Tang er naturens eneste kilde til jod i tilstrækkelig mængde ♥

http://tang-thorkil.dk/Tang%20er%20naturens%20eneste%20kilde%20til%20tilstr%C3%A6kkeligt%20jod.pdf

PowerPointen præsenterede jeg til Tang-workshop på Vejlefjord den 21.11.2013. Jeg videofilmede foredraget, så andre også kan have fornøjelse af at se og høre det:

Publikationen af den engelske læge og forsker
Eric F.W. Powell, jeg omtaler, har jeg oversat
og udgivet her:
http://tanghelsebringer.blogspot.dk/

Lærke stiller spørgsmål om spiselig tang og får svar

En kvinde ved navn Lærke har henvendt sig til mig med nogle gode spørgsmål om spiselig tang. 

Jeg har fået hendes tilladelse til at besvare spørgsmålene offenligt.

Jeg tænkte Hmmm... Det kunne jo være, der er andre, der har den samme nysgerrighed og godt kunne tænke sig at få den tilfredsstillet ;-)

Spørgsmål: Jeg er meget interesseret i at bruge tang i vores hverdagsmad. 

Jeg har læst noget af det, du har skrevet på din hjemmeside, blogs m.m. og det lyder jo som om, at det kun kan gå for langsomt med at få noget mere tang i maden :-). 

Jeg hæfter mig ved, at det er nogle bestemte tang-typer, hvor der er risiko for tungmetaller i tangen - jeg er generelt meget opmærksom på tungmetaller (hvorfor jeg heller ikke spiser fiskeolie, selvom det skulle være renset, og derfor er udsigten til at kunne få mere omega3 gennem tang meget interessant).

Svar: De eneste tangarter vi bliver opfordret til at passe på er Butblæret sargassotang fra eget og udenlandsk farvand og Hizikitang fra Japan på grund af et stort indhold af uorganisk Arsen.
Så har der også været advarsel om kainsyre i Søl tang. Efterfølgende undersøgelser har vist, et menneske skal indtage så store mængder af Søl dagligt, det er praktisk taget umuligt at blive forgiftet af det. I Irland er Søl ifølge den irske læge Prannie Rhatigan folkemedicinsk blevet brugt til at fjerne indvoldsorm. De tåler det ej i den meget lille mængde hvori det forekommer ♥

Selvfølgelig skal vi være opmærksom på giftige stoffer i miljøet, der ophober sig i os og skader os. Vi kan jo bare ikke undgå dem fuldkomment. 

Tidligere i livet brugte jeg rigtig meget tid på at være ængstelig ved tanken om, hvad vi får af giftigheder gennem fødekæderne, ved at trække vejret, ved at drikke vand og hvad vi i øvrigt modtager :-(

Det herlige ♥ er, i særdeleshed de brune tangarter, hvor til Blæretangsfamilien hører, indeholder stoffer, der helt af sig selv renser os for såvel ophobede giftigheder som nyligt tilkomne, når blot man bruger det dagligt i maden. 
Der findes andre afgiftningskure, men der er ingen der er så effektiv som det tang tilbyder. 
Jeg har lavet en større reportage om det og der kommer fortsat ny evidens for påstanden. Billedreportagen med links til videnskabelige rapporter kan læses her:

https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/

TangKanUdrenseGiftigeTungmetallerFraVoresKrop

I et af de videnskabelige forsøg er rotter blevet tvangsfodret med en af de allergiftigste stoffer: dioxin. Rotterne får så Hizikitang i foderet, der hjælper dem til at udskille dioxinen. Så kan man jo så undre sig over, at selv Hiziki har denne egenskab. Mon Hiziki så også fjerner hvad man måtte have i vævet af lagret uorganisk arsen + lader være med at frigøre det arsen i kroppen, det selv indeholder?
Det er dybt forunderligt tang synes at have en evne til at vælge imellem hvad vore celler har brug for at få tilført af mineraler og sporstoffer, og hvad der under ingen omstændigheder bør forefindes i os af miljøgifte. 

Cellerne får fra tang hvad de har brug for og bliver renset for hvad der ej bør forekomme i dem ♥

Jeg kan slet ikke sige, jeg er færdig med at forstå det. 
Forklare det kan lade sig gøre kan jeg heller slet ikke, 
men jeg har selv oplevet hvad det er og hvad det giver, 
endelig at føle sig fri af belastende miljøgifte.

Det giver sig blandt andet udtryk på den måde, jeg løbende bliver rengjort så grundigt indvendigt, jeg har meget mindre brug for at vaske den ydre krop end tidligere. Faktisk er jeg siden maj 2012 kun blevet vasket de mest kritiske steder med engangsvaskeklude, man bruger på hospitaler og plejehjem til mennesker der ikke kan gå i bad. Det er nok. Jeg har på ingen måde nogen ilde kropslugt ♥

Håret vasker jeg hver morgen i koldt vand, overhuden til hovedet jeg bærer diskret mellem benene bliver rengjort med lunkent vand når tiltrængt, snavs der alligevel trænger ud gennem huden bliver gnubbet af når tiltrængt med vaskekludene
og fødderne holder jeg i orden med Wellness tangfodbad suppleret med kludene der rengør ♥

Spørgsmål: Hvilke tangtyper vil du anbefale at man spiser? Jeg tænker også på at undgå dem med meget højt iodindhold.

Svar: Til dagligt forbrug bruger jeg selv det tang, der har det laveste indhold af jod.

Det er Wakame der også forhandles fra Norden som Vingetang. Det er Noritang vi har i eget farvand som Purpurhinde. Det er Søl tang de kalder Dulse i resten af verden og det er hele familien Blæretang, vi har rigeligt af i eget farvand såvel som hele den nordiske halvkugle.

Kulturer der gennem årtusinder har opretholdt at bruge tang dagligt tåler 100 gange mere jod end os, der lagde det bag os i slutningen af Vikingetiden, da de katolske missionærer lærte os at betragte det som ussel føde, kun en hungrende fattigmand vil sætte tænderne i. 

Jeg ved ikke hvor mange generationer med tang der skal gå før vi tåler lige så meget jod. Men det er nok flere end én :-)

Spørgsmål: Er der samme sundhedsudbytte ved at spise tang, hvad enten det er frisk, tørret eller ristet?

Svar: Det maximale sundhedsudbytte kommer fra tang der er lufttørret ved lav temperatur. Det mister en smule næringsværdi ved at blive ristet, men det er så lidt det ikke tæller for alvor (15%) ♥

Spørgsmål: Jeg kan læse at du (eller måske rettere WHO) anbefaler at man max får 1000 mikrogram iod om dagen, hvordan ved man, hvor meget det er i forhold til mængden af tang?

Svar: Siden jeg for flere år siden udgav "min" jodvejledning Lærke

er jeg blevet væsenligt klogere på spørgsmålet, ligeledes ved at studere WHO og FAO. Den amerikanske forsker Jane Teas gjorde mig opmærksom på dette dokument, de har udgivet: http://www.fao.org/docrep/004/Y2809E/y2809e0i.htm

Ved at studere i særdeleshed tabel 38 får man en meget nuanceret viden om, hvor meget jod en vesterlænding tåler i modsætning til de langvarigt tangforbrugende kulturer.

Børn i alderen 1-12 år tåler 50 mikrogram jod pr. kilo kropsvægt. Det er så bare at gange op med barnets konkrete vægt. Et barn med en vægt på 35 kilo tåler således 1.750 mikrogram jod.
En voksen tåler 30 mikrogram jod pr. kilo kropsvægt. Vejer man f.eks. 72 kilo er det 2.160 mikrogram jod, osv.

Hverken børn eller voksne kan konsumere meget mere end ét gram tørret tang af Blæretangsfamilien dagligt, svarende til ti gram netop plukket eller opblødt, uden at blive mere mæt end sjovt er. Et tørret gram indeholder 6-800 mikrogram jod. Det tåler et barn allerede ved en vægt på 16 kilo.

Men selv for tidligt fødte og spædbørn op til 1 års alderen tåler væsenligt mere end hidtil antaget.

Så står der, disse tal kun er muligvis sikre. 
Jeg har holdt det op imod, at meget tangforbrugende kulturer får helt op til 200.000 mikrogram jod dagligt fra tangen.
De nævnte tal for hvad andre børn og voksne kan tåle er ca. 1% deraf.

Ved at eksperimentere med det personligt er det min erfaring, det er meget mere sikkert at få omkring 1.000 mikrogram jod dagligt fra tang, end det er at overskride min egen personlige grænse, hvilket jeg gjorde systematisk gennem 1½ år, hvor jeg fik omkring 7.000 mikrogram jod dagligt fra tang. Mon ikke det også skulle kunne gælde i andres tilfælde?

Spørgsmål: Jeg kan også læse, at du anbefaler at man spiser tangkapsler, kan man ikke ligeså godt snacke noget tørret tang i løbet af dagen? det er vel sjovere? Jeg er ikke så meget for kosttilskud;-)

Svar: Det kan man udemærket Lærke:

Jeg går ofte selv og gnaver i sådan noget som på billedet inden jeg spiser noget som helst andet, efter jeg er vågnet. Det tricker mig stadigvæk ud, jeg bliver så mæt af det og får så god energi, at der resten af dagen er et meget mindre behov for mad, søde sager, sodavand og hvad ved jeg.
Det er simpelthen for mærkeligt i forhold til mine forestillinger om ting.
Men jeg hygger mig meget godt med det ♥

Spørgsmål: Jeg har en datter på 7 år, der er glad for at lave sushiruller med tang. Kan man få den slags tangplader med dansk tang? Hvis ikke kender du så til en type af sushitangplader, du kan anbefale? Jeg ved intet om japansk og kinesisk fødevareproduktion, men jeg er ikke vildt begejstret for kinesisk producerede varer, dette er måske fordomsfuldt, men jeg ved, hvordan de f.eks. producerer tigerrejer i store forurende "vandbure", så derfor har jeg en idé om, at deres produktionsmetoder ikke altid giver sunde produkter. Derfor vil jeg også gerne købe dansk tang.

Svar: Endnu er der ingen produktion i Danmark af tangpladerne man bruger til at rulle ris og andet tilbehør ind i, men muligheden for at det kan dyrkes og fremstilles herhjemme er til stede. Det mørke tang på det første billede er den samme tang de i østen bruger til at dyrke på liner, for at producere råstoffet til sushiplader. Det hedder Purpurhinde på dansk og når det kan vokse af sig selv i havet kan det også podes til at vokse på liner i havbrug i dansk farvand. Nogen har allerede eksperimenteret herhjemme med privat at lave Sushiplader af vildtvoksende Purpurhinde. Det gøres på samme måde som man fremstillede papir oprindeligt og måske derfor hedder tangarten også Porphyra ♥

Jeg tror på ingen måde vi behøver at være bekymret over Sushipladerne vi kan købe i ethvert supermarked efterhånden fra østen. Der laves kvalitetskontrol på det når det ankommer her til landet og mig bekendt er der intet af det, der har været nogen grund til at afvise. 

Spørgsmål: Ved du om der findes arrangerede ture, hvor man kommer ud at samle tang og lære de forskellige arter at kende?

Svar: Hold godt øje med hvad vores Maritime Naturvejledere tilbyder af udflugter, hvor man kan lære de forskellige arter at kende. Der er efterhånden flere af dem rundt i landet, der i kraft af deres af det offentlige betalte job gør noget særligt ud af at gøre én bekendt med hvad de enkelte tangarter hedder og hvordan man kan plukke dem.
Personligt kan jeg anbefale Pia Rørbech på Samsø. Hende kan man Google og træffe aftale med om at komme ud. Hun ved rigtigt meget om det.

Iøvrigt har jeg lavet en Manual for at høste sin egen tang, jeg endda har planer om at opdatere, da det er tiltrængt ♥

http://tangmadfrahav.blogspot.dk/2012/04/manual-for-hst-af-dansk-vild-tang.html

Daglig indtagelse af spiselig tang stimulerer optimalt helbred og vitalitet

Troldemor er helt oppe at ringe.

Det er lige før halen står lodret

op fra hendes bagdel :-)

Hvad er der da sket???

Jo...

Det er når man køber ind ved:

http://www.oceansofgoodness.co.uk/Default.aspx

Så får man simpelthen smidt

et helt lille bibliotek

lige i nakken

af hardcore

videnskabeligt dokumenteret

visdom om, hvordan og hvorledes daglig indtagelse

af spiselig tang fremmer optimalt helbred

og vitalitet ;-)

Ups... Jamen Jamen:

Må en producent af kosttilskud godt

fremkomme med sundhedsanprisninger

på sine produkter????????????

Ja!

Det må man,

når der i det videnskabelige samfund

i almindelighed er enighed i,

påstandene er korrekte

:-)

Der er nok ikke noget, der er så grundigt

gennemanalyseret af uafhængige videnskabsmænd

og -kvinder, der på hver deres måder kommer

frem til de samme resultater.

I de 8 år jeg nu har studeret forskningresultaterne +

forsket på egen krop løbende i hvad godt det giver

at have den spiselige tang med i hverdagsmaden

er hovedkonklusionen helt klart:

Det er helt exceptionelt sundheds-

og vitalitetsfremmende!!!

Jeg har kun fundet én forsker,

der fraråder daglig indtagelse af tang.

Det er den danske

Ph.D Morten Georg Jensen

med begrundelsen, man så får mere jod

end man kan tåle.

Imidlertid generaliserer han på arterne

Konbu, Arame og Wakame.

Han har givet ret hvad angår Konbu

og de tilsvarende danske Fingertang og Sukkertang.

Wakame derimod er kendt for et lavt jodindhold

og arterne inden for Blæretangsfamilien

har også et acceptabelt, lavt jodniveau.

Tilsyneladende har Morten Georg Jensen

ej studeret WHO og FAO's publikation om jod:
http://www.fao.org/docrep/004/Y2809E/y2809e0i.htm
I tabel 38 i publikationen fremgår det,
hvor meget jod 6 forskellige
befolkningsgrupper kan tåle/gøre god gavn af.
Det er væsenligt meget mere end de 150-200
mikrogram danske læger fortsat anbefaler som dagligt maksimum,
men også, for vesterlændinges vedkommende
væsenligt meget mindre end de helt op
til 200.000 mikrogram japanerne dagligt får
fra deres store forbrug af Konbu.
Forskerne ved WHO og FAO skriver
deres anbefalede maksimumsoptag
er probably safe.
Hmmm... Kun muligvis sikkert???
Forsøg på min egen krop viser det er tilfældet
og iøvrigt er deres anbefalede jodoptag
svarende til kun én % af hvad
meget tangforbrugende kulturer forbruger.

Seagreens forhandler udelukkende tang
fra Blæretangsfamilien.
De har valgt Laminaria arterne fra
(Fingertang, Sukkertang, m.v.)
netop på grund af det høje jodindhold.
Efterhånden er jeg også selv kommet
til den konklusion, arterne af Blæretang er den bedste tang
til hvide mennesker og folk af anden hudfarve, for hvem det er helt nyt
at bruge spiselig tang i maden :-)

(Mine billeder af Seagreens produktinformationer er så skarpe, man kan klikke på dem og bruge forstørrelsesglasset til at zoome ind og læse hvad man vil :-)

På siden her skriver de blandt andet:
"Vores tangarter er en blanding af arter der vokser
på det laveste vand (det modsatte af dybhavstang).
De har et lavt indhold af jod og kan derfor indtages
regelmæssigt, selv i større portioner for at tackle
specifikke helbredsudfordringer".

Jeg har lagt hele min billedserie af produktinformationen op på nettet:
https://picasaweb.google.com/116444972314790300169/
SeagreensProduktinformation#
Det er dér, der er et forstørrelsesglas :-)
Hvis ikke det er godt nok
så prøv selv at købe ind ved:
http://www.oceansofgoodness.co.uk/Default.aspx
og se hvad du får tilsendt :-)

På siden her står der blandt andet, hvad så ganske sandt er:
"Ikke alene tilføjer Seagreens produkter en nøddeagtig smag til maden,
det tilfører også vitale næringsstoffer og sporelementer,
der hjælper til at optage og fordøje, hvad der ellers
måtte være af godt næringsindhold i maden,
du spiser".
(Det er vigtigt, da alt for mange mennesker
har udfordringen, at have mere end vanskeligt
ved at optage næringsstofferne i maden.
Spiselig tang helbreder dette :-))

Det med den nøddeagtige smag prøvede vi selv af i går aftes:

Jeg stoppede ganske lidt Pelvetia canaliculata
(Salad & Condiment)
i sovsen, Margot lavede til maden.
Jo Jo, det gav den sovs en bedre smag :-)

Nu er en af nissepigerne også på banen.
Hun er simpelthen så nysgerrig :-)

Hvem er ikke klar over, det er bedre at forebygge
end at helbrede?
Jo. Men hvad så når man er blevet mere dårlig
end man bryder sig om?
Er det så for sent?
Hmmm... Jeg har jo selv ret så grundigt
beskrevet, hvordan tang med i min mad
har helet op på talrige
accellerende gammelmandslidelser,
der var ved at løbe mig over ende som 47-årig.

En af de ting, der står skrevet på billedet er, at indholdet af spiselig tang
udfylder de huller der ellers er i maden, uanset hvor sundt man så
end spiser.
Hmmm... Så sad jeg der til et foredrag
med den danske Tangforsker Susan Løvstad Holdt
ved Teknologisk Institut i Århus tidligt i 2012.
Een af de ting hun talte om var huller i proteinerne,
der udfyldes af aminosyrer fra tang,
der indeholder samtlige byggesten
til menneskelige proteiner.

Provokerende at selv den sundeste mad
mangler livsvigtige næringsstoffer???
Tjah...
Jeg synes jo det er indlysende,
fordi jeg ellers har spist udemærket sundt,
men har det væsenligt bedre
end før tang med i maden...

Her er det salt jeg har skrevet om, der er udviklet sammen
med forskere fra
Sheffield Hallam University
på foranledning af den britiske regering,
for at gøre noget ved skadevirkningerne af
for meget natrium i husholdningssaltet.

Og så er det da forøvrigt pragtfuldt
Seagreens også tænker på kæledyrene.
Naturligvis har de også krav på sundhed
fra tang :-)

Grundlæggeren af Seagreens
Simon Bernard Ranger
har her en 2 sider lang artikel,
hvor han med 19 referencer til topvidenskabelige artikler
beskriver, hvad spiselig tang gør for god næringsoptagelse
og især effektiv affaldsudskillelse.

Tiltagende kronisk forstoppelse er nok en af de
værste af de helt almindelige folkelidelser,
der har at gøre med at have forsaget brug af spiselig
tang i maden.
Som om stomi skulle være bedre :-(
Nissepigen sidder og tager sig til hovedet.
Hun er endnu ret ung,
men alligevel fik hun lavet en stomi
for at kunne komme af med lorten.
Pis siger hun.
Hvorfor var der ikke en læge der fortalte mig,
jeg kunne prøve med spiselig tang,
før de gjorde det der forbandede
indgreb på mig???

Tjah nissepige søde.
Lægerne vidste det nok ikke.
Det er vist ikke med i deres pensum :-)

Nissepigen har fået øje på Simons konklusion
og rykker nærmere
for bedre at 
kunne 
læse
den:

- Beskytter og heler det yderste cellelag i tarmvæggene
- Ernæringstofprofilen afbalancerer og udfylder huller i kosten
- binder forurening, miljøgifte og giftige tungmetaller til sig og udskiller dem gennem endetarmen
- sukkerstoffer i spiselig tang sørger for en supersund tarmflora
(det er endda det slim vi kender fra tangen)
sukkerstofferne i de brune tangarter i Blæretangsfamilien afliver de bakterier, der giver mavesår, trænger candidasvampen tilbage til sit harmløse sporestadie og beskytter indvendigt mod alle forekomster af skadevoldende bakterier

Neden under konklusionen er der en internetadresse:
www.seagreens.co.uk/healthcaresummary
Jeg har prøvet at gå ind på den.
Man skal bede om at få et password.
Det fik jeg.
Så går man bare ind
og har adgang til et opslagsværk
om hvad tangarterne i Blæretangsfamilien
har at tilbyde til hele alfabetet af sygdomme,
videnskabeligt dokumenteret, stump for stump.
Det er beregnet for alle praktiserende læger
og hvad der ellers er af sundhedspersonale.

Den unge mand her blev ikke helt fri for sin autisme han pådrog ved kviksølvforgiftning som foster i mors mave, men han fik det bedre med tang i kosten og hans mor blev fri for det giftige tungmetal.

Sød historie om at hunden blev fri for hoftedysplasi ved hjælp af Seagreens tanggranulat til kæledyr!

Ph.D. afhandling - Jod i Tang fra Havet

Nærværende afhandling er et resultat af 8 års intense studier af, hvordan man tackler at have tang med i hverdagsmaden, uden at få så meget jod at det bliver skadeligt.

Undervejs har jeg fået hjælp fra Universitetsuddannede forskere, men pensum og uddannelsesforløb har jeg stået for som selvstuderende i kunsten at være i live/opretholde grundreglen, det er godt at få noget af alting.

Man skal kende et stof så grundigt, at man behersker reglen om feltet der ligger imellem anbefalet minimumsoptag og maksimumsoptag. Inden for dette rum er et stof gavnligt.
Ved indtag under minimum er det skadeligt, hvilket det også kan være ved indtagelse
højere end det maksimum, man tåler. Spørgsmålet er:
Hvad en den gyldne mellemvej med hensyn til jod i tang?

Jeg vil til enhver tid forsvare offenligt, hvad jeg i dette dokument har nedfældet.
Om jeg derved vil kunne tilkendes en licentiatgrad skal blive interessant at notere.

Udgangspunktet for mine eksperimenter var i 2004 at anskaffe værket af Hanne Kirstein
Tang - en gave fra havet.
Jeg synes, der var særdeles interessante perspektiver ved at have tang med i maden af helbredsmæssig karakter.
Jeg synes også, der var pænt mange forbehold jeg kendte til for, hvorfor det ingen god ide er at have tang med i hverdagsmaden. Den vigtigste af dem er, man derved risikerer at få mere jod end man tåler og at man derfor udvikler hormonelle forstyrrelser, lige som man udvikler hormonelle forstyrrelser, når man får for lidt jod.

I Folkemindesamlingerne er der eksempler på personer gennem 60'erne og 70'erne, der har udviklet hormonel lidelse ved at indtage kapselprodukter indeholdende dybhavstangen Kelp.
De videnskabeligt beskrevne tilfælde, udsendt som internationale advarsler, drejer sig i alle tilfælde om japansk Kombu. Der har f.eks. været en sag om Kombu tilsat til soyamælk, hvor jodindholdet var så højt, der blandt vesterlændinge har været eksempler på, det gav anledning til lidelse.

Jeg startede med at undersøge hvad der dengang fandtes af viden i Danmark om emnet.
Overalt stødte jeg på en antagelse om, man maximalt bør indtage 150 mikrogram jod i døgnet, hvilket mange mennesker allerede får på anden måde i kosten. Fra drikkevandet f.eks. men også fra flere andre småkilder.

Jeg skrev en mail til den japanske ambassade med en forespørgsel om hvor meget jod der er i det tang, der importeres til Danmark fra Japan og hvor de øvre grænser går, for hvor meget jod en vesterlænding som jeg kan tåle. Jeg fik det svar, at man henviste mig til min egen læge for at få råd.
Hmmm... Tænkte jeg. Det bliver jeg nok ik' ret meget klogere af, da der i almindelighed anbefales et jodoptag på max. 150 mikrogram pr. døgn.

Jeg søgte vejledning i Fødevaredatabanken, hvor i vi i princippet kan få alle nødvendige oplysninger om indholdet af de fødevarer vi bruger:
http://www.foodcomp.dk/v7/fvdb_namesearchres.asp
Selv nu 8 år efter er der kun omtalt 2 tangarter. Agar og japansk Kombu. Det er oplyst, der er 360 mikrogram jod i et gram Agar og at der ligeledes er 360 mikrogram jod i et gram Kombu. At tallet er det samme virker upålideligt. Hvor er iøvrigt tallene for Wakame, Arame, Hijiki, Søl og for de danske arter som Blæretang, Fingertang, Sukkertang, osv. ? Jeg synes det er ringe DTU Fødevareinstituttet har gjort så lidt ud af denne side af fødevaresagen.

Jeg opgav at blive klog på temaet inden for Rigets grænser. Søgte ud i den store verden, hvilket jeg brugte særdeles mange timer på. Til sidst lykkedes det mig at få øje på en amerikansk organisation af læger, der interesserer sig i særdeleshed for skjoldbruskkirtlen. Organisationen hedder Thyroid. Jeg kunne se, de har en publikation hvor jodindholdet i seaweed er særdeles grundigt belyst. Min daværende underbo Doctor Roy Sellers fra Syddansk Universitet var så venlig at få printet dokumentet ud til mig, hvilket man skal have en akademisk grad for at kunne gøre.
Her har jeg uploadet dokumentet til min hjemmeside:
http://tang-thorkil.dk/jodindholdiseaweed.pdf
På tidspunktet, sommeren 2007, hvor jeg fik dokumentet i hænde var jeg særdeles vild med at tygge en tangart til morgenmad, jeg havde importeret fra Mendocino Sea Vegetable Company i Californien, kaldet SeaPalm med det poetiske, latinske navn Postelsia palmaeformis. Det smagte aldeles pragtfuldt. Jeg kunne læse i dokumentet, at japanerne i gennemsnit indtager omkring 10 gram tang dagligt, målt i tørvægt og at de på den måde får helt op til 20.000 mikrogram jod uden i almindelighed at tage skade af det. Jeg kunne også læse, at der i mit elskede SeaPalm er 900 mikrogram jod pr. gram tang.
Nå. kan en japaner tåle alt det, så kan jeg vel også, tænkte jeg.
Gennem 18 måneder konsumerede jeg 4,3 kg Seapalm, svarende til 7,8 gram pr. dag, givende i gennemsnit 7.062 mikrogram jod pr. dag.
Meget kort fortalt, jeg fik en hormonel lidelse, sandsynligvis vis på grund af det for en vesterlænding meget høje jodoptag. Mine binyrer holdt op med at producere binyrebarkhormon med det resultat, jeg fik nogle betændelsesagtige, meget generende hudlidelser i ansigtet. Jeg er kommet mig over det igen, men har stadigvæk en smule neurodermatitis på det højre skinneben at tage vare på, hvilket lader sig gøre med lipidstyrkende cremer uden cortisonindhold. (Jeg var dog nødsaget til i en vis periode at ty til en lægeordineret cream indeholdende mindst muligt cortison, - der var ik' andet der virkede godt nok :-))
Tang havde jeg dog ingen trang til at undvære, da der er så mange helbredsmæssige fordele ved at ha' det med i maden men jeg reducerede mængden af det ganske betragteligt og holdt op med at spise det for sig selv, altså sammen med et eller andet anden mad.

I august 2010 var jeg så heldig at komme til at lære hovedforfatteren til Thyroids joddokument at kende. Det var til Professor Ole G. Mouritsens Internationale Tangkonference i Carlsberg Akademiet. Uden at kende hende lykkedes det mig at få mig placeret på stolen lige til højre for den amerikanske AIDS- og kræftforsker Jane Teas. Det er der kommet et aktivt samarbejde ud af.
Bl.a. følgende tabel, der i mindre format indgår i dokumentet:
http://tang-thorkil.dk/jodvejledning.pdf
Tabellen indikerer, at det øvre tolererbare jodindtag for en vesterlænding pr. døgn fra tang er 1.000 mikrogram og at dette kan lade sig gøre, såfremt man afholder sig fra at bruge de allermest jodholdige tangarter, såsom japansk Kombu, amerikansk Seapalm, japansk Hijiki og japansk Arame. Personligt bruger jeg helst tangarter, der er så lidt jodholdige som muligt, velvidende jeg alligevel får nok også af jod.

Der er andre forskere der arbejder med temaet for min afhandling.
Ph.D. Morten Georg Jensen fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har følgende opfattelse:
Efter som tang er naturens suverænt mest jodholdige produkt, er det jo indlysende, man bør afholde sig fra at bruge tang i sin kost, da man derved uvægerligt risikerer at få overdosis af jod.
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_jod.aspx
Han er også bagmanden for den udbredte tese, det er det bedste at gravide og ammende afholder sig fra at have noget med tang at gøre:
http://www.foodoflife.dk/Leksikon/opslag/tang_gravid.aspx

Instinktivt havde jeg en fornemmelse af, 150 mikrogram måske er lige lidt mere i underkanten end godt er.
Der var en historie i 90'erne. Det var WHO der havde været på bane for at fortælle, der er ganske alvorligt mange eksempler på folkelidelser, der allesammen er begrundet i at skjoldbruskkirtlen bliver underforsynet med jod.

Det besynderlige er, samtlige af de 17 lidelsestilstande WHO beskriver findes i fuld flor i Danmark den dag i dag, bare i eskaleret tilstand, hvilket Myzødem f.eks. er inde i.
Danske læger synes at have været tænkende, de da vist nok lige overdriver en hel del de der WHO-nogen. De besluttede sig for kun at anskue temaet ud fra en skjoldbruskkirtel der er forstørret, pga. for lidt jod i kosten. Det viste sig at være tilfældet i nordjylland, hvorfor københavnerne fortsat følte sig trygge.
Vi fik fra år 2.000 ganske lidt syntetisk fremstillet jod tilsat det kogesalt, vi i ret mange andre henseender anbefales at bruge væsenligt mindre af.

Der efter blev det en udbredt anerkendt opfattelse, vi får det jod vi har brug for.

Når man nærstuderer de 17 alment forekommende lidelsestilstande er det faktisk ret uhyggeligt at tænke på, de højeste lægelige autoriteter i dette land hid til har tænkt på dem som autoimmune lidelser vi ingenting kender til og kan gøre noget ved.
Aborter. Dødfødte. Medfødte misdannelser. Øget perinatal mortalitet. Neurologisk kretinisme: underudviklet psyke, døvhed, spastiske lammelser og skelen. Dværgvækst. Psykomotoriske fejl.
Hypothyroidism har været en proces lang at oversætte. Det er blevet udlagt som en overaktiv skjoldbruskkirtel fordi ha' fået for meget tang. Det er der bare ingen eksempler rigtigt på i indberetningerne om lidelse. Derimod er der helt overvældende mange eksempler på, at det hypo som skjoldbruskkirtlen, specielt hos kvinder, er ude i, er, at kirtlen går i dvale pga. for lidt jodtilførsel, hvilket efterlader kvinden i en særdeles provokerende situation for sig selv og hendes omgivelser, underforsynet som hun er med de nødvendige hormoner for alting.

Der er særligt ét dokument, jeg henholder mig til,
Jane Teas har været så venlig at give mig indsigt i:
http://www.fao.org/DOCREP/004/Y2809E/y2809e0i.htm
Det er fra en MEGA Workshop FAO og WHO afholdt i 2001. Som pdf-fil er det et flere hundrede sider langt skrift, der omhandler anbefalet minimumsoptag og maksimumsoptag af samtlige mineraler og vitaminer.

Personligt finder jeg tabel 38 særdeles anvendelig, når det kommer til at udmåle, hvad hver eneste samfundsborger bør tildeles af jod hvert eneste døgn. Det er smukt det er sat op til for tidligt fødte spædbørn, spædbørn 0-6 måneder, spædbørn 7-12 måneder, børn 1-6 år, skolebørn 7-12 år, unge og vosksne 12 + år og gravide/ammende og at det er mikrogram jod pr. kilo kropsvægt der tæller.
Ud fra tabellen kan man beregne det bedste jodoptag til hver eneste individuel i riget :-) hvilket jeg anbefaler man gør ;-)

Det anbefalede optag ligger væsentligt over 150 mikrogram i døgnet i alle henseender, men så langt som 99% neden under det jodoptag, gennemsnitsjapanere tåler i dagligt indtag. Inden for spillerummet af denne ene % ik' alene tåler vi jod helt op til over 2.000 mikrogram, men har også ganske god brug for at få det tilført.
Dette er tang det bedste til at gøre. Det er f.eks. nok ingen god ide, bare at stoppe noget mere syntetisk fremstillet jod til det kogesalt, vi alligevel frarådes at gøre ret meget brug af.

Så er det jo hyggeligt Jane Teas lige her for nyligt har sendt mig et link til at se, der er engelske universiteter der pønser på at erstatte natriumklorid husholdningssalt, der godt nok er dømt ret langt ude som sundhedsfarligt/givende for højt blodtryk selv om man nyder det, med et kaliumsalt med meget lidt natrium i, bestående af tørret pulveriseret Fucus serratus = Gammelkendt dansk Savtang:
http://www.telegraph.co.uk/education/universityeducation/8831727/Ten-life-changing-ideas-under-research-at-UK-universities.html?image=4