livsstilsekspert Christine Feldthaus og foretage research på et egnet sted til at plukke tang sammen med hende ved Djurslands kyst.

Jeg fik gæstfrit lov til at bo hos det ældre ægtepar Henrik og Ellen Wilhjelm. Jeg lærte dem at kende i maj 2012, da Ellen var opmærksom på, jeg var ved Djursland og hun havde vildt meget lyst til at blive introduceret i plukning af tang, hvordan man gør med at tørre det, bruge det i maden og hvad ved jeg :-)

Maden er en af mine morgenmadder med deres hjemmebagte brød, en af deres oste og granulat af ristet, stenmorterkværnet Lav klørtang, jeg selv havde medbragt, de også med fornøjelse benyttede sig af.

At være gæst hos Henrik og Ellen er lidt lige som at komme til inuitternes land, Grønland, hvor jeg endnu aldrig har været, men gerne kommer en dag.
Mens jeg var der havde jeg f.eks. lov til at bruge kaffekoppen der ses oven over tallerkenen, nærmest som om renen snuser til maden. Koppen er designet af en grønlandsk kunstner og i mine øjne smuk at se på.

Så havde jeg jo forøvrigt god tid ind imellem, mens jeg var hos Ellen og Henrik, der naurligvis også havde 117 andre gode gøremål.

Henrik har igennem årtier drevet virke som præst i Grønland. Det er en missionærgerning, men Henrik er en særdeles bemærkelsesværdig én af typen.
Han er autodidakt historiker og forfatter med et fuldkomment unikt talent.
Henrik har således udgivet dette værk, som er nummer to ud af tre:

Jeg bad om lov til at snuse til hans værker, mens jeg havde god tid til overs for mig selv. Reaktionen kom prompte. Som sagt har jeg endnu kun helt i overfladen studeret "af tilbøielighed er jeg grønlandsk". Jeg kan således endnu ej til fulde udlægge hvilken helt eminent baggrundsindsigt det er, til at kende de rette tilbøjeligheder i inuitternes hjemland.

Blot vil jeg sige: Præsten Samuel Kleinschmidt, der for længe siden har aftjent sin værnepligt på jorden, har gjort noget fuldkommen banebrydende for nulevende inuitters egen, gode selvforståelse, beroende på respekt for egen kultur.

Nu mig bekendt er en af dem, at have spiselig tang med i hverdagsmaden, omend de tidlige missionærer frarådede det som fattigmandskost, man hellere bør undvære. Vingetang og Søl bruges immervæk af inuitter i høj alder på deres helt egen maner :-) Godt det samme. Deres unge kunne med god fordel tage ved lære af dem.